Onsdag den 18. August 2004


Første borgermøde om planstrategien

I går gik starten for det første i rækken af borgermøder om fremtidens Gladsaxe.

Reklamemanden og livsstilseksperten Jørn Duus Hansen indledte mødet med at kalde Gladsaxe for en soveby med et ikke alt for godt renommé, og dét satte gang i debatten.

Borgmester Karin Søjberg Holst:

"Det var godt og provokerende. Og det var også det, der var meningen med det indlæg. At man lige skulle vågne lidt op og se det fra en lidt anden indgangsvinkel. Det er jo nogle store emner der er på i planstrategien og jeg tror det er godt at få dem ned i øjenhøjde og det synes jeg, Jørn Duus Hansen var god til".

Efter Jørn Duus Hansens indlæg var der cafédebat i rådhushallen med mulighed for at kommentere byrådets oplæg til planstrategi og eventuelt komme med nye forslag og ønsker.

En gruppe bekymrede forældre fra Søndergård skole havde også fundet vej til rådhuset tirsdag aften:

"Det er jo fordi vi gerne vil bevare vores skole som er vores nærmiljø. Vi vil gerne bevare et trygt miljø for vores børn, de skal ikke rives ud af deres skole i 6.-7.-8.klasse og ud i helt nye omgivelser til nye mennesker på et tidspunkt i deres liv hvor de har brug for stabilitet og ro", lød det fra forældrene fra Søndergård skole, som også ventes at møde op i spørgetiden på aftenens byrådsmøde.


Trafikforhold vigtigst i erhvervsområder

Infrastrukturen er et af de allervigtigste elementer, når der planlægges eller ændres i erhvervskvarterer.

Skrækeksemplet fra Bagsværd, hvor al nordfra kommende eller nordfra gående trafik til Novo Nordisk skal gennem bymidten, står ikke til efterfølgelse.

Det siger oplægsholderen ved borgermødet i næste uge om erhvervskvarterernes fremtid, direktør Erik Weidinger:

"Der er ikke noget værre, end nær den tunge trafik, industrien, rammer de mennesker, der er omkring dem. Når der planlægges erhvervskvarterer, så skal man tænke sig godt om og ikke gå og lægge erhvervsområder, så trafikken skal gennem boligkvarterer først. Ved det nye byggeri i TV-byen har vi en gylden mulighed for at undgå sorte pletter på kortet ved at få vejnet og byggeri til at passe sammen".

Erik Weidinger er gæst i denne uges udgave af programmet den varme stol, som sendes i dag kl. 7.30 og 17.30.


Bedre image til uddannelse

En imagekampagne til halvanden million kroner skal skaffe flere ansøgere til social- og sundhedsuddannelserne i hovedstadsområdet.

Der er simpelthen ikke nok, der søger. Og blandt de, der starter på uddannelsen, er frafaldet stort. Så stort, at det kan aflæses i Københavns amts budgettal for de næste år.

Manglen på elever giver nemlig, sammen med de frafaldne, en besparelse på omkring 16 millioner kroner om året på undervisningsbudgettet.

Med mindre altså, at kampagnen, der både skal forbedre sosu-uddannelsens image og skaffe flere elever, kommer til at virke efter hensigten.

Kampagnen har overskriften "Mod til mennesker" og sættes i gang i september måned.


Form på erhvervsråd til debat

Gladsaxe erhvervsråd kan komme til at se anderledes ud i fremtiden.

Det nuværende råd består af byrådspolitikere og repræsentanter fra virksomhederne og organisationerne. Men i et forslag til en ny strategi peges der på et råd i form af en forening, en selvejende organisation.

To andre modeller er også lagt frem til diskussion i erhvervsrådet: En videreførelse af det kommunale råd, men med etablering af en selvejende forening, et handelskammer, med egen bestyrelse, som er repræsenteret i rådet. En tredje model bygger på et erhvervscenter med et repræsentantskab med folk fra virksomheder, handel, turisme, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og byrådet.

Det nuværende erhvervsråd mødes på mandag, hvor også etablering af et Team Gladsaxe står på programmet.