Onsdag den 22. Oktober 2003


Formand: Stramning fremmer ikke integrationen

Den foreslåede stramning af fraværsreglerne på sprogcentret i Ballerup fremmer ikke nødvendigvis integrationen.
Det mener formanden for Gladsaxes integrationsråd, Kirsten Schallburg.
Sprogskoleelever kan i dag have et fravær på helt op til 50 procent, uden at der sker sanktioner.
Men i dag skal socialudvalget diskutere et forslag fra de konservative om, at fraværet for selvforsørgende kursister for eftertiden ikke må overstige 25 procent, før eleverne bliver indkaldt til samtale.
 
"De selvforsørgende er dem, der går på kurset om aftenen. Det er som regel folk, som har en familie at tage sig af, og man kan jo ikke stramme på selvforsørgere i forhold til at give dem nedsat ydelse eller andet. Så det er jo et spørgsmål, hvad man vil gøre ved dem, hvis man vil stramme reglerne. Jeg tror, det er vigtigt, at man fastholder de 50 procent, man har i dag, fordi ellers så dropper de ud, og hvad sker der så?", siger formand for integrationsrådet i Gladsaxe, Kirsten Schallburg.
 
Til det siger den konservative Henrik Sørensen:
"Jeg er dybt rystet over, at integrationsrådsformanden kan sige sådan noget. Det er jo komplet konsekvensløst, det hun gør, og det er faktisk til skade for integrationen. Hvis man ikke følger undervisningen, så får man ikke noget ud af den", mener Henrik Sørensen fra det konservative folkeparti.
 
Godt 350 Gladsaxeborgere er i dag tilmeldt et kursus i dansk for indvandrere på sprogcentret i Ballerup.

Unge gaderøvere erkender

Politiet i Gladsaxe har nu fået fat på de tre unge gerningsmænd bag et gaderøveri mod to 14-årige drenge på Søborg Hovedgade tidligere på måneden.
 
De 14-årige blev tvunget til at aflevere halskæder, telefoner, penge og andre værdigenstande, og fik desuden tildelt slag og spark.
Gerningsmændene, der er henholdsvis 16, 15 og 14 år gamle, forsvandt sammen på en knallert, men er altså siden blevet identificeret.
Under afhøring har i hvert fald to af dem erkendt røveriet, den tredje mangler endnu at blive bragt ind.
 
De sociale myndigheder har overtaget sagen om den 14-årige gerningsmand, der trods det, at han er under den kriminelle lavalder, i forvejen er særdeles godt kendt af politiet. De to ældre røvere kan forvente deres sager behandlet ved retten.

Natteravnene er landet

Efter flere møder er der nu etableret Natteravne i Gladsaxe, en frivillig organisation, der gerne vil gøre kommunen mere tryg for de unge.
Og indtil videre er der altså 14 voksne, der har meldt sig, til premieren på lørdag er der tre af de frivillige, når Natteravnene for første gang skridter kommunens gader af.
 
"Vi føler os godt rustede til at gå i gang. Vi har jo fået kurser i førstehjælp og har på møderne drøftet unges adfærd, rusmidler og misbrug og den slags. Vi skal ikke løse konflikter, men snarere være til stede, så de unge kan få sig en sludder med os, når og hvis de vil", siger Natteravnenes formand i Gladsaxe, Henrik Haurholm.
 
Natteravnene påbegynder sin vandring lørdag den 25. oktober klokken 21 fra Høje Gladsaxecenterets parkeringsplads.

Stigende kommunalt sygefravær til debat

Kvindelige kommunalt ansatte i Gladsaxe har flere korte sygefraværsperioder end deres mandlige kollegaer.
Til gengæld er de unge mænd på rådhuset mere syge end ældre mænd ansat samme sted.
Det viser en nærgranskning af sygefraværsstatistikken 2002 for Gladsaxe kommune.
Den har der været sat ekstra fokus på, fordi det gennemsnitlige sygefravær sidste år igen begyndte at stige efter at have ligget stabilt de tre foregående år.
 
I 2002 lå det samlede sygefravær på 5,3% for samtlige kommunalt ansatte, altså også institutioner og omsorgscentre eksempelvis.
På skoleområdet er der mange af de helt korte sygefravær, mens fx de udførende folk i den tekniske afdeling har mere langtidsfravær.
Af det samlede sygefravær er de 3,3% korttidsfravær, mens langtidsfraværet, som er sygeperioder på mere end 30 dage, udgør 2%.
 
Ledelse og medarbejdere i Gladsaxe kommune skal nu diskutere sygefraværsproblematikken i samarbejdsorganerne.

Foreningsmøde med humor

Humoren spiller en væsentlig rolle, når folkeoplysningsudvalget i næste uge mødes med Gladsaxes foreningsliv.
Udvalgsformand Peter Nielsen, siger:
 
"I år har vi tænkt, at det skal være en caféaften, hvor ikke mindst humoren, håber jeg, kommer til at spille en væsentlig rolle, idét multikunstneren Erik Clausen kommer og forhåbentlig vil være med til, at give os en oplevelse på grineren", siger Peter Nielsen, formand for folkeoplysningsudvalget i Gladsaxe.
 
Det er på næste onsdag der er cafémøde med foreningslivet, og det er også ved denne lejlighed årets ungdomslederpris bliver overrakt.