Onsdag den 14. April 2004


Aktionsgruppe henter 4,3 millioner hos bedragere

På femte år kører Gladsaxe kommune en målrettet indsats for at afsløre sort arbejde og socialt bedrageri. En særlig aktionsgruppe har hentet millioner hjem til kommunekassen, og den seneste rapport fra gruppen, som bliver forelagt det politiske økonomiudvalg sidst på måneden, viser, at der er mere at hente. Gruppens chef, juridisk direktør Frede Mølgaard, siger om rapporten: "Den viser desværre et godt resultat, forstået på den måde, at der stadig snydes meget. I 2003 kom der 4,3 millioner kroner hjem, hvilket er nogenlunde samme niveau som de foregående år. Der er store besparelser for kommunen også fremover ved disse afsløringer".

Frede Mølgaard er i øvrigt gæst i dagens udgave af programmet Den varme stol, hvor der sættes fokus på sort arbejde og socialt bedrageri.

(Hør mere i Nyhedsmagasinet)


Fængsel og udvisning til narkohandler og kurer

En 37-årig afrikansk mandlig narkotikahandler er i retten i Gladsaxe blevet idømt tre års fængsel med efterfølgende udvisning for bestandig.

Samtidig blev en 30-årig kvindelig narkokurer idømt to års fængsel og udvisning i ti år.

Den 37-årige, der oprindelig kommer fra Nigeria, blev anholdt på sin adresse i Bagsværd august sidste år.

Politiets narkotikaafdeling fik et anonymt tip om, at der skulle være kokain hos nigerianeren. Politiet fandt da også hurtigt frem til 493,8 gram kokain, som var låst nede under sædet på en knallert.

Den 37-årige angav senere navnet på kureren, der blev anholdt i oktober.

Kvinden, der er fra Gambia, nægtede at have noget med sagen at gøre. Men efterforskningen afslørede en mobiltelefon tilhørende kvinden, som kunne spores hele vejen fra Portugal via Københavns lufthavn og til Rugtoften i Bagsværd, nigerianerens bopæl.

Begge har anket byrettens domfældelse til landsretten med påstand om frifindelse.


Pistolbevæbnet røver på tv

Et billede af en karseklippet, sorthåret mand med kommer snart til at optræde i kriminalmagasiner på tv.

Manden, der er 20-25 år, røvede skærtorsdag kiosken på Bagsværd station. Han truede sig med en pistol til et mindre kontantbeløb.

Røveren var helt umaskeret, og kioskens overvågningskamera fik taget et fint billede af ham, som altså snart vil kunne ses i aviser og på tv.

Dermed skulle politiets opklaringsarbejde blive en del lettere.


Fokus på ældreidræt

Der er fokus på ældreidrætten i år, hvor De danske gymnastik- og idrætsforeninger i

Storkøbenhavn slår et slag for mere ældreidræt i foreningerne.

Og derfor gør den lokale pétanque klub i Søborg nu ekstra opmærksom på sig selv.

Det sker ved et særligt "åbent hus"-arrangement i næste uge:

"Petanque er meget socialt. Alle aldersgrupper kan spille det, og det kræver ikke de store fysiske udfoldelser. Det er noget alle kan deltage i. Og når man først er grebet af spillet, så er der mange, der ikke kan holde op igen. Man får masser af frisk luft og motion, vi har det godt og går og hygger os og det er både ældre og unge der spiller", fortæller Kirsten Baarts fra Søborg Pétanque Klub, som holder "åbent hus" på mandag klokken 12 på banerne ved Gladsaxe stadion.


Spørgetid til debat

Byrådets spørgetid skal være mere brugervenlig.

Det mener enhedslisten, som på aftenens byrådsmøde vil foreslå at reglerne for spørgetiden bliver ændret, så borgerne fremover kan få svar med det samme, også selvom spørgsmålet er relateret til en sag på dagsordenen.

"Vi har oplevet mange gange at folk bliver meget skuffede når de først kan få svar 2 –3 timer efter de har stillet spørgsmålet. Og nogen gange er de nødt til at gå før de har fået svar. Det er meget trist, at det skal være sådan" siger enhedslistens Emilce Nielsen til Nyhedsmagasinet.

Gladsaxe byråd skal på sit møde i aften også debattere udvidelsen af Tornehøjgård samt den kommende ombygning af hjemkundskabslokalet på Mørkhøj skole.

Radio Gladsaxe sender som altid direkte fra mødestart klokken 18 ligesom vi genudsender debatten i morgen formiddag fra klokken 9.30.


Madlavning styrker det sociale samvær i klubben

En ugentlig madlavningsdag har bragt medlemmerne i Klub 315 på Gladsaxe Ungdomsskole tættere sammen:

"Formålet med onsdagsmad er at skabe en god stemning og et godt socialt samvær i klubben, sådan at de unge får lyst til at komme i klubben og betragter den som deres", fortæller lærer Daniel Mesfun fra Gladsaxe

Ungdomsskole.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)