Onsdag den 11. August 2004


Skøn: Fornuftig budgetbalance i Gladsaxe

Den fremtidige økonomi for Gladsaxe kommune ser stadig fornuftig ud, selvom en sandsynlig udligningsreform i 2007 vil få negative konsekvenser for kommunen.
Politikerne i byrådet står overfor at skulle diskutere, hvordan borgernes penge kan bruges bedst de kommende fire år og samtidig bibeholde en tilpas kassebeholdning.
Budgetchef i Gladsaxe kommune, Helle Wagner Gehlert, siger om budgetbalancen: "Det ser fornuftigt ud på nuværende tidspunkt med en kassebeholdning på ikke under 100 mio. kroner i perioden, selvom vi ikke er helt så optimistiske, som vi var, da langtidsprognosen i marts blev udarbejdet. Vores skøn bygger på de seneste udmeldinger til kommunerne i løbet af juli måned, det er en teknisk fremskrivning og indeholder ikke de ønsker, som de politiske udvalg er fremkommet med"
Den 19. august fremlægger borgmester Karin Søjberg Holst sit budgetforslag, der derefter skal debatteres partierne imellem.

Forvaltning: Luk butikken

Et aktiveringstilbud for arbejdsledige i Gladsaxe fungerer ikke godt nok og står til umiddelbar lukning.
Tilbudet hedder "Butikken" og var tidligere kendt som "Miljøpatruljen" i Værebro Park.
Målet for butikken har været at få deltagerne tilbage på arbejdsmarkedet. Men af 21 personer er kun to det seneste år efterfølgende kommet i ordinært arbejde.
Den kommunale forvaltning finder det resultat så utilfredsstillende, at "Butikken" foreslås nedlagt og personale og kursister overflyttet til et andet aktiveringsprojekt.

Trusler mod politi og tankpasser

"Du er åndssvag, du er en idiot, vent bare, til jeg møder dig uden uniform".
Sådan lød nogle af ordene fra en 20-årig mand en februaraften i til et par betjente fra Gladsaxe politi.
Betjentene var kaldt til DK-benzintanken i Buddinge, hvor den 20-årige angiveligt var i gang med at stjæle fyringsolie. Tankpasseren havde forsøgt sig med en civil anholdelse og havde til gengæld modtaget spytklatter og et slag mod ansigtet med et tungt nøglebundt.
Først i dag, et halvt år efter, skal den 20-årige forklare sig i retten i Gladsaxe, hvor han står tiltalt for i alt fire overtrædelser af straffeloven.

Debat om fremtidens Gladsaxe

Gladsaxe-borgerne får rig lejlighed til at deltage aktivt i debatten om fremtidens Gladsaxe de kommende uger:
"For det første har vi jo fire borgermøder. Vi starter på tirsdag, hvor vi har engageret Jørn Duus for at få en anden indgangsvinkel og et indlæg i debatten fra hans side. Udover den debat der kan foregå på borgermøderne har vi også en debat på hjemmesiden som vi synes er meget spændende og hvor borgerne kan debattere med hinanden", fortæller Karin Ege fra kommunens byplanafdeling.
Byrådets forslag til planstrategi er i offentlig høring ind til den 14. september.

Pokalkamp mod divisionshold

Al træning på Bagsværd stadion er aflyst i dag efter kl. 18.
Baggrunden er en indtil videre yderst succesfuld optræden i landspokalturneringen af Bagsværd Boldklubs 1. seniorhold.
I turneringen, der også kaldes Dong Cup, er Bagsværd-holdet nået frem til anden runde, som spilles i dag kl. 18.30 på Bagsværd stadion.
Her er modstanderen Holbæk fra 2. division, som meget vel kan tænkes at blive for stor en mundfuld for det lokale hold, der til daglig spiller i serie 2 – også selvom holdet oser af talent og er kommet godt fra start efter sommerferien.
Der er gratis adgang til stadion

Folkedansere på opvisningsturne

Folkedanserforeningen Gladsaxe–Søborg har fået nye internationale forbindelser
efter en tre uger lang opvisningsturné i Canada og USA:
"Det viser sig jo, at der er rigtig mange skandinavere der, og de har nogle folkedanserforeninger og danser nordiske folkedanse. Og de skandinavere der bor derovre er meget interesserede i vores dans og folklore, fordi det, de har derovre er alligevel noget amerikaniseret. Så de kan godt se, at det er den ægte vare vi kommer med. Og det var de glade for", fortæller
Bent Grølsted, formand for folkedanserforeningen Gladsaxe-Søborg.