Onsdag den 10. September 2003


Søn var en lillebror

En mand i 30´erne slap med en betinget dom, da han i går var tiltalt for at have forsøgt at få en landsmand her til landet via familiesammenføring.

Manden, som selv har boet i Gladsaxe i tre år og som har opholdstilladelse, havde angivet, at den unge dreng fra Rwanda var hans 14-årige søn, og søgte nu om opholdstilladelse til drengen som kunne bo hos tiltalte og hans kone.

Men en undersøgelse ved tandlægen viste umiddelbart tegn på, at drengen var noget ældre, end den alder, som hans påståede far havde opgivet. Og slutteligt kom det frem, at drengen altså var mindst 18 år, og at han i øvrigt ikke var søn af den tiltalte, men derimod hans lillebror.

Begge deres forældre i Rwanda er døde, og derfor forsøgte de nu at få opholdstilladelse til ham også.

Anklageren plæderede for en ubetinget fængselsstraf og udvisning af den herboende rwander, men han slap altså med en betinget dom.

Hans bror har nu søgt om asyl.


Novozymes bæredygtigst

I Bagsværd virksomheden Novozymes går de for tiden og klapper sig selv og hinanden på skulderen. De er nemlig for tredje år i træk blevet kåret som nummer et i bæredygtighed indenfor bioteknologiske virksomheder.

En gang om året udfylder og dokumenterer Novozymes 300-400 sider og bliver sammen med 2.500 andre virksomheder på verdensplan vurderet af New Yorker-børsen Dow Jones ud fra miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter.

Og førstepladsen kan sagtens hænge sammen med, at firmaet ind imellem har mindre udslip eller uheld i Bagsværd, siger den ansvarlige for investorer, Michael Steen-Knudsen:

- Det hænger sammen, fordi vi altid er åbne omkring, hvad der sker. Vi prøver ikke at skjule noget for nogen. Vores førsteplads bliver ikke umiddelbart afspejlet i aktiekurserne, men det kan måske få investorer til at lægge mere mærke til os og vi desuden lokke medarbejdere til, så alt i alt har det en god PR-værdi, siger Michael Steen-Knudsen.


Formodet drabsmand stadig på fri fod

Kriminalpolitiet i Gladsaxe søger stadig efter den formodede gerningsmand til drabet på en 24-årig mand ved Rundgården i Søborg for 14 dage siden.

"Jeg er ærligt talt ved at være lidt bekymret for hans ve og vel. Ud fra, hvad vi ellers kender til ham, så er han ikke typen, der bare bliver væk på den her måde", siger kriminalkommissær Søren Sørensen, leder af drabsafdelingen.

"Siden drabet natten til den 27. august har vi været ude i enhver krog, hvor det kunne tænkes, at den 23-årige formodede gerningsmand ville dukke op, hidtil uden held. Men vi fortsætter og sagen har stadig 1. prioritet hos os", siger kommissæren.

I morgen udløber varetægtsfængslingen i isolation af en 21-årig mand, der selv blev hårdt såret ved drabet. Han er i almindelig varetægt i endnu 14 dage og er stadig sigtet som medgerningsmand.


Bagsværd atletik

Bagsværd Atletik Club er også at finde i elitedivisionen næste år, hvor klubben oven i købet kommer til at optræde på et nyrenoveret stadion. Det står klart efter den netop overståede kvalifikationsturnering.

Klubbens gamle rivaler fra naboerne i Lyngby, Trongårdens IF, måtte til gengæld ved samme stævne lide den tort at rykke ned i 1. division.


Sparetips på biblioteket

Der er måske penge at spare, hvis man lægger vejen forbi Gladsaxe Hovedbibliotek i denne måned

En ny temaudstilling på biblioteket sætter fokus på sparepærer og stand-by forbrug, og på udstillingen kan man bl.a. møde Gladsaxes Grønne Guide.

"Jeg kan give nogle forhåbentlig gode råd om, hvordan man f.eks. får mere lyd for færre penge", fortæller Grøn Guide, Jesper Bjerring Larsen, som svarer på el- og miljørelaterede spørgsmål mandage og fredage mellem 15 og 18 og onsdage mellem klokken 18 og 20 på Gladsaxe Hovedbibliotek.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Boliger og busser i byrådet

Opførelse af næsten 300 nye boliger i området syd for Tinghøjvej, oprensning af Bagsværd sø og nedskæringer i busdriften.

Det er bare nogle af overskrifterne for Gladsaxe byråds septembermøde på rådhuset i aften.

Radio Gladsaxe transmitterer som altid direkte fra mødet fra klokken 18 og genudsender hele herligheden torsdag formiddag klokken 9.30.