Onsdag den 4. August 2004


Cykelløb aflyst – står uden hovedsponsor

Kun få uger før afholdelsen af det årlige Superbest-gadeløb gennem Bagsværd bymidte
har den lokale cykelklub CC Gladsaxe været nødt til at aflyse arrangementet, fordi løbet står uden hovedsponsor:
"Det har været umuligt for os at stable det på benene her i sidste øjeblik og prøve at gå ud og få nogle nye sponsorer. Det er meget svært og noget man skal have forberedt i god tid. Vi er ærgerlige over aflysningen. Både fordi vi synes det er en årligt tilbagevendende begivenhed som vækker stor interesse i Gladsaxe og fordi vi i forbindelse med løbet havde arrangeret et særligt løb for børneryttere. Og tilmeldingen til det løb har været meget meget stor. Så vi er utroligt kede af at skulle aflyse det løb", siger Nils Nørskov-Erichsen fra C.C.Gladsaxes bestyrelse der lover, at alle tilmeldte vil få startgebyret refunderet.

Flere får hjemmehjælp i Gladsaxe

Næsten hver tredje borger i Gladsaxe over 67 år modtager hjemmehjælp, og det er langt flere end det normale i andre kommuner.
Helt præcis får 30% af alle over 67 i Gladsaxe hjemmehjælp, mens landsgennemsnittet ligger under 25%, hovedstaden endda helt nede på 22%.
Det viser en analyse, der specifikt sammenligner fem kommuner i hovedstadsregionen, herunder altså Gladsaxe, og sammenligner udgiftsniveau og service på en lang række områder sat op overfor hinanden, dels fra kommune til kommune, i forhold til hovedstaden og til landet som helhed.
Socialudvalgets formand i Gladsaxe, socialdemokraten Erling Schrøder, har dette bud på den store forskel i andelen af hjemmehjælpsmodtagere: "Jeg er sikker på, at det skyldes vores kvalitetsstandarder. Vi har politisk gennemført gode ydelser, og når der skal bevilges timer, så skærer vi med den bredbladede kniv. Det spiller også ind, at der er mange, der gerne vil blive i eget hjem så længe som muligt. På den måde ydes der måske nok flere hjemmehjælpstimer, men samtidig spares der, fordi de ikke skal visiteres til plejehjem eller beskyttet bolig".

Røverier lukker postkontor

Post Danmark har opgivet at videreføre Mørkhøj postkontor som selvstændigt posthus.
En stribe grove røverier de seneste år, et generelt faldende antal kunder samt udsigten til snarligt at miste DR i Tv-byen har fået postvæsenet til at dreje nøglen om.
Til gengæld er der åbnet en postekspedition henne om hjørnet, så at sige, i det lokale supermarked på Rybjerg Allé.
Ekspeditionen der er åben hverdage fra 13-17 plus et par timer lørdag formiddag.

Mindre underskud i AB

Fodboldaktieselskabet ABs underskud på årsregnskabet 2003-04 bliver væsentligt mindre end først frygtet og antaget.
I en fondsbørsmeddelelse fortæller selskabets ledelse, at det ventede underskud på omkring 2,6 millioner kroner nu ser ud til i stedet at ende på kun en halv million i røde tal.
Det er blandt andet yderligere transferindtægter i form af andel af transfersum ved FC Københavns videresalg af fodboldspilleren Martin Albrechtsen og en generel sænkning af klubbens omkostningsniveau, der giver det bedre årsresultat.

Kontroversiel dokumentar til Gladsaxe

I aften kommer den kontroversielle dokumentarfilm Fahrenheit 9/11 til Gladsaxe Bio.
Og biografdirektør Per Grunnet har store forventninger til filmen som, foreløbig, har indtjent over 100 millioner dollars i de amerikanske biografer og som på rekordtid er blevet den mest sete dokumentarfilm - nogensinde:
"Jeg er selv voldsomt interesseret i at se den, fordi på mange måder følger man som dansker mere med i den amerikanske valgkamp og den amerikanske indenrigspolitiske situation end mange amerikanere åbenbart gør. Og filmen er jo et indlæg i debatten om hvorvidt den amerikanske regering har håndteret situationen ifm. terrorangrebet og hvorvidt Bush er den rigtige præsident for amerikanerne".
Der er næsten udsolgt til aftenens forpremiere, forlyder det fra Gladsaxe Bio.

Teater og musik om venskaber på biblioteker

Børn og unge i Gladsaxe kan godt begynde at glæde sig til efterårssæsonen med arrangementer på bibliotekerne i Gladsaxe.
"Der vil være masser af teater og musik for de mindste, både på hovedbiblioteket og filialerne i Høje Gladsaxe, Mørkhøj og Værebro. Der vil være et par arrangementer for handicappede børn. Der kommer blandt andet en musikgruppe, der spiller en blanding af brasiliansk og nordisk, hvor børnene bliver inddraget. Der vil være et helaftensarrangement for unge med en stand-up’eren Georg og rapperne i SnakBar. Temaet for arrangementerne her i efteråret er venskaber, det at rejse rundt i verden, at opleve verden fra forskellige vinkler", fortæller bibliotekar Line Frølich fra hovedbiblioteket.
Og der er meget mere om bibliotekernes arrangementer for børn og unge i månedsprogrammet Biblioteksmagasinet, som bliver sendt i dag kl. 8.30 med genudsendelse mandag kl. 10.