Tirsdag den 9. September 2003


Skarpladt maskinpistol og granat i våbenaktion

En ældre dame har, formentlig intetanende, vandret rundt i Gladsaxe, bærende på en stofpose med en skarpladt maskinpistol med 33 skud i.
Kvinden har afleveret maskinpistolen hos Gladsaxe politi i forbindelse med den "frit lejde-aktion" overfor ulovlige våben, der har kørt en måneds tid.
 
Til nu er der indleveret omkring 50 genstande, fortæller lederen af aktionen, Kim Wessel-Tolvig:
"Der er indleveret ca. 40 knive og forskellige skydevåben. Vi har måttet have fat på bombefolkene til at fjerne en 76 mm granat, der stod klar til sprængning i et kolonihavehus. Kampagnen går mest på de ulovlige knive, at få dem væk fra gaden, men alle våben kan afleveres anonymt, der bliver ikke skrevet noget op, og det bliver ikke brugt mod folk".
 
Frit lejde-aktionen slutter med udgangen af september.

Særlig farlig og utilregnelig fange undveget

Kriminalpolitiet i Gladsaxe efterlyser nu den 20-årige somalier Abdi Ali Abdirahmann, der betragtes som særdeles farlig og utilregnelig.
Han står bag adskillige grove voldshandlinger, trusler og røverier, blandt andre mod den Danske Bank i Høje Gladsaxe.
 
Somalieren flygtede den 28. juli fra Københavns amts psykiatriske afdeling Nordvang, hvor han var anbragt under varetægtsfængsling for røveri af særlig farlig karakter.
 
Abdirahmann beskrives som almindelig af bygning, 180 centimeter høj, kort kruset hår og med en mørk prik under venstre øje ud for næsen.
Han har boet i Bagsværd, nærmere bestemt Værebro Park, og politiet hører gerne fra kilder, også anonyme, der kan bringe dem på sporet af den undvegne fange.

Miljø på posen

15.000 bagerposer til brød, bogmærker og plakater skal gøre gladsaxeborgerne opmærksomme på, at kommunen i næste uge afholder miljø- og trafikuge.
For at sætte fokus på miljøet arrangeres en række aktiviteter i løbet af ugen, kulminerende med lørdag den 20. september på Gladsaxe Rådhusplads.
 
Her vil Jytte Abildstrøm deltage med sine grønne holdninger, daginstitutionernes miljøpris overrækkes og publikum kan desuden opleve Mukupa og cirkus ChangHigh, lige som Gladsaxes fritids- og ungdomsklubber vil opføre et genbrugsmodeshow. Alt dette sker fra klokken 12 til klokken 16.
 
Miljøugen er primært for børn i 9 til 12 års-alderen, på skoler, klubber og institutioner vil der ugen igennem dagligt være aktiviteter, der skal gøre miljøet og trafikken mere interessant for de unge, men de ældre borgere er ikke helt blevet glemt; pensionister kan nemlig tirsdag den 16. september komme til sundhedsmesse på omsorgscentret Kildegården i Søborg, og hele ugen er pensionistcaféerne på omsorgscentrene Møllegården, Kildegården og Egegården lavet om til sundhedscafeer.

Forkert affald koster

2.500 kroner for en kasseret kontorstol.
Det er prisen for ikke at sortere sit affald ordentligt.
I det sidste års tid har Vestforbrænding udsat affaldet for stikprøver, og i alt seks virksomheder og syv boligselskaber fra Gladsaxe er blevet fanget i kontrollen.
 
Men det er kun en lille del af de, der reelt ikke lever op til kommunens sorteringskrav, skønner medarbejder ved det kommunale affalds- og genanvendelseskontor, Morten Jørgensen:
"Vi havde regnet med, der havde været flere, der var blevet opfanget i kontrollen. Men de er ikke helt kommet i gang på Vestforbrænding endnu, når de kommer det, vil der helt sikkert også være flere, der bliver fanget", mener Morten Jørgensen og tilføjer:
"De virksomheder og boligselskaber, der ikke har overholdt reglerne får hjælp til og information om, hvordan de skal gøre, så på den måde er ordningen en succes".
 
De fejl, der hyppigst bliver begået, når affaldscontainerne undersøges nærmere, er at læssene indeholder genanvendeligt materiale så som pap og papir, eller at det ikke falder ind under kategorien småt brandbart, for eksempel jern eller anden metal. Og så må det ikke være over en meter langt.
Dagrenovationen er ikke omfattet af stikprøvekontrollen, det er derimod erhvervsaffald og affald fra storskraldsordninger og genbrugsstationer.
 
Uanset arten af synden udløser den forkerte sortering en bøde på 2.500 kroner og i tillæg en vejledning i korrekt affaldshåndtering.

Computerfirma snydt for halv million

En 33-årig herboende nigerianer efterlyses nu af kriminalpolitiet i Gladsaxe efter at have bestilt og betalt for computerudstyr i formentlig 75 tilfælde – alle med falsk dankort.
Politiets bedrageriafdeling har foreløbig konstateret, at de ulovlige transaktioner er gennemført i mindst 31 tilfælde, som har kostet computerfirmaet Dell omkring den halve million kroner.
 
Den 33-årige bestilte både fra egen pc og fra arbejdspladsens det kostbare udstyr, betalte med det falske kort, og fik leveret varerne på forskellige adresser i Storkøbenhavn, hvor han stod klar i døren til at tage imod varerne.
Ordrerne på computerudstyret er blevet effektueret og leveret af et transportfirma, førend det er gået op for it-fabrikanten, at der var tale om snyd og bedrag.
 
Under en ransagning på nigerianerens bopæl i denne uge fandt politiet to computere, som nu bliver undersøgt nærmere. Den 33-årige afrikaner selv var der derimod intet spor af, og han er foreløbig efterlyst her i landet.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet