Tirsdag den 3. Februar 2004


Stor spørgelyst under borgermøde om Tv-byens fremtid

I går aftes var der borgermøde om Tv-byens fremtid, og godt hundrede borgere havde fundet vej til Gladsaxe rådhus for at høre nærmere om planerne for området, der om få år vil blive omdannet til en ny attraktiv bydel, Gyngemoseparken, med erhverv og over 600 nye boliger.
 
Og under mødet blev der gentagne gange spurgt til boligformer, men den del ligger endnu ikke fast, lød det fra Sjælsø Gruppen, der nu ejer Tv-byen.
Derudover udtrykte flere af de fremmødte bekymring for de trafikale forhold især omkring Mørkhøj Parkalle, når trafikken skal til og fra Gyngemoseparken.
 
Forslag til lokalplan for Tv-byens fremtidige anvendelse er i offentlig høring frem til den 24. februar.

Tobaksaffald skal minimeres

Tobaksgiganten House of Prince skal sætte produktionen ned.
Ikke den af cigaretter og tobak, vel at mærke, men derimod produktionen af affald.
 
Søborg-virksomheden deltager lige nu i et projekt, der går ud på at undersøge hvor og hvordan affaldet især opstår, hvor meget det koster House of Prince at komme af med det, og, ikke mindst, hvordan affaldsmængden kan reduceres.
 
"Vi synes det er en rigtig god lejlighed til både at få kigget på vores affaldsstrøm og til at få nogle input og måske nye idéer i forbindelse med det arbejde", siger Peter Svarre Jørgensen fra House of Prince, der hvert år producerer ca. 1000 ton tobaksaffald og 6 ton papiraffald.

Sure miner ved reception

Missionen lykkedes! Alle beboere i Jernbanehaven i Bagsværd kom tilbage til genopførte lejligheder inden jul.
En brand for et halvt år siden tvang beboerne ud i andre lejligheder og på hoteller, mens den brandhærgede bygning blev renoveret.
Gladsaxe kommune lejer sig ind i 40 lejemål, og både for beboere og kommune var det vigtigt at komme tilbage inden jul.
 
Det kom de så. En glædelig begivenhed for de fleste, men da der forleden var reception for at fejre tilbagekomsten, faldt der alligevel en del knubbede ord fra nogle af beboernes side.
De mente, at det var gået for hurtigt, og at det var noget af en rodebutik med flere mangler, de flyttede ind i.
 
Socialdirektør i Gladsaxe kommune, Jane Torpegaard, kommenterer kritikken: "Når så mange skal flytte forskellige steder fra og ind i Jernbanehaven, så vil der opstå virvar. Vi valgte at gøre det hen over en uge, så der flyttede cirka otte ind om dagen. Jeg mener da også, at det godt og at langt de fleste var glade for at komme hjem før jul".

Dansk Folkeparti hjælper tysk gigant

Den tyske supermarkedsgigant, LIDL, får nu en hjælpende med på vejen af Dansk Folkeparti i Gladsaxe.
LIDL har flere tusinde lavprissupermarkeder i 16 lande, primært i hjemlandet, men kæden er nu også ved at etablere sig i Danmark.
 
I første omgang har et flertal i det politiske økonomiudvalg i Gladsaxe dog sagt nej til tyskerne ved kommunegrænsen. LIDL havde ellers kig på, og en aftale i stand med Buddinge Trælast, som skulle rives ned til fordel for en afdeling af kædens supermarkeder.
 
Men Dansk Folkepartis Klaus Kjær stiller nu spørgsmålstegn ved, om sagsbehandlingen og den politiske behandling af LIDLs projekt er gået ordentligt for sig.
På byrådsmødet i morgen stiller Klaus Kjær en række spørgsmål til behandlingen og opfordrer til, at politikerne igen ser på sagen.

Gladsaxedagen bliver en årlig begivenhed

Gladsaxes foreningsliv skal fremover sætte et stort kryds kalenderen den 3. lørdag i august.
Politikerne i økonomiudvalget har nemlig besluttet at Gladsaxe-dagen skal være en årligt
tilbagevendende begivenhed. Og den beslutning glæder især formand for Kulturens
foreninger, Peter Colmorten:
 
"Vi er hele tiden gået 100% ind for Gladsaxedagen, vi bakkede den op lige fra første færd, så vi er meget glade, og vi synes det er helt fint at den ligger i forbindelse med budgetdagen, sådan at borgerne, når de er mødt op på rådhuspladsen til fest og farver kan fortsætte dagen med at gå videre til de øvrige aktiviteter inden for fritidsområdet og se hvad foreningerne kan præstere".
 
Næste gang der er kulturfest i Gladsaxe bliver den 21. august i år.

Ny country-klub i Søborg

22 medlemmer af den nystartede forening Søborg Country & Line Dance Club får nu økonomisk hjælp fra folkeoplysningsudvalget i Gladsaxe.
Foreningen har fået 5.000 kroner, så de ugentlige aktiviteter kan blive annonceret på behørig vis.
Pengene skulle også gerne række til indkøb af en bærbar mikrofon og nogle CDere.
Som navnet antyder, så er formålet med foreningen at skabe interesse for countrymusik og linedance.