Tirsdag den 3. August 2004


Analyse: Gladsaxes skolevæsen dyrere

Gladsaxe kommune anvender langt flere kroner til undervisning pr. elev i folkeskolen end andre kommuner, viser en sammenlignende analyse. Det gælder både beløbet afsat til den normale undervisning og til specialundervisningen.
Gladsaxe bruger hvert år 29.000 kroner til normalundervisning pr. elev, mens en kommune som Helsingør kun bruger godt 23.000.
Specialundervisningen i Gladsaxe får 4.000 kroner mere pr. elev om året i forhold til de to billigste kommuner i analysen, Greve og Helsingør.
 
Socialdemokraten Trine Græse, formand for børne- og undervisningsudvalget i Gladsaxe, siger om forskellen: "Det er et politisk bevidst valg, at vi vil have et rigtig godt skolevæsen her i Gladsaxe. Jeg er overbevist om, at vi også får den kvalitet og service, vi betaler for. Jeg vil blive ved med at argumentere for, at vi skal bibeholde det høje niveau. Det mener jeg også, at de andre partier i byrådet er med på".
 
Det politiske økonomiudvalg bliver i dag orienteret om analysens resultater.

Slået ned med jernrør

En 23-årig mand er ved retten i Gladsaxe blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel, efter at have slået en jævnaldrende ned med et jernrør.
Ofret blev opsøgt på sin bopæl på Sydfrontvej en sen nattetime, hvor gerningsmanden tildelte ham et så kraftigt slag med et jernrør, at det krævede 15 sting at lappe såret sammen.
 
Ofret gav overfor politiet en temmelig god beskrivelse af gerningsmanden, men påstod ikke at kende ham. Den forklaring lavede han dog om på efter et par dage, hvor der også fulgte navn og adresse på gerningsmanden.
 
Angiveligt var det en diskussion om penge, der udløste slaget med jernrøret, men hverken offer eller gerningsmand har været særligt meddelsomme på det punkt.

Fristen nærmer sig for indstilling til handicapråd

Så er det ved at være sidste udkald for de lokale handicaporganisationer, hvis de vil sidde med
i det kommende handicapråd.
Om tre uger udløber fristen for at indstille medlemmer til rådet, men foreløbig har ingen fra de foreninger, der står uden for de samvirkende invalideorganisationer, meldt sig under
fanerne:
"Det vedrører to medlemmer af det nye handicapråd. DSI kan udpege 6 medlemmer og så skal der udpeges 2 fra vores lokale handicapforeninger som står uden for DSI. Nu er vi en sommerferieperiode som næsten er slut, så der har ikke været så stor interesse, men det tror jeg er fordi mange har været på sommerferie. Og der er stadigvæk 3 uger til fristen udløber, så der er lidt tid endnu", siger byrådssekretariatets Gerd Rasmussen.

Tredobbelt verdensmester stopper karrieren

En af Bagsværd Roklubs helt store profiler, Bo Helleberg, er formentlig på vej til at stoppe karrieren.
I lørdags vandt han sammen med Mads Andersen guld ved verdensmesterskaberne i letvægtstoer uden styrmand. Men nu er det altså angiveligt ved at være slut med eliteroning for den tredobbelte verdensmester, fortæller formand for roklubben, Laust Sønderkær:
 
"Så vidt jeg ved, så står Bo af. Han er 30 år, blev gift for et års tiden og har fået en lille datter, og så er det vel på tide at han passer sin personlige karriere og familielivet".
 
Bagsværd roklub høstede i øvrigt flere medaljer ved weekendens verdensmesterskaber, hvor også bagsværd-roeren Jacob Neergaard tog bronze.

Fra slotspark til elverpark

Aldershvile slotspark bliver forvandlet til Aldershvile Elverpark når flere hundrede
rollespillere rykker ind i den gamle park den sidste weekend denne måned for at genskabe Tolkiens univers:
"Det er de helt rigtige rammer at gøre det i. Der er kontrastfyldte locations som de store græsarealer og de små snørklede stier inde i selve skoven. Og så ruinen. Så både kunstnerisk og visuelt er rammerne flotte", siger arrangør Daniel Dasic.