Mandag den 15. September 2003


Budgetforlig i Gladsaxe

Politikerne i Gladsaxe byråd indgik i aftes et historisk bredt forlig, hvor kun Dansk Folkeparti står udenfor. Ellers er der blevet plads til både Enhedslisten, SF, Radikale, Konservative, Venstre og naturligvis borgmesterpartiet, Socialdemokraterne.
 
"Jeg er aldeles udmærket tilfreds med det brede flertal, der står bag aftalen. På klubområdet afsættes trekvart million om året til at imødegå de flere børn, til gengæld har vi skruet lidt ned for blusset på anlægssiden", siger borgmester Karin Søjberg Holst i en første kommentar.
 
Venstres leder i byrådet, Bjarne Rasmussen, udtrykker ligeledes tilfredshed: "Oppositionen har de seneste år fået gennemført en markant drejning af kommunens politik, vi har fået opfyldt nogle af vores vigtigste krav, så vi kan bestemt ikke være utilfredse".
 
Der er flere kommentarer og uddybning af budgetaftalen i Nyhedsmagasinet i morgen.

Førtidspensionister tilkendt højere pension

131 Gladsaxeborgere er foreløbig blevet tilkendt en højere pension, efter at praksis omkring førtidspension er blevet ændret.
Med to højesteretdomme i baghånden, fik personer med nedsat erhvervsevne sidste år mulighed for at få genoptaget deres pensionssag. Og i Gladsaxe har indtil videre 290 førtidspensionister benyttet sig af den mulighed.
 
De borgere som har fået medhold, kan nu se frem til op til 1000 kroner mere om måneden. Dertil kommer, at den forhøjede pension tilkendes med tilbagevirkende kraft, og dermed kan der ydermere være et engangsbeløb på helt op til 63.000 på vej.
 
Den kommunale arbejdsmarkedsafdeling tager stadig imod ansøgninger. Dog skal man være opmærksom på, at der er en forældesesfrist på 20 år fra tidspunktet for tilkendelse af pension.

Brugernes tilfredshed undersøges

Hvor glade er de egentlig for skoler og institutioner i Gladsaxe?
Det skal nu nedfældes sort på hvidt i deciderede målinger af brugertilfredsheden.
 
Direktør i børne- og kulturforvaltningen, Svend Erik Haase, siger: "På den her organiserede fælles måde, alle bruger de samme skemaer, får vi en mere kontant viden til vores rådighed. Der følger ingen ekstra økonomi med, men resultaterne vil kunne føre til ændringer inden for rammen eller bruges som inspiration for politikerne i den årlige prioritering af budgettet. Det er også godt, at andre kommuner bruger samme undersøgelsesform. På den måde kan vi sammenligne og lære af hinanden".
 
Undersøgelserne ventes afsluttet sidst på året.

Miljøuge for de unge

I dag starter Gladsaxe miljø- og trafikuge.
De kommende dage bliver der masser af grønne aktiviteter, især på skolerne og i institutionerne.
Målgruppen i år er nemlig de 9 til 12-årige, fortæller Gladsaxes grønne guide, Jesper Bjerrring Larsen.
 
"Det er ikke tilfældigt, at vi satser på 3.-6-klasserne. Eleverne er i en alder, hvor man kan begynde at se nogle sammenhænge og det er der, man kan grundlægge nogle interesser og en forståelse, som de kan bygge videre på".
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet mandag)

Nyt sendeudstyr giver programændringer

Torsdag og fredag i denne får Radio Gladsaxe installeret nyt digitalt sendeudstyr.
Det kommer desværre til at gå ud over den sædvanlige programflade, hvor alle såkaldte taleprogrammer såsom Nyhedsmagasinet, det lokalhistoriske program og Boligmagasinet udgår og erstattes af musik.
 
Årsagen er, at den analoge forbindelse fra radiohuset til Gladsaxesenderen udskiftes til en digital af telefirmaet TDC. Derfor vil signalet nogle forsvinde helt i længere tid, andre gange vil der blive sendt testsignaler og atter andre gange meddelelser mellem teknikerne i masten og teknikere her på stedet.
Vi beklager, at lytterne i de to dage kommer til at undvære de daglige lokale nyheder og de 30 øvrige programmer, der normalt sendes torsdag og fredag.
 
Med hensyn til de politiske ugekommentarer, der også skulle være sendt de dage, så kommer Enhedslistens synspunkt i morgen tirsdag i stedet for torsdag. De radikale kommer på næste mandag i stedet for fredag, mens det endnu er uafklaret, hvornår socialdemokraternes ugekommentar bliver sendt. Formentlig bliver det næste tirsdag.

Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet