Tirsdag den 1. Juni 2004
Lærerformand: Dårlig idé at øge klassekvotient
- En fremtidens skole i Gladsaxe med en klassekvotient på 28 elever vækker
ikke just begejstring hos nogle af dem, der skal udføre arbejdet med eleverne,
nemlig lærerne.
- En udvidelse fra de nuværende maksimale 26 elever i hver klasse til 28 er
en udnyttelse af folkeskoleloven til det yderste, og er en af 15 anbefalinger
i en rapport om folkeskoleudviklingen i Gladsaxe.
- Henrik Poulsen fra Gladsaxe Lærerforening siger: "Der er gået for meget
økonomitænkning i det, det er svært at få øje på de pædagogiske perspektiver.
Antallet af elever er afgørende for, hvor varieret undervisningen kan blive,
hvor meget tid læreren har til det enkelte barn. Det vil gå ud over både
elevernes og lærernes arbejdsmiljø".
- Rapporten med de 15 anbefalinger om fremtidens skole i Gladsaxe diskuteres
i dag politisk i børne- og undervisningsudvalget.
Billigere drikkevand fra Gentofte
- En del af fremtidens drikkevand i Gladsaxe kan komme til at blive leveret
fra Gentofte kommune.
- I dag bliver der købt omkring tre milliarder liter vand om året af
vandforsyningen i København, som ejer flere indvindingsområder og boringer på
Sjælland.
- Problemet med københavnervandet er dog, at det efter aftagerkommunernes
mening er for dyrt, hvilket der i årevis både har været forhandlet og kørt
retssag om.
- Derfor sonderes terrænet om vand fra Gentofte nu.
- Siden den store Tuborg-tappehal lukkede, har Gentofte haft en
overkapacitet af vand, som Gladsaxe kan få gavn af.
- Det kræver dog etablering af en forbindelseslinie, altså rør mellem
Gentofte og Gladsaxe, en udgift i omegnen af de 15 millioner kroner.
- En endelig stillingtagen til projektet afventer dommen i retssagen om den
rette pris for vandet fra København. Går den Gladsaxe imod, så vil selv en
investering i rør til 15 millioner på længere sigt være en økonomisk god idé.
120 alarmer tjekkes efter indbrud
- For en lille uges tid siden lykkedes det indbrudstyve ved højlys dag at
bryde ind i Gladsaxe kommunes kursusejendom og slippe af sted med 24
designerstole og fire borde.
- Indbruddet blev først opdaget dagen efter - alarmen var aldrig nået frem
til den kommunale vagtcentral.
- Og det har fået centralen, der har ansvaret for 120 bygninger og
institutioner, til at skærpe sikkerheden og alarmeringssystemerne.
- "Vi har bedt Falck/Securitas om at gennemgå samtlige alarmer, så vi kan
sikre, at der ikke opstår samme problem på andre adresser. Men der vil altid
kunne opstå fejl, når vi har med så følsomt elektronisk udstyr at gøre", siger
rådhusforvalter Flemming Sørensen, der er en af de ansvarlige for
vagtcentralen.
2. behandling af byggeri på plæne
- Hundelufterplæne for husejerne, park for børnefamilier eller byggegrund.
- Kært barn har mange navne. Men under alle omstændigheder siger
økonomiudvalget i Gladsaxe i dag god for den tilrettede lokalplan, der skal
bane vejen for et seniorbofællesskab med 25 boliger på en græsplæne ved Søborg
Parkallé.
- Danmarks Naturfredningsforening, Sammenslutningen af Grundejerforeninger i
Gladsaxe og en lang række borgere, ikke mindst naboerne til plænen, har
protesteret mod at omdanne friarealet til boligområde.
- Men da plænen ejes af boligselskabet GAB, så er plænen, uanset hidtidig
brug, ikke udlagt som park eller lignende, og GAB kan gøre, hvad selskabet
vil, blot det følger lokalplanen. En plan, der, når den vedtages af et flertal
i økonomiudvalget i dag og siden i byrådet, altså giver mulighed for 25
boligenheder plus et fælleshus, alle sammen i en etage.
Gladsaxe Games med sprogproblemer
- 250 unge idrætsfolk fra Gladsaxes venskabsbyer deltog i pinsen i de
allerførste Gladsaxe Games.
- Gæsterne kom fra bl.a. Polen, Ungarn og Kroatien for at dyste mod danske
unge i fodbold, basketball, atletik, roning og svømning.
- "Det har været sjovt at spille mod nogle andre hold som man ikke kender.
Men vi har ikke snakket så meget med dem. De forstår ikke rigtigt, hvad vi
siger til dem", sagde
- de danske basketpiger.
- Og de manglende sprogkundskaber var et problem, erkender
arrangøren, som ellers
- overordnet er tilfreds med afviklingen af de første Gladsaxe Games:
- "I de store hele er det gået utrolig godt. Vi har fundet ud af, hvad vi
skal lave og hvad vi ikke skal lave næste gang. Men i betragtning af, at det
er første gang vi laver det, synes jeg, det er gået meget godt. Det har været
en sportslig succes. Det ikke-sportslige har ikke fungeret som det skulle. Det
sociale samvær har ikke fungeret. Men det er ikke deltagernes skyld, det er
ligeså meget arrangørerne der har misforstået opgaven. Mange af dem der
kommer, særligt fra Kroatien, Polen og Ungarn, har jo kun deres modersmål.
Selvom de er 13 år har de ikke lært fremmedsprog i skolen. Og heller ikke de
voksne, for den sags skyld. Så vi har haft tolke på",
- fortæller Arne Fogt fra FIG, fællesrepræsentationen af idrætsforeninger.