Bagsværd sø har fået det bedre de seneste år, men opfylder langt fra de miljøkrav og målsætninger, der er stillet op for de omkring 2,4 millioner kubikmeter vand i søen.
For selv om tilledningen af fosfor er faldet markant, så er tilstanden, hvad angår sigtdybde og biologiske forhold, ikke ændret tilsvarende. Et forhold, der sandsynligvis skyldes en intern fosforbelastning og en uhensigtsmæssig biologisk struktur.
I målsætningen for søen siges det, at den gennemsnitlige sommersigtdybde skal være større end en meter – den er kun på en halv meter.
Der skal desuden være en alsidig vegetation af undervandsplanter, hvilket den langt fra kan præstere. Det viser den seneste vandmiljøovervågning, som Københavns amt står bag – en teknisk rapport på 90 sider.
Søen har siden 1987 været genstand for vandkemiske undersøgelser fra amtets side.
Med de sidste resultater er der intet, der tyder på, at søen vil kunne klare de miljømæssige ærter selv; der skal både en decideret udrensning af bunden til, kombineret med en biomanipulation.
Gladsaxe politi advarer mod tricktyve, der foreløbig to gange i denne uge har forsøgt tyveri hos ældre borgere.
Senest blev en 80-årig mand på Bindeleddet i Bagsværd kontaktet af to unge, der angiveligt skulle tjekke kalkholdigheden i vandet.
Den 80-årige fattede mistanke til de to og fortalte dem, at der var andre personer på vej til lejligheden. En oplysning, der fik de to unge til at stikke af.
Den ene beskrives som fedladen, mørk, 17-18 år, 170 cm høj, iført sort konditøj. Den anden en kvinde i samme alder, ca. 165 cm høj med en beige frakke.
Gladsaxe politi kan kontaktes på 39691448.
Gladsaxe byråd vedtog på sit møde i denne uge en plan for kommunens fremtidige indsats på miljøområdet.
Agenda 21-planen indeholder både langsigtede visioner og konkrete miljø-mål for de næste fire år, og den radikale formand for miljøudvalget, Lis Smidsholm siger:
"En styrke ved planen er, at forvaltninger og miljøgrupper på kommunens institutioner selv har opstillet visioner og mål for Agenda 21-arbejdet. Det er med til at sikre en god forankring af planen i kommunen".
Dansk folkeparti stemte som det eneste parti imod Agenda 21-planen.
Selvom vandforbruget er steget mere end beregnet hos erhvervsvirksomhederne i Gladsaxe, hvilket giver en ekstraindtægt på 800.000 kroner, så bliver budgettet på vandforsyningsområdet alligevel overskredet med seks millioner kroner i år.
Baggrunden skyldes især dyrt indkøbt drikkevand fra Københavns Energi, som der endda har skullet købes ekstra af i år, fordi Søborg vandværk har været lukket en restaureringsperiode.
Netop prisen på vandet er et uafklaret spørgsmål. Københavns Energi forlanger én pris, men aftagerkommunerne betaler en mindre, indtil Miljøstyrelsen har afgjort tvisten om den rette pris.
For en sikkerheds skyld indsætter vandforsyningen dog penge på en konto til betaling af moms, hvis afgørelsen går Gladsaxe imod. I år er det beløb fire millioner kroner.
Der var fuld valuta for indsatsen, da en patrulje fra Gladsaxe politi natten til i går fulgte efter en mistænkelig bil til Præstebrovej i Mørkhøj.
For ikke nok med at bilen var meldt stjålet, nummerpladerne var det også, i bilen lå formentlige tyvekoster, og i lejligheden, hvor fører og passagerer fra bilen var gået ind, stødte politifolkene på tre vestsjællændere og en enkelt fra Bagsværd, alle i 25-27-årsalderen og alle tidligere kendt for kriminalitet.
En var aktuelt eftersøgt af politiet i Slagelse, hvortil han blev sendt – de øvrige blev løsladt efter endt afhøring.
For at kunne imødekomme kulturelle barrierer, er det vigtigt at have forståelse og respekt for andre kulturer. Det er en problematik, som Hafez Kulturforening vil forsøge at imødekomme og holder i den anledning kulturmøde i morgen på Søndergård skole. Formand for Hafez Kulturforening, Said Tayyebi, fortæller at der blandt andet vil være mulighed for socialt samvær, musik og dans. Endeligt ønsker man at skabe dialog mellem danskere og mennesker med anden etnisk baggrund for derved at opnå større forståelse kulturerne imellem.