Fredag den 23. Januar 2004


Nyt opgangsfællesskab for psykisk udviklingshæmmede

En ejendom på Holmevej i Søborg skal formentlig moderniseres for et millionbeløb og laves til boliger for psykisk udviklingshæmmede.
 
Formand for socialudvalget, Erling Schrøder, siger om planerne:
"Det er en ejendom, der ligger på Holmevej 9 – 15 i nærheden af en lille børneinstitution der hedder Garhøj. Og det er planen, at vi vil lave et såkaldt opgangsfællesskab for psykisk udviklingshæmmede, som kan klare sig selv i eget hjem".
 
Den socialdemokratiske udvalgsformand forventer at der kan etableres et opgangsfællesskab med fem boliger på Holmevej.

Dosisdispensering udvides

Så mange af Gladsaxes hjemmehjælpsmodtagere som muligt skal for eftertiden have pakket deres medicin maskinelt på apoteket.
Dét på trods af, at ingen af de borgere, der sidste år fik tilbud om at deltage i et pilotprojekt i
Søborg, ønskede at være med i ordningen, fortæller omsorgschef Herle Klifoth:
 
"Da man startede projektet var det en frivillig valgmulighed, om man ønskede dosisdispensering eller ej. Og der har ikke været nogen, der egentlig har ønsket at deltage. Og det er så grunden til, at man nu går ind og ændrer på det, og siger, at nu skal man ikke have en valgmulighed, fordi der er faktisk god fornuft i at have dosisdispensering. Man sikrer, at de piller der er hældt op er korrekt. Der er altid en risiko for fejl, når det er manuelt ophældt", siger omsorgschefen.
 
Ordningen med maskinel medicinpakning er netop blevet udvidet til at omfatte borgere i
Søborg, Mørkhøj og Høje Gladsaxe distrikt.

Gladsaxe: God idé med letbane

En letbane på tværs af de nord- og vestlige kommuner i Københavns amt står tilsyneladende højt på fleste borgeres ønskeliste i de berørte kommuner.
Det viser en analyse, som amtet netop har offentliggjort.
 
Analyseinstituttet Megafon har spurgt borgere i kommuner fra den påtænkte letbanes start i Lyngby, gennem Gladsaxe langs ring 3, til Glostrup og måske videre til Brøndby eller Ishøj.
Ligesom resten af de adspurgte, så synes syv ud af ti Gladsaxe-borgere, at letbanen er en rigtig god idé, og at de i givet fald sandsynligvis også vil benytte en sådan bane.
En letbane er en blanding af en metro og en moderne sporvogn, som kører i sit eget spor, hvor biltrafikken ikke bliver generet.
Gennem Gladsaxe er ring 3 jo Buddingevej frem til rundkørslen og videre ud af Gladsaxe ringvej mod Herlev.
 
"Letbanen burde have været med i det trafikforlig, som regeringen indgik i forbindelse med finansloven", siger Vibeke Storm Rasmussen, socialdemokratisk borgmester i Københavns amt. "Vi har nu selv taget initiativ til at gå andre veje til at finde penge til projektet, fx må det meget gerne ske i et samarbejde mellem det private og det offentlige", siger amtsborgmesteren.
En letbane på den omkring 20 kilometer lange strækning vil koste godt tre milliarder, en metro runder de ti milliarder, førend den ville være en realitet, mens en bus i egen bane vil koste 1,5 milliard for samme strækning.

DF: Fastholder påstande om uhygiejnisk badning

Muslimske kvinder er ikke gået i vandet i Bagsværd svømmehal uden først at have vasket sig, og ej heller har deres børn forrettet deres nødtørft i bassinet.
Sådan lød den klare besked her i Nyhedsmagasinet i går fra børne- og kulturforvaltningen i Gladsaxe kommune, der har undersøgt Dansk Folkepartis beskyldninger om det modsatte.
 
Men Klaus Kjær, et af to medlemmer i Gladsaxe byråd for Dansk Folkeparti, stiller hårdt mod hårdt, eller rettere påstand mod påstand: "Vi holder fast i vores kilders oplysninger, som vi finder mindst lige så troværdige som forvaltningens, som mener, at det er foregået under ordnede forhold. Men jeg er glad for at have fået et svar, som bekræfter, at arrangementerne har fundet sted. Jeg undrer mig dog over, at vi ikke har fået en orientering på politisk niveau, og jeg vil nu grave dybere i sagen".
 
I næste uge kommer i øvrigt de første annoncer for den særlige ekstra badetid for kvinder i Bagsværd svømmehal. Et ekstra tilbud, der, som vi fortalte forleden, har fået kulturministeriets blå stempel, men altså langtfra Dansk Folkepartis.

Fælles helbredsundersøgelse

Den kommunale sundhedspleje forstærker nu indsatsen overfor børn med særlige behov.
Det betyder samtidig en ændring af den traditionelle helbredsundersøgelse i 1. klasse,
fortæller ledende sundhedsplejerske, Linda Malmgren:
"Fra at have set alle børn individuelt går vi til at se dem i klassen, hvor vi er sammen med dem i en almindelig skoletime og i en time hvor de bevæger sig. Vi får et bedre helhedsbillede at børnene og ser, hvordan de fungerer sammen med de andre børn".