Torsdag den 19. Februar 2004
Gladsaxelisten: Stiftet skulle have været hørt
- Stiftsøvrigheden i Helsingør skulle helt klart have været orienteret om
det planlagte byggeri af Gyngemosepark i Mørkhøj.
- Det mener Gladsaxelisten.
-
- Som tidligere fortalt i Nyhedsmagasinet, så undrer stiftsøvrigheden sig
over, at den ikke er blevet hørt i forbindelse med det forslag til lokalplan,
som i øjeblikket er i offentlig høring, og som skal bane vej for det nye
byggeri i TV-byen.
- Et byggeri, som stiftsøvrigheden mener, vil virke skæmmende for Mørkhøj
kirke, som stiftet, i modsætning til amtet og kommunen, mener, er omfattet af
den såkaldte
- kirkebeskyttelseslinie.
-
- John Dam Sørensen fra Gladsaxelisten siger:
- "Der har jo været flere sager gennem de seneste år omkring
kirkebeskyttelseslinier. Og jeg kan se at kommunen har orienteret
menighedsrådet ved Mørkhøj kirke om sagen. Og så kan man jo undre sig over, at
de så ikke har orienteret stiftet, når de ved, på baggrund af de tidligere
sager, at stiftet skal orienteres. Det er jo ikke amtet der afgør, hvad der er
omfattet af kirkebeskyttelsesloven, det er jo altså stiftet, der har mulighed
for at gøre indsigelser. Så hvad amtet og kommunen kan synes er
hensigtsmæssigt, det er jo én sag, men det er jo altså stiftet der afgør, om
de mener, det er væsentligt for kirken", mener altså Gladsaxelistens John Dam
Sørensen.
Hjem til hjemløse og udstødte
- Udsigterne til at få dobbelt så mange hjemløse, socialt udstødte og truede
personer som naboer generer tilsyneladende ikke kolonihavefolket ved
Klausdalsbrovej i Gladsaxe.
- Her vil Københavns amt bruge 20 millioner kroner til at udvide antallet af
pladser på Tornhøjgård fra de nuværende 10 til i alt at rumme 20 beboere.
-
- Ændringen har de seneste måneder været ude til høring, blandt andet hos de
seks kolonihaveforeninger, der ligger i umiddelbar nærhed.
- Fristen for indsigelser og ændringsforslag til lokalplanen, der bærer
nummeret 160, udløber den 24, februar, altså på tirsdag, men til dato har
Gladsaxe kommune hverken modtaget ændringer eller indsigelser.
- Det er ellers efterhånden normalt, at naboer råber vagt i gevær, når der
planlægges botilbud til psykisk syge eller subsistensløse, men det er ikke
tilfældet her.
- Tornhøjgårds placering klos op af Hillerødmotorvejen på den ene side og
kolonihaver, der kun er beboet halvdelen af året, spiller sandsynligvis her en
væsentlig rolle.
-
- Tornhøjgård var tidligere ejet af Gladsaxe kommune, men blev solgt til
amtet for godt 2½ million kroner sidste sommer.
- Københavns amtsråd vedtager i øvrigt på et møde i aften udvidelsen og
nybyggeriet af Tornhøjgård.
- En vedtagelse, der kommer fem dage før, indsigelsesfristen for lokalplanen
udløber og førend planen overhovedet er vedtaget af Gladsaxe byråd.
Venteliste lukkes
- Efterspørgslen på en daginstitutionsplads i Gladsaxe er i øjeblikket så
stor, at kommunen nu er nødt til at lukke ventelisten for udenbys borgere de
næste tre måneder.
-
- Siden årsskiftet har børnefamilier haft frit valg mellem kommunernes
dagtilbud, og søgningen til Gladsaxe har været stor.
- Ansøgerne udefra fordeler sig på to grupper, fortæller formand for børne-
og undervisningsudvalget, Trine Græse:
-
- "Den ene gruppe det er borgere, som er på vej til at flytte til Gladsaxe
og vælger at bruge den nye lovgivning til, allerede inden de flytter, at
skrive deres børn op til en daginstitution i Gladsaxe. Det betyder at de kan
få en plads, stort set ligeså snart de flytter hertil. Den anden gruppe er
borgere fra andre kommuner, fortrinsvis København, der jo ikke har
pladsgaranti som vi har".
Solbeskinnet teater i Gladsaxe
- Foreløbig 25 fulde huse, stående bifald hver aften og udsigt til at nå en
egenkapital på tre millioner til sommer.
- Sådan lyder succeshistorien for denne sæson på Gladsaxe teater, der ellers
har hængt lidt med det økonomiske næb de seneste år.
- Men med den stort set risikofri genopsætning af Cabaret og nu med Hvem er
bange for Virginia Wolf, så ser det anderledes lyst ud for teatret.
- 25.000 har til nu set stykket, der spiller frem til og med den 14. marts.
K for Kristendemokraterne
- Gammelkommunister skal passe på, hvor de sætter krydset ved næste valg.
- Liste K, som Danmarks Kommunistiske Parti tidligere gemte sig under rent
valgmæssigt, tilhører nemlig nu Kristendemokraterne.
- De hed frem til oktober sidste år Kristeligt Folkeparti og havde liste Q.
-
- "Men med navneforandringen er det naturligt med den nye listebetegnelse",
lyder det fra Kristendemokraternes partikontor.
-
- "Vi har desuden adskillige gange de seneste år været udsat for, at vi er
blevet forvekslet med Dansk Folkeparti. Det er meget svært at udforme et Q, så
det ikke minder om et O, som Dansk Folkeparti har som bogstav", siger
Kristendemokraterne.