Torsdag den 13. November 2003


Seniorbofællesskab til offentlig debat

Et meget spinkelt flertal af Gladsaxe byråd besluttede i går aftes at gå videre med planerne om
at bygge et seniorbofællesskab på det grønne friareal ved Søborg Parkallé.
Sagen har delt byrådet i to næsten lige store lejre, for beslutningen om at sende forslaget i offentlig høring blev truffet med stemmerne 13 for og 12 imod.
Socialdemokraterne, det radikale venstre og to medlemmer af SF stemte for, mens venstre, de konservative, dansk folkeparti, enhedslisten og Peter Brooker fra SF stemte imod byggeplanerne.
 
Men inden det kom til afstemning, var der debat, og den blev fulgt fra tilhørerpladserne, hvor både tilhængere og modstandere af byggeriet holdt vejret i spænding.
Og bagefter kunne Kirsten Scherning fra foreningen Gladsaxe Seniorbofællesskab så ånde lettet op:
"Jamen det er bare så pragtfuldt. Man har hjertebanken. Det et dét, vi har kæmpet for i 2 ½ år det her, så det er bare så dejligt og hele gruppen er lykkelig".
 
Også modparten var mødt talstærkt op i byrådssalen.
Vibeke Sørensen er en af de borgere, som har været mest aktiv i kampen mod byggeriet, og hun sagde: "Jeg er dybt skuffet. Da vi planlagde at købe vores hus, ringede vi til teknisk forvaltning, der sagde "Nej, det område kan aldrig bebygges", og det troede vi på", siger Vibeke Sørensen.

Påskønnelse for integration af ledige

Et diplom i glas og ramme og en stor buket blomster.
Sådan så det synlige bevis på Gladsaxe Kommunes påskønnelse ud, da Forenede Rengøring A/S i går fik tak for deres indsats for integration af ledige borgere.
 
Siden virksomheden i 1998 indgik en samarbejdsaftale med Gladsaxe Kommune har mere end 100 borgere, der før var ledige, fået job på Forenede Rengøring A/S.
 
En af dem er 36-årige Maaza Araya, der stammer fra Eritrea, hvor hun flygtede fra borgerkrigen. Før hun kom til Forende Rengøring A/S havde hun aldrig haft et job. Hun havde været husmor og gået på sprogskole.
Nu gør hun rent i virksomhedens egne lokaler, og hun er glad for jobbet.
"Det er dejligt at gå på arbejde. Du møder mange forskellige mennesker," siger hun.

Arbejdsløsheden stiger i Gladsaxe

Arbejdsløsheden stiger i Gladsaxe såvel som i Danmark som helhed.
Det viser de nye tal fra Planlægningsafdelingen i Gladsaxe Kommune.
 
I august 2003 var arbejdsløsheden således 4,1 procent.
Samme tid året før var der kun 3,3 procent.
 
Det vil sige, at arbejdsløsheden næsten er vokset med 25 procent og målt på antallet af hoveder svarer det til, at der i august gennemsnitlig var 1.266 ledige.

Sidste chance til foreningen Børn og kultur

Foreningen Børn og Kultur får en sidste chance for at bringe orden i regnskaberne.
Kultur- fritids- og idrætsudvalget i Gladsaxe Kommunes møde i tirsdags kunne ellers have betydet døden for foreningen, fordi udvalget skulle beslutte om alle tilskud og lokaleudlån skulle stoppes de næste tre år.
 
Forslaget om at fjerne alle tilskud skyldes, at foreningen blev udtaget til stikprøvekontrol af regnskabet for 2001 og herefter undlod at fremsende dokumentation for regnskabet. Efterfølgende har de også undladt at fremsende regnskabsskemaet for 2002.
 
Regnskabskludderet betød dog i første omgang ikke, at foreningen fik dødsstødet i tirsdags.
"Vi udsatte punktet på dagsordenen. Vi vil gerne prøve at komme i dialog med foreningen," siger formanden for Kultur- fritids og idrætsudvalget i Gladsaxe, Peter Nielsen.

Oplæg om værdier

Mange virksomhedsledere taler om, at der skal være et fælles værdigrundlag på arbejdspladsen.
Ord som gensidig tillid, loyalitet og hjælpsomhed bliver sat op som fælles mål, og det kan godt være problematisk.
Det vurderer etnolog Margaretha Balle-Petersen, der i aften holder foredrag i Bagsværd Kirke.
 
Hun mener, den moderne måde at tale om værdier bygger på en forestilling om, at værdier er noget ydre, man kan vælge og vrage imellem, men hun mener, værdier er noget indre. Man vælger dem ikke, men opdager dem snarere, når man i en bestemt situation instinktivt ved, hvad der er rigtigt og forkert.
 
Hun uddyber sit synspunkt, når der er Højskoleaften i Bagsværd Kirke klokken 20.00.