Mandag den 19. Januar 2004
Sur Smiley hos supermarked
- Der hænger stort set kun smilende ansigter i form af Fødevaredirektoratets
Smiley’er hos de par hundrede kantiner, restauranter, fødevarebutikker, bagere
med mere, som har haft kontrolbesøg for nylig.
-
- Fødevarekontrollen skal tjekke omkring 350 steder i Gladsaxe, men har kun
forholdsvis nye data for cirka 200.
- Af dem har omkring en tredjedel fået indskærpelser omkring rengøring eller
andre kritisable forhold, men dog ikke mere kritisable, end at de trods alt er
blevet udstyret med den næstmest smilende Smiley.
-
- Kun det store BS-supermarked i Bagsværd har fået et halvmuggent ansigt.
- Da fødevarekontrollen aflagde besøg hos BS i december, kunne der
konstateres utilfredsstillende rengøring i alle lokaler og en ganske
utilstrækkelig udførelse af egenkontrol.
- Derfor fik supermarkedet påbud om at foretage en øjeblikkelig
hovedrengøring af hele butikken, samt besked på at indsende dokumentation for
en forbedret egenkontrol.
Plan mod trafikstøj
- I dag skal politikerne i trafik- og teknikudvalget i Gladsaxe diskutere et
oplæg til en handlingsplan for trafikstøjen i kommunen.
- Det er også meningen at borgerne skal inddrages i indholdet for den
endelige plan en gang sidst på foråret.
-
- Men i første omgang er det altså en sag for politikerne, og en af dem, der
har været meget fremme med forslag til støjdæmpende foranstaltninger, er
Venstres Ebbe Skovsgaard: "Jeg glæder mig over, at en stor del af de krav om
støjbekæmpelse, som jeg har kæmpet for gennem to år, endelig er kommet med i
oplægget. Folk bliver syge af for meget støj, derfor har jeg peget på mere
støjafskærmning, ændrede og mere støjsvage vejbelægninger og facadeisolering.
Noget af det, der mangler i oplægget, ser ud til at være, at ikke alle
belastede geografiske områder er med. Det må vi se nærmere på, når vi skal
detailbehandle sagen".
-
- Den foreløbige plan opererer blandt andet med at halvere antallet af
boliger, der belastes med mere end 65 dB.
- Den endelige plan mod trafikstøj ventes færdig i det politiske system i
juni i år.
Søn overraskede indbrudstyv
- Det blev en foreløbig forholdsvis kort karriere som indbrudstyv for en
20-årig mand, der netop er flyttet til politikredsen.
- Under et indbrud i en villa på Bagsværdvej torsdag i dagtimerne kom husets
søn hjem og overraskede den 20-årige i færd med at fylde sæk og pose med
godter fra huset.
-
- Sønnen fastholdt tyven, men da sønnen skulle ringe efter politiet,
benyttede tyven lejligheden til at stikke af. Huset adrætte søn fik imidlertid
indhentet og fældet tyven, som han, under udførelse af den fornødne og
tilladte magt, fik bragt tilbage til huset.
-
- Politiet kunne senere konstatere, at ungersvenden har en betinget dom for
berigelseskriminalitet hængende over hovedet. Så nu må den 20-årige imødese et
ophold i et af kriminalforsorgens dertil indrettede fængsler, foreløbig
varetægtsfængslet i 14 dage.
Energiforbrug måske på vej ned
- Gladsaxe er måske på vej til at knække en ellers stigende kurve og
reducere energiforbruget i de kommunale bygninger.
- Den omfattende el-sparekampagne som blev lanceret i efteråret er nemlig
kommet rigtig godt fra start, vurderer formanden for miljøudvalget:
- "Ja det må jeg da så sandelig sige. Jeg har hørt om gode tiltag og jeg
tror virkelig på, at vi kan komme ned i elforbrug, i hvert fald komme ned på
et tal vi var på for et par år siden. Men det sker kun med ihærdig indsats",
siger den radikale formand for miljøudvalget, Lis Smidsholm.