Onsdag den 9. Juni 2004


Seniorbyggeri til endelig vedtagelse i aften

I aften kan byrådet sætte endeligt punktum i sagen om det foreslåede seniorbofællesskab på Søborg Parkalle.

Det er mere end et år siden Gladsaxe Almennyttige Boligselskab, på baggrund af en gruppe borgeres ønske, stillede forslaget om at opføre 25 seniorboliger på det 6.500 kvadratmeter store græsareal bag ved Søborg torv. Og det har medført højlydte protester og aktioner fra især naboer, som er oprørte over udsigten til at miste det grønne område.

Da lokalplanforslaget var til 2. behandling i økonomiudvalget i sidste uge stemte et flertal af udvalget for planerne, og alt tyder på, at der også er flertal i byrådet for at bygge på Gladsaxes nok mest berømte græsplæne.

Radio Gladsaxe transmitterer fra mødet fra klokken 18, med genudsendelse i morgen torsdag klokken 9.30.


Skolekantine bliver ikke brugt

Eleverne på Søndergård skole foretrækker klasseværelset frem for skolens kantine, når frokosten skal indtages.

Og det problem skal der nu gøres noget ved, fortæller Jimmy Christiansen fra skolens kantineudvalg:

"Eleverne kommer ned og køber den mad de nu skal have, hvis ikke de har madpakke med, og ellers bliver kantinen ikke brugt efter formål. Rammerne er ikke i orden. I tidernes morgen har der manglet et filmlokale, og da så kantinen ikke blev brugt efter hensigten lavede man et filmlokale der. Og det vil vi gerne rette op på, så kantinen kan blive benyttet som egentlig kantine".


Gladsaxelisten: Forbyd græsslåning i Tv-byen

Gladsaxelisten vil have forbudt græsslåning ved den ene af søerne i Tv-byen.

Sammen med Danmarks Naturfredningsforening har listen tidligere på året undersøgt vådområdet og konstateret, at der lever spidssnudede frøer i området.

Frøerne er beskyttet af et EU-direktiv, og derfor har Gladsaxelisten nu anmodet amtet om snarest at udstede forbud mod græsslåning på stedet:

"Der bliver slået græs ude i Tv-byen og i et område, hvor man må formode, at de her beskyttede frøer fouragerer. Og så finder vi, at der må være en mulighed for, at der sker drab i strid med habitatdirektivets artikel 12. Og det vil vi gerne have udelukket ved at amtet laver et forbud mod græsslåning derude", siger John Dam Sørensen fra Gladsaxelisten.


Kroner i affald

Der er penge at hente, hvis virksomheder sætter fokus på affaldssortering og –håndtering. Det viser resultatet efter en række workshops, som Københavns amt har taget initiativ til.

18 virksomheder i amtet, herunder Novozymes og Iron Pump fra Gladsaxe, har udvekslet ideer og erfaring, hvilket har ført til mere genbrug og en nedbringelse af affaldsmængderne.

Iron Pump har fundet en metode at genbruge skære- og smøremidler, så der ikke kommer så meget farligt affald. Virksomheden genanvender desuden papkasser til opbevarelse af reservedele.

Novozymes har nøje fulgt 85 affaldscontainere på hele fabriksområdet, hvilket har ført til en forbedret affaldssortering og færre udgifter til tømning.

På baggrund af de gode erfaringer planlægger amtet nu en tilsynskampagne, der skal hjælpe andre virksomheder til at få mindre affald.


Pensionistidrætsmærket – for de unge der er blevet ældre

Idræt er noget der dur - også når man er pensioneret.

Endnu en sæson for træning til pensionistidrætsmærket er netop begyndt. Her har ældre mulighed for at holde kroppen ved lige og deltage i det sociale omkring idræt.

Det er 25 gang at dette specielle idrætsmærke tilbydes til ældre borgere. Lis Christiansen er pensionistidrætsleder i Gladsaxe kommune og med til at lede træningen. Hun forklarer: "idrætsmærket er tilegnet til at holde kroppens bevægelser ved lige."

De ældre deltager i forskellige konkurrencer med hinanden – og sig selv, for at tjekke deres færdigheder på en række områder, så som balance, kondition og præcision. Og ifølge Lis Christiansen går de meget op i at det være sjovt at deltage.

Pensionisterne træner mandag og onsdag i juni, august og september. Idrætsmærkeuddelingen vil foregå til marts, hvor der holdes en ekstra stor fest i anledningen af 25 års jubilæet.