Mandag den 2. Februar 2004


Røveri mod 78-årig

En 78-årig kvinde blev torsdag ved 14-tiden frarøvet sin pung ved stien fra Mørkhøjvej til Debelvej i Mørkhøj.
 
Kvinden blev passet op af en ca. 25-30-årig mand, som hun inden da havde set passere flere gange på en gammel sort herrecykel.
Manden spurgte den 78-årige, om hun kunne veksle en 5´er. Men da den venlige kvinde tog sin pung, skubbede manden hende omkuld, huggede pungen og stak af.
Heldigvis landede kvinden forholdsvis blødt i sneen, så der ikke skete større personskade.
 
Gladsaxe politi søger vidner, der har set den 25-30-årige mand der er omkring 165-170 cm. høj, og som var klædt helt i sort under røveriet.
Gladsaxe politi har telefon 39 69 14 48.

Indsamling af metalaffald i Torveparken

Beboerne i Torveparken i Mørkhøj skal det næste års tid være med i et forsøg der går ud på at sortere metalaffald fra den almindelige dagrenovation.
Varmemester i Torveparken, John Monberg, fortæller:
 
"Vi har utrolig meget, f.eks. øldåser, det er det helt store nummer. Og det fylder utrolig meget i køkkenaffaldscontainerne".
 
Forsøget med indsamling af metalaffald er lige startet, og der er blevet stillet 25 nye
containere op og sendt informationsbreve og sorteringsvejledninger ud til beboerne.
Og forsøget vil blive løbende evalueret, første gang til sommer.

Borgermøde om Tv-byens fremtid

I aften er der mulighed for som borger at give sit besyv med om Tv-byens fremtid.
Det sker på et borgermøde på Gladsaxe rådhus, hvor det lokalplanforslag, som et flertal i byrådet har vedtaget, bliver lagt frem.
 
I forslaget ændres Tv-byens navn til Gyngemosepark, som vil indeholde en række firmaer med omkring 3000 arbejdspladser til sammen, samt formentlig over 600 boliger.
 
Ud over de mundtlige indslag på aftenens møde, så kan skriftlige indsigelser og ændringsforslag sendes til byplanafdelingen på rådhuset frem til den 24. februar.

Udvidet forskønnelsespris

Gladsaxe forskønnelsespris er på vej tilbage – og det endda i udvidet form.
Prisen blev ellers afskaffet sidste år da stifteren, Nordea Bank, trak sig fra foretagendet. Men siden har lokalhistoriker Arne Hermann fra Gladsaxe Miljøforening kæmpet for at bevare prisen.
"Jeg har foreslået at udvide det, så det ikke kun er æstetik og skønhedsindtryk det handler om, men også miljø og ressourcebesparende initiativer", fortæller Arne Hermann. Og forslaget om en ny forskønnelses- miljø- og energipris er til drøftelse i dag i Gladsaxe miljø- og energiråd.

Gladsaxe-Bladet får ny ejerkreds

Gladsaxe-Bladet, en af de to annoncebårne ugeaviser i Gladsaxe, har fået ny ejerkreds, og der kommer frem til sommer til at ske udskiftninger i bladets medarbejderstab.
 
Bladets nuværende ansvarshavende og administrerende redaktør, Jørgen Olsen, stopper sammen med bladets nestor, 85-årige Jørgen Rye, der selv for flere år tilbage var ejer af ugeavisen.
Ny ansvarshavende redaktør bliver Mette Hviid Jensen, der kommer fra Søndagsavisen. Hun starter indenfor kort tid for at nå at blive sat ordentligt ind i bladdriften inden det reelle lederskifte til sommer.
 
En af Gladsaxe-Bladets nye ejere er Dansk Avis Tryk i Glostrup. Trykkeriet sidder på 40% af aktierne og har i øvrigt været bladets trykkeri gennem mange år.