Onsdag den 15. Oktober 2003
Drenge efterlyses som vidner
- Gladsaxe politi efterlyser nu to 14-årige
drenge, som muligvis kan give et signalemnet af den cirka
30-årige mand, der i går eftermiddags røvede Mørkhøj
Posthus.
- Godt halv fire kom manden ind på
posthuset, hvor han gik direkte til skranken og krævede
pengene udleveret og lagt ned i en gul nettopose.
Politiet mener, at han muligvis har haft et oversavet
jagtgevær i en sort plasticpose, han ligeledes
medbragte.
-
- Han beskrives som værende af dansk
afstamning, 175 til 180 cm høj, almindelig af bygning,
med kort gult eller rødligt hår. Han var iført sorte
bukser, grå jakke, hvide kondisko og en grå maske.
- Ifølge vidner tog han denne maske af, da
han stak af til fods, over Mørkhøjvej i retning mod
Gyngemosegård.
-
- Samme vidner bemærkede også, at røveren
var ved at løbe to 14-årige drenge over ende,
umiddelbart efter han havde taget masken af. Derfor kan
de to unge måske havde set gerningsmandens ansigt. De to
drenge opfordres til at kontakte Gladsaxe politi på 39
69 14 48.
Sygehuspersonale genoptager arbejdet
- Portører, rengøringspersonale og
sygehusmedhjælpere ved Herlev Amtssygehus besluttede i
går at genoptage arbejdet, efter at have nedlagt det
mandag.
-
- Det var utilfredshed med amtets budget for
de kommende år, der fik de ansatte til at strejke, de
frygter nemlig, at nedskæringer på rengøringsområdet
vil medføre mere nedslidning for personalet, dårligere
arbejdsmiljø og mere snavs i gangene.
-
- Tillidsmand for rengøringspersonalet Else
Kirk understreger, at det ikke vil gå ud over sygehusets
patienter, men at det derimod bliver
personale-områderne, som får færre besøg af vand og
sæbe.
- Med den kortvarige arbejdsnedlæggelse
ville personalegrupperne markere deres utilfredshed med
budgettet, men Else Kirk erkender, at de har været sent
ude, eftersom budgettet blev vedtaget i sidste uge. Men
om ikke andet har personalet nu opnået løfte om en snak
med ledelsen i nær fremtid.
Betaling på Genbrugsstationen
- Erhvervsdrivende skal i fremtiden betale
for at komme på Genbrugsstationen på Turbinevej.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går,
så vælger de erhvervsdrivende fra Storkøbenhavn
- ofte at køre til Gladsaxe, når de skal
af med skraldet. På genbrugsstationen i Gladsaxe er der
nemlig ikke nogen nævneværdig kontrol af de besøgende,
og, i modsætning til andre steder, ingen betaling for
erhvervsbrug. Men sådan bliver det ikke ved med at
være, fortæller forsyningschef John Jensby:
-
- "Der er overvejelser om at indføre
en betaling på gengrugsstationen for erhverv. Man har
talt om det i Vestforbrændingsregi igennem et stykke
tid, men vi er endnu ikke helt afklaret omkring, hvordan
det skal løses. Man vi er nødt til at finde en
løsning. Andre steder, bl.a. i Vejle, har man et system
med fotoregistrering af nummerpladen, således at hvis
man er boende i oplandet, så kan man komme ind på
genbrugsstationen, og erhvervsdrivende skal betale, det
foregår mere eller mindre automatisk", fortæller
Gladsaxes forsyningschef, John Jensby.
-
- En undersøgelse har vist, at otte procent
af de besøgende på genbrugsstationen kommer fra en
anden kommune, og at fjorten procent af de besøgende er
erhvervsdrivende.
Optimisme i AB
- Selv om økonomien strammer og
resultaterne på banen udebliver hos den professionelle
fodboldklub AB A/S er direktør Steen Andersen ukuelig
optimist. Efter hans mening kan det nemlig sagtens lade
sig gøre at drive en fodboldforretning med overskud:
- "Men det kræver, at man holder
udgiftsniveauet på linje med indtægterne, og det er,
hvad vi gør nu. Det er rigtigt, at vores aktiekurs ikke
er så høj, men den er trods alt steget", siger
direktøren.
Udgav sig for at være fra TV-2
- Alene ved hjælp af et falsk ID-kort har
en 27-årig mand snydt og bedraget sig til computerudstyr
for formentlig flere hundrede tusinde kroner.
- Manden har igennem flere måneder udgivet
sig for at være fra TV-2 og på den måde bestilt varer
fra firmaer over hele landet på TV-2s regning.
-
- Men i sidste uge stoppede legen for den
27-årige, der blev anholdt af Gladsaxe Politi, da han
forsøgte at slippe afsted med en bærbar computer til
godt 26.000 kroner hos et firma i Ballerup.
-
- Den unge mand er nu, foreløbig,
varetægtsfængslet i 14 dage.
Skoleelever holder efterårsferie i sportshallerne
- De kommunale efterårsferieaktiviteter er
kommet godt fra start.
- Hver formiddag kan de ferieramte
skoleelever, for en billig penge, prøve kræfter med
nogle af idrætshallernes mange tilbud, og allerede
første feriedag var der mange besøgende i Gladsaxe
Sportscenter, fortæller Jens Christian Olesen:
- " Svømmehallen havde vi nok en
forventning om, at mange ville benytte sig af, men det er
en glædelig overraskelse, at mange gerne vil i
skøjtehallen", siger Jens Christian Olesen fra
Gladsaxe Sportscenter.