Torsdag den 19. August 2004
DF: Konservative følger med strømmen
- Gladsaxe byråd skulle i går aftes 1.behandle det lokalplanforslag der gør
det muligt at omdanne det gamle erhvervskvarter syd for Tinghøjvej i Buddinge
til et nyt attraktivt byområde med etageboliger, kulturelle institutioner og
kontor- og serviceerhverv.
- Kun Dansk Folkeparti stemte imod, fordi partiet stadig mener,
bebyggelsesprocenten er for høj, og
- beskyldte desuden de konservative for at følge med strømmen og sige ét,
men stemme for noget andet:
-
- "Hvordan kan det være, at de konservative her godt vil have byfortætning,
men alle andre steder ikke synes om byfortætning? Er det fordi der ikke
rigtigt er nogle naboer, nogle vælgere som forudses at ville gøre indsigelser
mod det her? Fordi det er jo stort set et jomfrueligt område ift.
boligbebyggelse. Så kan man altså godt se gennem fingre med boligfortætning?",
lød det fra Klaus Kjær, Dansk Folkeparti.
-
- Til det sagde den konservative Lars Abel:
- "Jeg skal ikke i andre situationer holde mig tilbage fra at kæmpe hus for
hus. Men vi vil hellere være med til at sikre, at den pakkeløsning der bliver
lavet for området, også med den investering der kommer til at ske omkring
aktivcentret, bliver gennemført. Vi synes også 90% er for højt, og jeg står
gerne ved vores udtalelser om Hong Kong-lignende tilstande andre steder i
kommunen, men i det her tilfælde har vi måttet kompromisse os frem til en
løsning".
-
- Venstres Bjarne Rasmussen supplerede:
- "Jeg har respekt for de konservatives ønske om egentlig at få det lavere,
men at man i realitetserkendelse når frem til det samme som vi er nået frem
til i fællesskab. Realiteten er, uanset hvor mange gange Dansk Folkeparti
stiller sig op og siger det modsatte, at man kan ikke få bebygget det område,
hvis man fastsætter en bebyggelsesprocent på 50. Det er simpel økonomi".
Usikkerhed om skolefremtid
- Hvor skal skolebørnene i Bagsværd-området fremover gå i skole?
- Det har været spørgsmålet siden offentliggørelsen af den kommunale
forvaltnings høringsmateriale om fremtidens skole.
- Den omhandler blandt andet muligheden for at omdanne Søndergård skole, så
den kun kan tage elever op til og med 5. klasse.
- Det perspektiv har bragt nervøsitet og vrede frem hos forældre og
skolebestyrelse på Søndergård skole. Men også på naboskolerne er bestyrelserne
kede af udsigten. Og på et fællesmøde mellem formænd og næstformænd fra fem
skoler, udtrykte alle, at de er kede af de mangelfulde visioner for
skolevæsenet, der primært er baseret på økonomiske betragtninger.
-
- Forældrenes utilfredshed kom frem både ved borgermødet forleden om
fremtidens Gladsaxe, ved gårsdagens byrådsmøde og kommer det med garanti også,
når der i aften er skolerådsmøde.
- Her vil blandt andre børne- og undervisningsudvalgets formand Trine Græse,
Socialdemokraterne være til stede:
-
- "Inden vi træffer nogen beslutning om ændringer, så skal de økonomiske
udregninger og elevprognoser, som optræder i analysen ’Fremtidens skole’,
undersøges nøje. At analysen ser meget på det økonomiske aspekt, er ikke så
underligt. Det var faktisk den opgave, som forvaltningen fik stillet. Nu skal
vi så kombinere investeringsbehovet på skolesiden med, hvad der er pædagogisk
forsvarligt. Kommer vi frem til, at Søndergård skole skal være med elever op
til 5. klasse, så er det en forudsætning, at der er plads på naboskolerne, så
børnene fra start af ved, hvor de kommer til at gå. Og her er tale om et helt
spor ad gangen, som enten placeres på Stengård eller Bagsværd skole. Måske
kommer vi til at ændre lidt på skoledistrikterne for at få kabalen til at gå
op, men det må vi se på, når og hvis".
Spørgsmålstegn ved debatskabende tilskud
- 10% af det offentlige tilskud til aftenskolerne skal bruges til
debatskabende aktiviteter.
- Men ofte bruges tilskuddet mere til at skaffe kendte til byen end til at
skabe en egentlig debat.
- Det siger lederen af en af Gladsaxes aftenskoler, GOFs Jens Thomsen: "Jeg
siger ikke, at det lige er her i Gladsaxe, det foregår, men måske i København
eller Sverige. Men vi ser flere steder, at det er svært at skitsere, hvad der
er foredrag og hvad der er debatskabende aktiviteter, og det er meget vigtigt
at forholde sig til. Mange aftenskoler entrerer med kendte og spændende
personer. Men jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, om det er så
debatskabende. Jeg mener nok, at mange af dem mere hører ind under begrebet
foredrag".
-
- (hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)