Købmandsbutikken på Halbjørnsvej ved Skoleparken i Bagsværd blev i aftes ved 18-tiden udsat for et væbnet røveri.
En cirka 16-25-årig mand, maskeret med en fastelavnsmaske af gummi, truede sig med en pistol til 5.000 kroner.
Efter røveriet stak han af ind gennem Skoleparken, hvor tilkaldt politi med hunde tabte sporet af ham.
Røveren beskrives som almindelig af bygning, omkring 180 centimeter høj, og var under røveriet iført en lys jakke og store skater-cowboybukser.
Oplysninger i sagen til Gladsaxe politi, 39 69 14 48.
Arbejdsløsheden i Gladsaxe er på et år steget med 26%.
I alt 1.244 personer, stort set lige mange kvinder og mænd, har ikke mærket meget til det stærkt omtalte og lovede økonomiske opsving, og står i dag uden job.
Det viser de seneste konjunkturtal for Gladsaxe, der også kan fortælle om 100 flere på kontanthjælp, så det samlede antal kontanthjælpsmodtagere i den sidste opgørelse er på 2.321.
"Jeg ville sådan set gerne give regeringen skylden for de flere arbejdsløse, men rettelig set er det vel mere de internationale konjunkturer, der spiller ind", kommenterer socialudvalgsformand i Gladsaxe, socialdemokraten Erling Schrøder, den nyeste statistik.
Det var en flok stolte, glade, forventningsfulde, men også lidt vemodige kommende brugere, der i går sammen med håndværkere, embedsfolk og politikere fra Gladsaxe kommune var samlet til rejsegilde på Ellekilde, botilbuddet for psykisk udviklingshæmmede.
Linda, Helle og Ulla, tre af de i alt syv kommende beboere i Ellekilde, sagde samstemmende, at det nye sted ville blive flot og et godt sted at bo. De mente nok, at de havde ventet længe på botilbuddet, men det kunne håndværkerne jo ikke gøre for.
Botilbuddet til små 10 millioner kroner har været seks år undervejs og krævet omkring 60 politiske møder, blandt andet fordi lokalplan og forurenet jord har drillet undervejs. Men til maj skulle den nye bygning stå klar.
Gladsaxe politikreds er endnu en gang plaget af en stime tyverier fra biler. I den forgangne uge var det som sædvanligt tasker, radio- og cd-anlæg og andet værdifuldt løsøre, der var tyvenes foretrukne varer.
Men i weekenden kom der en ny variation til. Her blev der gået efter kofangere, forruder, lygter og andet mere eller mindre nagelfast, der hidtil har kunnet være i fred for de langfingrede.
Derfor skal bilejere altså ikke blot fjerne værdigenstande inde fra bilerne, men også holde et vågent øje med bilernes ydre.
Hård kritik af den planlagte studietur for Gladsaxes socialpolitikere til den kroatiske
venskabsby Split.
Kritikken kommer fra venstres Lone Yalcinkaya, som netop har meldt fra til turen:
"Jeg ønsker ikke at deltage i socialudvalgets studietur til Split i dét jeg mener, at hele forløbet har været noget makværk. Men har valgt tidspunktet for rejsen og byen uden egentlig i starten at have noget formål. Da man så finder et rejsemål sætter man sig ned og skriver tre linier om formålet med rejsen som kommer til at koste tusindvis af skattekroner. Og det vil jeg ikke være med til", siger Lone Yalcinkaya, medlem af socialudvalget for venstre.
Børn af alkoholikere lider mest, hvis det er mor, der drikker. Det tyder ny forskning på. Derfor er det vigtigt at få flere kvinder til at stå frem med problemet.
Det mener Dansk Kvindesamfund, der i morgen står bag en debataften onsdag på Gladsaxeseminariet med overskriften Vin, kvinder…og mere vin.
Karen Hallberg er formand i Dansk Kvindesamfund: "Der er rigtig mange kvinder, der drikker, næsten lige så mange som mænd. Men de er ikke nær så synlige i debatten som mænd, og vi mangler markante kvinder til at stå frem og vise, at der er en vej ud af alkoholismen".
Debataftenen på Gladsaxeseminariet starter onsdag kl. 19.30 med indlæg fra alkoholterapeuter fra behandlingsstedet Majorgården og en læge fra alkoholenheden på Bispebjerg hospital.