Fredag den 27. August 2004


Centerudvidelse kan få katastrofale konsekvenser for butiksliv

En eventuel udbygning af Høje Gladsaxe centret kan få katastrofale konsekvenser for
butikslivet især på Søborg Hovedgade.
Det vurderer direktør for de samvirkende danske købmænd, John Wagner, som på et
borgermøde i går aftes gav sit bud på, hvad der skal til for at styrke det lokale handelsliv i Gladsaxe:
 
"Der er ingen lette løsninger. De kommuner der har forsøgt med lette løsninger som f.eks. at bygge et nyt stort varehus for at tiltrække nye handlende udefra, meget ofte kom de ikke, fordi man ofte har det i forvejen i nabokommunen. Men konsekvensen for den etablerede detailhandel er en gang imellem meget voldsom og kommer bag på politikerne. Hvis man i Gladsaxe skulle mene, at løsningen er at Høje Gladsaxe får et stort varehus, så er konsekvensen, at man trækker voldsomt meget dagligvarehandel og udvalgsvarehandel fra andre dele af kommunen og at Søborg Hovedgade bliver mindre attraktiv".
 
Heller ikke Per Mikkelsen fra Prima på Søborg Hovedgade mener, en udbygning af Høje Gladsaxe Centret vil gavne handelslivet, tværtimod. Der skal andre ting til:
"Kommunen skal koncentrere sig om at de eksisterende butikker får mulighed for at udvikle sig så de kan blomstre op. Der er allerede en stor udvikling i gang ved Søborg Torv, jeg selv har planer om at udvide Prima, og der er også på Søborg Hovedgade mange butikker som egentlig har fundet sig godt tilrette, og der står ikke så meget tomt som for nogle år siden. Så det ser ud som om, der er en god udvikling i gang".
 
Der er borgermøde om fremtidens Gladsaxe igen den 7. september og emnet for det fjerde og sidste møde er trafik og støjhandlingsplan.

Røver anholdt af kioskejer

En resolut kioskejer på Novembervej i Mørkhøj slog onsdag aften en 20 cm lang brødkniv ud af hånden på en 18-årig mand, der ville røve dagens omsætning.
Den 18-årige kom ind i kiosken kort efter kl. 18, truede med den store kniv og forlangte pengene udleveret.
Kioskejeren er dog ikke sådan at kyse, og i stedet tog han et boldbat af træ frem og slog kniven væk.
Den unge røver blev anholdt, først civilt af kioskejeren, siden af tilkaldt politi.
Det var angiveligt manglende penge til narkotika, der fik den 18-årige til at forsøge sig med røveriet. Han er ikke tidligere kendt hos politiet for så alvorlige forbrydelser.

Byggeri 10 år undervejs

Om igen igen. Projektet med den nye bebyggelse ved Erik Bøghs Allé og Søborg Hovedgade trækker igen ud. Denne gang er der opstået politisk uenighed omkring løsningen af de trafikale og parkeringsmæssige forhold, der skal omgive det nye byggeri.
Bebyggelsen, der vil rumme butik og boliger, har været undervejs siden 1995, men har været ramt af både retssag om butikstype og ejerskab samt indsigelser og klager.
Da sagen blev behandlet på det seneste trafik- og teknikudvalgsmøde, var de tre socialdemokratiske medlemmer egentlig godt tilfredse med bygherrens løsningsforslag, men Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Konservative sagde nej og om igen.
"Det var simpelthen en ikke tilfredsstillende løsning. Der var ændret radikalt i forhold til de udmeldinger, et flertal er kommet med og som sikrer naboernes interesser og fulde dispositionsret over deres ejendomme. Forslaget opererede med at bygge en støttemur på 180 cm. Det vil vi ikke være med til, så bygherre må komme med en nyt forslag", siger det konservative udvalgs- og byrådsmedlem Henrik Sørensen.