Flere Gladsaxeborgere måtte sidste år gå forgæves, da de meldte sig som indsamlere for Røde Kors,
simpelthen fordi den humanitære hjælpeorganisation havde for mange hjælpende hænder.
Men i dag, få dage før den store landsindsamling, er situationen en noget anden.
"På nuværende tidspunkt har mangler vi 150 indsamlere i Gladsaxe, det er lidt over halvdelen", fortæller Niels Gamborg Nielsen fra Dansk Røde Kors i Gladsaxe.
"Vi har de sidste år set en positiv trend, det er steget stødt år for år, så jeg håber selvfølgelig det er fordi, folk ikke har fået meldt sig endnu".
Det er på søndag fra klokken 11 til 14 der samles ind. Overskuddet i år går blandt andet til Røde Kors´ katastrofeberedskab, ligesom en del af pengene er øremærket tidligere børnesoldater og børn med krigstraumer.
Tilfredsheden med den kommunale service skal nu undersøges nærmere.
Gladsaxe har besluttet fremover at gennemføre brugerundersøgelser på en række områder, fortæller borgmester Karin Søjberg Holst.
"Man kan gennemføre det på daginstitutions- skole- og ældreområdet, hvor vi både kan få interne sammenligninger, og hvis der er andre kommuner der bruger det samme redskab, ja så vil vi også have mulighed for at sammenligne os med dem. Jeg forventer at få mulighed for, at gøre det bedre end vi gør i dag. Det er jo ikke nok at sige "det går godt", her vil vi kunne konstatere, om der er nogle ting, vi skal ændre på", siger Gladsaxes borgmester.
En lilla knallert 45 af mærket Peugeot efterlyses nu i forbindelse med tre taskerøverier fredag eftermiddag på Ilbjerg Allé, Juni Allé og på stien bag ved Høje Gladsaxe.
De tre røverier skete indenfor en time og efter samme model, hvor to unge på knallerten kørte op bag cyklende kvinder og stjal deres tasker.
Sagerne er først landet på bordet i røveriafdelingen hos Gladsaxe politi i denne uge, men kriminalfolkene er stadig interesseret i vidner.
Den lilla knallert blev meldt stjålet i Tingbjerg umiddelbart inden røverierne fandt sted. Den har registreringsnummeret DN 295.
De to unge på knallerten beskrives som mørklødede, og den ene bar en hvid hættebluse med mønster.
Først en uge efter et knivrøveri mod en 16-årig dreng har kriminalpolitiet fået anmeldelsen.
Den 16-årige stod og ventede ved et busstoppested overfor Høje Gladsaxe lige ved stadion, da to mænd kom imod ham.
De truede drengen med en kniv og forlangte en mobiltelefon udleveret, som de havde observeret, at han kort forinden havde talt i.
Den ene røver beskrives som 190-195 centimeter høj, afrikaner, den anden som tyrkisk og mere almindelig af bygning og højde, begge formentlig omkring 19 år gamle.
Oplysninger i sagen til Gladsaxe politi på 39 69 14 48.
Gladsaxe Politi går nu på charmeoffensiv for at sikre sig de kommende generationer af folk i uniformer.
Tirsdag den 7. oktober holder Politigården på Fremtidsvej nemlig hvervemøde og åbent hus, selv om Gladsaxes politi egentligt ikke har de store problemer med at hverve de unge, siger politiassistent og kriminalpræventiv koordinator, Merete Palner:
- Der er heldigvis stadig unge nok, der vil være politibetjent. Selv om kravene har ændret sig, det er jo ikke så meget en drengedrøm i dag, der er der mere tale om andre værdier, siger hun.
Til hvervemødet vil flere repræsentanter fra styrken være til stede, både de garvede og nogle unge under uddannelse, og de fremmødte vil desuden få en rundvisning på politigården.
Det finder sted fra klokken 19 til 21, og man skal melde sig til i forvejen til Gladsaxe Politi på telefon 39 69 14 48, hos den kriminalpræventive afdeling.
Cykelstier på Gladsaxevej, 56 nye plejeboliger i Mørkhøj og energi- og miljøforbedringer i de kommunale ejendomme.
Det er blot nogle af sagerne på aftenens møde i Gladsaxe byråd.
Her skal lokalpolitikerne blandt andet drøfte det udarbejdede projektforslag for Rosenlund 2, som opererer med 14 ét-rumsboliger, 28 to-rumsboliger og 14 lidt større to-rumsboliger til ægtepar og yngre handicappede. I alt 56 nye plejeboliger.
Radio Gladsaxe transmitterer som vanligt fra mødestart klokken 18 med genudsendelse klokken 9.30 i morgen torsdag.