Fredag den 23. April 2004
Væbnet røveri mod købmand
- Politiet i Gladsaxe eftersøger to unge mænd, der sent onsdag begik væbnet
røveri mod Lyngparkens Minimarked på Gammelmosevej i Gladsaxe, siger Ole
Nielsen leder af røveriafdelingen:
- "To unge 15-17-årige kommer ind i butikken onsdag kort før lukketid kl.
18. Begge truer med pistol, råber, at der er tale om et røveri, og indehaveren
udleverer kassebeholdningen. De forsvandt til fods på Hedevænget og
efterfølgende Tjørnevænget, hvor sporene efter røverne forsvinder".
- De bar hættetrøjer under røveriet og havde bundet tørklæder foran
ansigtet.
- Oplysninger til Gladsaxe politi på 39691448
Brugerråd ønsker møbler og maling
- Nye møbler er tilsyneladende det, der trænger sig mest på, når
bruger-pårørende-rådene på de fem omsorgscentre i Gladsaxe bliver spurgt.
- I hvert fald hvis man skal konkludere på de ønsker til næste års sociale
budget, som rådene netop har sendt ind til Gladsaxe kommune.
- På Møllegården og Kildegården er flere møbler 27 år gamle og er både for
slidte og dybe til almindelig brug for ældre mennesker.
- På den selvejende institution Hareskovbo er møblerne ligeledes 27 år,
hvilket 16 senge også er.
- Ældreinstitutioner i Bagsværd ønsker en ny handicapbus, og Kildegården så
desuden gerne, at bygningsvedligeholdet blev opprioriteret med udskiftning af
vinduer og maling på gange og i køkkener.
- Ingen af rådene har kunnet pege på besparelser på det kommende budget, der
måtte modsvare en eventuel investering i det nye.
- Det er derfor nu, som det gælder for de fleste budgetønsker, op til
embedsmænd og i sidste ende politikerne at vælge ud.
Bio, bibliotek og boliger i Bagsværd
- Et vindblæst mørkt hul imellem biograf og højhus i Bagsværd kan gå hen og
blive til et kulturelt centrum med nyt stort bibliotek og to nye etager med
boliger.
- Den lokale Superbest-købmand har helt konkrete byggeplaner, og med
budgetforligspartiernes umiddelbart positive holdning til projektet, så
begynder fagfolkene at tænke kreative tanker.
- Den eventuelle udbygning i Bagsværd er en del af en større kabale, der
skal gå op. I kabalen indgår andre tilbud indenfor sport og kultur,
eksempelvis en ny skøjtehal og en koncertsal i Buddinge.
- (Hør indslaget med bibliotekschef Charlotte Plenge i lydudgaven)
Kunstværk flyttes
En af Robert Jacobsens skulpturer bliver formentlig nu flyttet fra
omsorgscentret Egegården til en mere synlig plads ved det lille butikstorv ved
Søndergård Park.
Anledningen er Gladsaxe Almennyttige Boligselskabs 60 års jubilæum, som
bliver fejret til august på et areal lige overfor skulpturens fremtidige
placering.
Robert Jacobsen gav kunstværket navnet ’Pyramideform’, og flytningen skal
godkendes af kulturpolitikerne i Gladsaxe.
Dart-elite i Bagsværd
- Der bliver spillet dart på internationalt niveau i Bagsværd denne weekend.
- Værebro Dartklub er gået sammen med pilespillerne i DK København om
arrangementet København Open 2004.
- Det færøske landshold ventes at stille op sammen med hele den danske elite
og en række stærke svenske spillere, siger formand for Værebro Dartklub Torben
Kramer:
- "Vi forventer spil af høj klasse, og det hele foregår publikumsvenligt i
Værebrocentret. Finalebanen er hævet lidt over de andre, så det er nemt at
følge med".
- Der er kampstart lørdag kl. 12 og søndag kl. 10.