Når der fremover skal sættes ind med hjælp til støttekrævende børn og unge i Gladsaxe, så bliver de indgribende foranstaltninger hverken givet af socialforvaltning eller børne- og kulturforvaltning.
Derimod kommer et helt nyoprettet visitationskontor under central- og skatteforvaltningen efter sommeren til at tage sig af den slags ting.
Pædagogisk interesserede eller folk med social indsigt behøver dog ikke at frygte, at skattefolk eller økonomer fremover kommer til at behandle børn- og ungesager, der i dag ligger hos familieafdeling, skoleafdeling og daginstitutionsafdeling.
Fagpersonalet vil også i det nye kontor mestendels komme til at bestå af psykologer og socialrådgivere.
Chefen for det 8½ mand store kontor ansættes til august og først herefter ventes de øvrige stillinger besat.
Formentlig bliver der tale om at overflytte tre psykologstillinger fra børne- og kulturforvaltningen og fire stillinger fra familieafdelingen.
Desuden bliver der nedsat et visitationsudvalg, som består af lederen af familieafdelingen, lederen af daginstitutionsafdelingen samt lederen af skoleafdelingen.
Udvalget skal sikre, at der sker en afvejning af, om løsningen for det enkelte barn skal søges hovedsageligt i daginstitutions- og skoleområdet eller overvejende i det sociale system eller i en kombination.
Der lå 360 millioner kroner i kommunekassen i Gladsaxe ved udgangen af marts måned.
Det viser likviditetsopgørelsen for det seneste kvartal.
Dermed er der omkring 60 millioner mere end det budgetmæssige skøn på forhånd havde forudsagt.
Den tendens ser ud til at fortsætte resten af året, forventer kasse- og regnskabsafdelingen, således at der ved indgangen til år 2005 vil være en likvid kapital til rådighed i størrelsesordenen 260 millioner kroner.
Kommunerne skal hvert kvartal udarbejde en oversigt over likviditeten til byrådet, og samtidig skal oplysningerne indberettes til indenrigsministeriet, siger lovgivningen.
Selvom indsatsen for at skabe bedre læsere i folkeskolen i Gladsaxe er lykkedes, så bliver der ikke sat samme fokus på de øvrige hovedfag. I hvert fald ikke lige nu, hvor der er søsat rigtig mange øvrige projekter på skoleområdet, siger børne- og undervisningsudvalgets formand, socialdemokraten Trine Græse.
Samme udvalg har netop sagt god for et særligt trinmålsprojekt med fokus på børnenes alsidige, sociale og personlige udvikling.
Efteråret kan komme til at byde på endnu en klassekoncert på Gladsaxe hovedbibliotek.
Biblioteket står nemlig som ansøger til 45.000 kroner i underskudsgaranti fra Københavns amts musikpulje.
Pengene skal bruges til at få en koncertturne med Ulla Henningsen Trio op at stå på i alt fem biblioteker i kommuner i amtet, herunder altså også Gladsaxe.
Ulla Henningsen er særligt kendt for sine Liva Weel-fortolkninger, som hun også vil give nogle af, hvis koncertrækken bliver til noget.
Ellers bliver det jazz-standards i selskab med pianisten Nikolaj Hess og Jesper Lundgaard på bas.
Amtets musikudvalg har tidligere givet støtte til koncerter med blandt andre Palle Mikkelborg, Poul Dissing og senest Finn Savery.
Kopi Grand Prix 2004 er navnet på en årlig musikkonkurrence for gymnasier.
Sidste år vandt Skt. Annæ gymnasium, der jo har en særlig musiklinie. Men i år får vinderne skarp konkurrence fra elever på Gladsaxe gymnasium samt seks andre gymnasier i hovedstadsområdet.
Kopi Grand Prix med sange, takter, kostumer og dansetrin løber af stabelen den 1. maj med DGS, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, som arrangør.
Kunsthåndværkeren Gert Tvermoes fra Hadsund er en gavmild mand, hvilket beboerne på omsorgscentret Kildegården i Søborg nu får gavn af.
Gennem længere tid har centret haft et tredelt træskærearbejde fra kunstnerens hånd vægophængt.
Nu ønsker Gert Tvermoes at give værket, som bærer titlen ’Skabelse’, som gave til Kildegården. Det skriver han i et yderst kortfattet men ligeså tydeligt brev til omsorgscentret, der taknemmeligt siger ja tak til kunstværket.