Tirsdag den 31. August 2004


Skøjtehal: Renovering i stedet for nedrivning

Planerne om en ny skøjtehal i Gladsaxe til godt 30 millioner bliver nu formentlig lagt på is.
I det budgetoplæg der blev offentliggjort tidligere på måneden foreslår borgmester Karin
Søjberg Holst nemlig, at man i stedet for at bygge nyt går i gang med at renovere den
eksisterende skøjtehal på Isbanevej.
Til det siger en tilfreds John Sørensen, formand for Gladsaxe Ishockeys bestyrelse:
"Det er præcis noget af det, vi har forsøgt at fortælle. At vi er interesseret i at bevare skøjtehallen, så vi kan spille ishockey hele sæsonen. Det fremgår ikke ret tydeligt, hvad det konkret indeholder, og derfor har vi da et ønske om at blive inddraget i den proces, hvor vi nu skal videre med at finde ud af, hvad renoveringen så består i mere detaljeret".

Datatilsynet vil undersøge edb-registrering af skolelever

Datatilsynet vil nu undersøge lovligheden af Gladsaxe Kommunes model for edb-registrering af skoleelever for såvel deres faglige kvalifikationer som deres sociale, skriver Politiken i dag.
"Vi er ikke på forhånd blevet spurgt af kommunen om oprettelsen af et sådant register, men vi har fået forespørgsler, både mundtligt og skriftligt, fra borgere i kommunen, så nu vil vi undersøge sagen til bunds, siger kontorchef Lena Andersen fra Datatilsynet, der ikke forlods vil kalde Gladsaxes model ulovlig.

Internet: Bedrageri med auktioner

I første halvdel af 2003 købte tre østrigere og en englænder i alt fem bærbare computere via et internet-auktionshus. Troede de i hvert fald.
Til sammen indbetalte de 2.100 Euro og 950 Dollars, svarende til omkring 32.000 danske kroner, for computerne på en konto hos en dansk mand i Gladsaxe politikreds.
Computerne så de imidlertid intet til, og sagerne blev meldt til politiet i de respektive lande og havnede siden hos bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi.
Her har man nu fået sporet og afhørt manden, der overfor politiet forklarer, at nogen må have udbudt computeren i hans navn og samtidig haft kendskab til mandens konto. Han selv kender intet til sagen, selvom han godt nok har studset lidt over beløbene, der er blevet sat ind på kontoen.
Manden er nu sigtet for fem tilfælde af bedrageri.

Hjertestarter til samaritterne

Et stort og længe næret ønske hos Røde Kors-samaritterne i Gladsaxe er gået i opfyldelse.
Efter lang tids søgning hos fonde og andre bidragsydere er det nu lykkedes at anskaffe en
hjertestarter til samaritterne:
"Hvis der er en person som får hjertestop eller er i risiko for at få det, så kan vi nu yde den bedst mulige behandling til personen indtil ambulancen når frem",
fortæller Niels Gamborg Nielsen fra Røde Kors i Gladsaxe.
Den nye hjertestarter er anskaffet med tipsmidler og samaritterne havde den med for første gang på Gladsaxe-dagen forrige lørdag.

Gladsaxe Ungdomsskole – klar til den nye efterårssæson

Gladsaxe Ungdomsskole starter nye hold op til efterårssæsonen.
Der er et bredt repertoire af holdaktiviteter at vælge imellem, og holdene henvender sig til alle 14-18 årige bosiddende i kommunen. Ungdomsskolen byder også på helt nye hold i år. Inspektør Jens Thind Andersen fortæller at "imellem de nyheder vi har i år har vi et filtværksted, som er et gammelt håndværk man har brugt på landet, og som vi nu tager op. Vi laver filtning af luffer, sutsko, huer, tøjdyr og thé- varmere […] Desuden kommer der en strikkecafé, da det er blevet moderne blandt piger at strikke igen."
Inspektøren gør yderligere opmærksom på, at det fortsat er muligt at tilmelde sig på ungdomsskolens hold, dog kun en uges tid endnu. De nye hold starter fra mandag den 13. september.

Ny kreativgruppe

I dag mødes kunstinteresserede for første gang i en ny kreativ gruppe i De Frivilliges Hus i Bagsværd. Her kan man arbejde med forskellige former for kunst, ligesom der er mulighed for at inspirere hinanden, tage på udstillinger og måske udstille sammen. Initiativtager Winnie Dolva har selv undervist i mange år, og har arbejdet på nye ting til de elver hun havde. Nu har hun haft pause i nogle år og har hermed mulighed for at starte op igen. Winnie Dolva fortæller: "Jeg mangler bare en sparringspartner, hvor vi kan bruge hinanden i de kreative evner vi har".
Den nye samværsgruppe for kunsthåndværkere henvender sig til alle kreative smykkefremstillere, glaspustere, keramikere og malere. De mødes fremover hver tirsdag i De Frivilliges Hus i Bagsværd.