Onsdag den 11. Februar 2004


Ny indsats skal udsætte unges alkoholdebut

En målrettet indsats på skolerne skal være med til at udsætte de unges alkoholdebut.
Indsatsen er rettet mod Gladsaxes 7. klasser og har til formål at ændre de unges alkoholvaner, så de, først og fremmest, starter senere med at drikke og dernæst begrænser alkoholforbruget, når først de er gået i gang.
 
Formand for det kriminalpræventive kontaktudvalg i kommunen, Erling Schrøder, siger:
"Alkohol er jo stadig et stort problem i vores samfund, og det er jo ikke meningen, at de unge de skal vænnes til at drikke ligesom de ældre har gjort. Nu skal vi have fat i de unge og prøve ar få dem til at udsætte deres debut inden for alkoholverdenen, i hvert fald mindst et års tid".
 
Projektet starter til august med en række dialogaftener på skolerne om alkoholkultur, som vil blive fulgt op af interviews, spørgeskemaundersøgelser og undervisningsforløb.

Taletidsbegrænsning igen til debat

En beslutning i Frederiksberg Kommune om at indføre taletidsbegrænsning på
byrådsmøderne har vakt interesse hos SF i Gladsaxe:
"Ja vi har jo tidligere fremsat et lignende forslag. Og det synes jeg sådan set godt man kunne prøve at drøfte igen", siger Peter Brooker.
"Byrådsmøderne er jo ikke ligefrem blevet kortere, og selvom jeg selv er meget flittig til at gå på talerstolen, så tvivler jeg meget på, at der er særlig mange borgere, der følger debatten ivrigt klokken 22.47".
 
SF´s forslag om at begrænse taletiden i byrådssalen fik ikke opbakning, da det blev fremsat sidste år, og Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti mener ikke, den aktuelle sag fra Frederiksberg Kommune giver anledning til at genoverveje taletidsbegrænsning:
"Nej, det mener jeg ikke umiddelbart. Og hvis vi skulle tale om taletidsbegrænsning, så skulle det i hvert fald ikke være af hensyn til byrådets medlemmer men af hensyn til tilhørerne, som måske nok en gang imellem kan føle, at debatten bliver noget langvarig", siger Klaus Kjær.
 
Frederiksberg Kommune er den første kommune i landet der har indført taletidsbegrænsning i byrådet, og vi har mere om beslutningen i Nyhedsmagasinet onsdag.

Radio med uld i mund

Radio Gladsaxe blev i går beklageligvis ramt af tekniske sendeproblemer, der gjorde det praktisk taget umuligt at høre udsendelserne på rette vis.
Instrumenterne i musiknumrene gik fint nok igennem, men sang og tale lød som var det optaget i en tom olietønde. I tekniksprog er der tale om en såkaldt modfase.
 
Lyttere med stereoapparater blev ikke så hårdt ramt, mens det for os med monoradioer var en endnu mere håbløs opgave at få noget fornuftigt ud af udsendelserne end sædvanligt.
 
Det var i går muligt både at høre og læse nyhederne på radioens internethjemmeside, men af hensyn til de, der ikke har adgang til den slags, så er dele af tirsdagens udsendelse også med i denne udgave af Nyhedsmagasinet.

Pædagogmedhjælper tiltalt for blufærdighedskrænkelse

En mandlig pædagogmedhjælper fra børneinstitutionen Kongshvile er blevet tiltalt for
blufærdighedskrænkelse.
 
Den 28-årige skulle angiveligt have lokket børn på institutionen til at trække bukserne af ham,
ligesom han er tiltalt for at have rørt ved sig selv foran børnene.
Hændelserne skulle være foregået på institutionen i tidsrummet fra august til oktober, hvor manden blev meldt til politiet.
 
Retssagen mod pædagogmedhjælperen starter nu på torsdag.

Pensionister skal selv hente foreningsblad

Gladsaxe-pensionister skal for eftertiden selv sørge for at hente information fra den lokale pensionistforening.
 
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så forventes idrætsklubberne at blive hårdt ramt, når porto-tilskuddet til foreningsblade bortfalder.
Men det manglende tilskud får også store konsekvenser for foreningslivet, bl.a. Gladsaxe Pensionistforening:
 
"Medlemsbladet udkommer 4 gange årligt og det kommer ud til samtlige medlemmer, til plejehjem, apoteker og til hovedbiblioteket. Men indtil vi finder en løsning, må folk ringe til os og de kan selv komme ned og hente et medlemsblad. Og jeg håber, medlemmerne har forståelse for det", siger Poul E. Jensen, formand for bestyrelsen i Gladsaxe Pensionistforening, der har til huse i pensionistcentret ved Til Jernbanen i Bagsværd.

Underslæb i firmaidrætsklub

En kvindelig kasserer for idrætsklubben i en af Gladsaxes helt store virksomheder er blevet meldt til politiet, mistænkt for at have lænset klubkassen for 70.000 kroner.
 
Det var almindelig rod i regnskabet, der fik firmaet til at se personalets idrætsklub nærmere efter i sømmene.
Det viste manglende bilag og andre uregelmæssigheder for mindst de nævnte 70.000.
 
Den kvindelige kasserer har indtil videre ikke kunnet redegøre for mankoen og kommer nu til at skulle forklare sig overfor bedrageriafdelingen hos Gladsaxe politi.

Grand prix-vinder fra Gladsaxe

Omkring to millioner danskere så med, da Tomas Thordarson i lørdags vandt det danske
melodi grand prix suverænt med sangen "Sig det´løgn".
Og de latinamerikanske rytmer de har såmænd dybe rødder i Gladsaxe, hvor sangskriveren Ivar Lind Greiner har hjemme:
 
"I virkeligheden så havde jeg tre sange, som jeg ville sende ind. Og så bad jeg min store søn sige hvad for én, der var den bedste. Og han siger "Helt klart, dén skal du sende ind". Så det er faktisk min søn der har bestemt, at det skulle være den sang, der kom med til grand prix".

Stålstele fungerer

Bilister, der gennem snart et par år, har vænnet sig til uhindret at køre gennem busslusen på Krogshøjvej i Bagsværd, fik sig i slutningen af forrige uge noget af et chok.
Stålstelen, som skal forhindre alt andet end busser i at passere, var pludselig begyndt at virke.
Den har ellers været ude af funktion, siden den blev etableret, eller rettere forsøgt etableret, for halvandet års tid siden, hvor den afløste den altid hærværksramte vejbom.
Busslusen ligger lige på grænsen til Bagsværd erhvervskvarter og har til formål at hindre for meget trafik gennem det bagved liggende boligområde til virksomhederne. Og med den store stålbamse midt i vejen, så skal det nok lykkes nu.
Ved redaktionens slutning virkede stålstelen stadig.