Tirsdag den 23. September 2003


Natteravne på rådhuset

Etableringen af et såkaldt natteravnekorps i Gladsaxe rykker et stort skridt nærmere i denne uge.
Torsdag aften er der informationsmøde for interesserede på rådhuset, og her vil de lokale initiativtagere samt borgmesteren, politimesteren og en repræsentant for Natteravnenes Landssekretariat fortælle om projektet.
 
De uniformerede forældregrupper patruljerer allerede andetsteds i politikredsen, nærmere betegnet i Ballerup, fortæller Bent Nikolajsen fra Gladsaxe politi.
"Projektet i Ballerup har kun kørt et lille års tid, så man kan ikke sige, at erfaringerne er mange. Men når vi snakker med natteravnene derude, så er de vældig tilfredse og de er også glade for, at man nu skal starte noget op i Gladsaxe. Så har de nogen at snakke med, og det er formentlig også en eller anden tryghedsting for dem. Og det er jo lidt det, vi opfatter det hele handler om, at give borgerne noget mere tryghed i deres hverdag og specielt her de unge, som færdes ude om aftenen".
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Ombudsmand kritiserer kommune og tilsynsråd i Vadstrupgårdsag

Ombudsmanden kritiserer nu Gladsaxe kommunes og tilsynsrådets behandling af den tidligere leder af børneinstitutionen Vadstrupgård i Gladsaxe, Inga Held.
Østre Landsret idømte i 1998 en pædagogmedhjælper fængselsstraf for seksuelle overgreb mod et stort antal børn på institutionen.
Gladsaxe kommune fik efterfølgende to juraprofessorer til at udarbejde en redegørelse om hele forløbet i sagen.
 
Som mangeårig leder af Vadstrupgård omtales Inga Held flere steder i redegørelsen, både i den fortrolige og i den offentliggjorte del, og redegørelsen kommer med en kritik af den tidligere leder, som Gladsaxe kommune ikke forholder sig til.
Det havde været ønskeligt, om kommunen tydeligt havde tilkendegivet en holdning til kritikken. Ved blot at tage den til efterretning, kunne der nemt blive efterladt et negativt indtryk af lederen i offentligheden, mener ombudsmanden.
Kommunen burde også selv have taget stilling til, om den tidligere leder skulle have aktindsigt i redegørelsen - det er kommunen forpligtet til, efter ombudsmandens opfattelse. I stedet henviste kommunen blot til Østre Landsrets overordnede og vejledende udtalelser.
 
Tilsynsrådet for Københavns amt får også en over snuden af ombudsmanden.
Først i 2002, og efter henvendelse fra ombudsmanden, omgjorde rådet en beslutning taget tre år tidligere om at nægte Inga Held aktindsigt. I den nyeste afgørelse mener tilsynsrådet ikke, at der er noget, der taler imod aktindsigt.
Udover at have udtalt kritik mod tilsynsråd og kommune, så vil ombudsmanden ikke foretage sig yderligere.
Til gengæld kan der formentlig ventes et udspil fra den tidligere leders faglige organisation, BUPL.
 
Inga Held har ikke på nuværende tidspunkt ønsket at udtale sig i sagen.

Konservative: For højt fravær lig med bortvisning

Smid fremmedsprogede kursister ud af den kommunale sprogskole, hvis de har et fravær på mere end 25%.
Sådan lyder et forslag fra den konservative gruppe i Gladsaxe byråd, der mener, at der er tale om den rene slendrian, når kommunen accepterer, at selvforsørgende elever har fravær helt op til 50%, uden at der sker sanktioner.
 
19 ud af 22 kursister på kontanthjælp eller introduktionsydelsen for flygtninge/indvandrere med fravær højere end 10% har fået nedsat beløbet svarende til fraværet.
 
Men også for de selvforsørgende bør der strammes op, siger den konservative Henrik Sørensen: "Eleverne skal smides ud, hvis de har mere end 25% fravær, og så må de tage deres danskundervisning på et senere tidspunkt. Fra årsskiftet kommer der også nye regler, der betyder, at kommunen ikke får betaling, hvis eleverne dumper til eksamen. Så vi skal under alle omstændigheder stramme op".

DF: Højere serviceniveau og skattelettelser

I går udløb fristen for at komme med ændringsforslag til det budgetoplæg, som et stort flertal af byrådet tidligere på måneden indgik forlig om.
Dansk Folkeparti er som de eneste ikke med i budgetaftalen. I stedet har partiet nu fremsat sit eget ændringsforslag til budgettet – også selvom der ikke er chance for, at det bliver vedtaget i byrådet, erkender Klaus Kjær:
 
"Det er rigtigt, og det er da også kun en formelsag, vi regner bestemt ikke med at Dansk Folkepartis ændringsforslag bliver vedtaget. Man skal nærmere betragte det som en udmelding på, hvordan et ændringsforslag f.eks. kunne se ud. Og vores forslag indeholder forbedringer, specielt for pensionister og børnefamilier".
 
Det kommunale budget bliver endelig vedtaget i byrådet til oktober.
 
(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Amtets sygehuse skal spare 120 millioner

De tre sygehuse i Københavns Amt skal i fællesskab spare godt 121 millioner kroner til næste år.
Det foreslår det amtslige sygehusudvalg som et led i budgetforhandlingerne i København:
 
Overordnet skal der spares 16 millioner kroner på køkkenområdet, godt 23 millioner kroner på vikarlønningerne, og så skal der hentes næsten 13 millioner på at effektivisere rengøringen.
Fordelt på de tre hospitaler er sparekravene cirka 19 millioner kroner til Gentofte, 24 til Herlev, og Glostrup får omkring 18 millioner mindre at gøre godt med.
 
I Herlev betyder det blandt andet, at priserne i kantinen stiger med 10 procent, at der ikke længere serveres økologisk mad, og at der bliver færre økonomaer.
Der bliver færre portører på såvel Herlev som Glostrup Amtssygehus, sidstnævnte må også forvente, at en del projekter bliver nedlagt, her kan nævnes misbrugsteamet for gravide narkomaner og diabetesteamet.
I Gentofte er der reduktioner på vej indenfor flere kliniske afdelinger.
 
Fra den socialdemokratiske formand for sygehusudvalget Leif Flemming Jensen lyder det, at udvalget fastholder principperne om tre ligeværdige sygehuse, der alle kan behandle langt de fleste sygdomme og sundhedsproblemer.
 
Københavns Amts samlede budget for næste år skal færdigbehandles på et amtsrådsmøde den 9. oktober.

Indbrudstyv: Ville skaffe penge til nyt tøj

Siemens på Tobaksvej i Søborg fik en sen eftermiddag forrige uge uventet besøg.
Torsdag kl. 17.20 blev en ungersvend fra den nærtliggende tekniske skole nemlig opdaget af nogle rengøringsfolk i et af firmaets lokaler. Her gik den 15-årige elev, ældre var han ikke, og skruede computere løs, som han havde tænkt sig at medbringe.
Rengøringspersonalet holdt den 15-årige fast, indtil politiet kom til og anholdt ham.
 
"Jeg skulle bruge penge til tøj og så videre, og havde regnet med at kunne få et par tusinde for computerne", oplyste den unge mand under afhøringen. Da han blev taget, havde han samlet udstyr til en værdi af 35.000 kroner.


Hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet