Onsdag den 16. Juni 2004
Undervisningsforholdene på Søborg skole skal forbedres
- Søborg skole er fra 1908 og helt utidssvarende, mener formand for
skolebestyrelsen, Finn Hansen der sidder med i en arbejdsgruppe, som netop er
kommet med et oplæg til, hvordan fremtidens Søborg skole skal se ud:
- "Det er en god gammel skole - og det er den også præget af. Det er et
solidt byggeri, men sammensat af en hel del ældre og så lidt nyere samt en
pavillon. Så det er blandet. Og det betyder bl.a. at nogle steder er der lys
på hele dagen, fordi lysforholdene ikke er så gode. Det betyder også at i den
gamle del af skolen er undervisningen meget bundet til klasseundervisning. Det
er klasseværelser i den klassiske stil, mildt sagt. Det store ønske er at
forny Søborg skole til moderne skolegang. Bygningerne er solide, men har deres
alder bag sig. Det vil sige når man vil lave noget nyt, f.eks. bryde klasserne
ned og lave samarbejde på tværs af klasserne, så sker det meget ofte på trods
af bygningerne. Hvis man vil lave noget spændende, så kræver det en anden
rummelighed. Og det kan ske på utrolig mange måder, og i den udviklingsplan
der er lavet, det er jo et stort projekt, bliver der på nogle punkter gået
drastisk til den. Nedbrydning af klasseværelser i den gamle del kunne være én
af tingene, indskolingshus i den anden ende kunne være en anden ting. Men
nøgleordet er rummelighed og at få brudt bygningernes fysiske rum op, så det
giver større mulighed for samarbejde", fortæller Finn Hansen.
Hovedbibliotek ombygges for 2,3 millioner
- En større ombygning af Gladsaxe hovedbibliotek skal skabe større logik i
og bedre adgang til materialerne.
- For 2,3 millioner kroner samles alle udlånsaktiviteterne på en etage, og
læsesal og rum til fordybelse på en anden, fortæller bibliotekschef Charlotte
Plenge.
- Ombygningen ventes igangsat, så snart byrådet efter sommerferien har
godkendt projektet og afsluttet marts næste år.
Dømt for vold mod politi
- En 18 -årig mand har i Gladsaxe Byret fået fire måneders fængsel for tre
forhold samt en tidligere betinget dom.
- Den dømte forsøgte sidste år at bryde ind i en skurvogn i Mørkhøj, og i
marts i år blev han igen anholdt for slagsmål på værtshuset Lillebror. Her var
han, ifølge politiets forklaring, meget beruset, og havde svært ved at holde
balancen og ved at tale, og da han skulle have håndjernene af i detentionen,
nikkede han en politibetjent en bagskalle.
- Den dømte nægtede sig skyldig og fortalte i retten, at han ikke kunne
huske de tre episoder. En rapport fra Kriminalforsorgen nævner bl.a., at han
har en dårlig hukommelse, at han flere gange er droppet ud af uddannelser og
ikke har styr på ret meget.
- Den 18 - årige blev som nævnt idømt fire måneders fængsel, hvoraf de tre
er gjort betingede.
Stabil tilgang til privat hjemmehjælp
- Gladsaxes hjemmehjælpsmodtagere foretrækker stadig det kommunale tilbud,
når det gælder hjælp til personlig pleje.
- Det er godt et år siden frit-valg-ordningen trådte i kraft, og siden har
der været en stabil
- tilgang til de i øjeblikket tre private leverandører af hjemmehjælp.
- 174 borgere benytter sig i dag af en privat leverandør frem for kommunen.
Det svarer til ca. 7 procent af samtlige hjemmehjælpsmodtagere Gladsaxe. Og
det er primært praktisk hjælp, det vil sige hjælp til rengøring, de private
leverer. Kun ganske få borgere har valgt en privat hjemmehjælper til personlig
hjælp.
Folkeoplysende støtte på vej ud
- Simultanskak med en 13-årig stormester, grundkurser for sækkepibespillere,
fællestræning med iranske badmintonspillere og børnefilmklub.
- Sådan lyder overskrifterne på de ansøgninger om økonomisk støtte, som
folkeoplysningsudvalget i Gladsaxe i dag skal tage stilling til.
- Ansøgningen om simultanskak mod det norske geni udi brætspillet, Magnus
Carlsen, kommer fra Stengård/Vadgård skoleskak, der søger om 5.000 kroner, så
stormesteren kan komme forbi en dag under sommerferieaktiviteterne.
- Sækkepibeorkestret Copenhagen Caledonia Pibe Band søger 12.000 kroner til
særlige weekendkurser for spillerne.
- Pars brydeklub søger sammen med en badmintonklub om godt 26.000 kroner til
støtte for et besøg af et iransk badmintonhold, der kommer til Gladsaxe i
august.
- Endelig søger Gladsaxe Børnefilmklub om knap 10.000 kroner til hjælp for
årets aktiviteter.
- Det er penge fra henholdsvis initiativpuljen og kulturpuljen, der i givet
fald skal bruges i forbindelse med ansøgningerne.