Onsdag den 17. September 2003


Debatmøde om græsplæne

Beboerne i området omkring og bag Søborg Torv kæmper fortsat for at bevare det store græsareal ved Høje Søborg II, som er på vej til at blive nedlagt til fordel for 25 seniorboliger.

I morgen aften er der debatmøde i Borgernes Hus.

"Når der først er bygget, så er det uigenkaldeligt, så er der ingen debat mere. Og jeg håber politikerne er klar over konsekvensen af dette. Vi har brug for området og vi vil kæmpe videre", siger Vibeke Sørensen, initiativtager til det offentlige debatmøde, som starter klokken 19.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Ældreråd: Ulig konkurrence på hjemmehjælp

Den nye fritvalgsordning har medført ulige konkurrence mellem den kommunale- og private hjemmepleje.

Det mener Gladsaxes ældreråd:

"Vi er selvfølgelig positive overfor, at vi får en fritvalgsordning, så også private leverandører kan komme til. Men vi ser også udviklingen på den måde, at den kommunale hjemmepleje bliver udsat for ulig konkurrence, fordi den ikke kan tilbyde ydelser udover de visiterede ydelser", siger

Knud Ole Jensen, formand for Ældrerådet, som i dag mødes med socialudvalget for at diskutere problematikken.

På mødet skal rådet og politikerne også snakke tilgængelighed for handicappede, klagestatistik og nordisk pensionistudveksling.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Ingen spor efter formodet drabsmand

Trods massiv dækning tirsdag aften af drabet i Søborg og efterlysningen af en formodet gerningsmand på landsdækkende og lokal tv, så fik kriminalpolitiet i Gladsaxe kun 12 henvendelser fra offentligheden.

Til gengæld er den efterlyste blevet set både i Ålborg, Fredericia, Ringsted og Holbæk på en gang.

Kort sagt har henvendelserne ikke ført afgørende nyt med sig, i hvert fald ikke foreløbig, siger drabschef Søren Sørensen, der sammen med sine folk forgæves ventede på den helt rigtige opringning frem til midnat.

I samme sag har en 21-årige formodet medgerningsmand, der selv blev såret ved drabet på en 24-årig i Søborg for tre uger siden, fået forlænget isolationsfængslingen i yderligere en måned.

Det har retten i Gladsaxe bestemt. Sagen blev behandlet for lukkede døre og med navneforbud.

Den 21-åriges tilstand er i øvrigt nu så stabil, at han er blevet overflyttet fra Bispebjerg hospital til sygeafdelingen i Vestre fængsel.


Østeuropæisk bande stjæler fra biler

Den nordlige del af Københavnsområdet hærges i øjeblikket af en bande, formentlig fra Østeuropa, som systematisk begår indbrud i biler.

Senest er det gået ud over Ballerup, men da banden bevæger sig rundt i området hen over kommune- og politikredsgrænser, så advarer kriminalpolitiet i Gladsaxe nu mod tyvetogterne.

En lignende bande var for et par år siden på spil to steder i Gladsaxe, hvor omkring 20 biler blev ribbet for værdigenstande, primært autoradioer og bærbare computere.

"Lad ikke løse værdigenstande ligge fremme i bilerne, og vær i nattetimerne opmærksom på udenlandske køretøjer og andre køretøjer, der udviser mistænkelig adfærd omkring parkerede biler", siger kriminalassistent Ole Lundgaard fra Gladsaxe politi.


Sundhedsmesse på Kildegården

I går nåede Gladsaxe miljø- og trafikuge til omsorgscentret Kildegården i Søborg.

Her var der sundhedsmesse for seniorer, som bl.a. kunne få gode råd om trafiksikkerhed.

"Statistikken viser, at halvdelen af dræbte fodgængere i trafikken er over 65 år. Og mere end ¼ af dødsulykker i trafikken implicerer folk der er over 65", fortæller Lisbeth Mørkeberg fra Gladsaxe Politi.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Sendeudstyr ændrer programflade

Og så skal vi lige gentage, at Radio Gladsaxe i morgen og fredag får installeret nyt digitalt sendeudstyr.

Det kommer desværre til at gå ud over den sædvanlige programflade, hvor alle såkaldte taleprogrammer såsom Nyhedsmagasinet, det lokalhistoriske program og Boligmagasinet udgår og erstattes af musik.

Musikken vil med mellemrum blive afbrudt af testsignaler og kommunikation mellem teknikere.

Med hensyn til de politiske ugekommentarer, der også skulle være sendt de to dage, så kommer de radikale på mandag i stedet for fredag og socialdemokraternes ugekommentar bliver sendt på tirsdag.

Forhåbentlig er udstyret på plads i løbet af weekenden, så programfladen atter vil være normal fra på mandag.



Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet