Tirsdag den 22. Juni 2004
Videoovervågning ved klubber i Værebro
- Klubberne i Værebroparken har i årevis været hårdt plaget af indbrud og
hærværk.
- Derfor bliver der nu installeret videoovervågning på klubgangen og ved
indgangspartierne til klubberne, fortæller Mona Sommer fra lejerforeningen:
- "Der er sket smadring af døre, indbrud og tyverier og al den slags. I Klub
85 har vi f.eks. to børn i "langtbortistan" som vi betaler til. Og der har vi
haft en pengebøsse stående, hvor vi gav nogle frivillige beløb, så børnene
kunne få nogle ekstra lommepenge. Den pengebøsse har de smadret og tømt. De
går efter kontanter og smøger og de har brudt ølautomaten op og lavet hærværk
på den, så det har kostet os en formue at få lavet den".
- Det kommer til at koste mellem 150- og 200.000 kroner at installere
videoovervågningen.
Bankmand dømt for underslæb og mandatsvig
- En 40-årig bankmand fra Forstædernes Bank i Søborg er i Østre Landsret
blevet idømt to år og seks måneders ubetinget fængsel for mandatsvig og
underslæb af særlig grov beskaffenhed.
- Dermed har landsretten skærpet byrettens dom temmelig voldsomt.
- I december sidste år fik bankmanden i retten i Gladsaxe også to år og seks
måneder, men kun de tre måneder var gjort ubetingede.
- Anklagemyndigheden ved Gladsaxe politi ankede den dom, og nu har
landsretten altså gjort samfulde 30 måneder ubetingede.
- Via fiktive omprioriteringskonti og med hjælp fra en kollega i Jyske Bank
investerede den 40-årige mere end 27 millioner kroner i aktier.
- Meningen var naturligvis så at stryge provenuet ved videre salg af
aktierne og så putte de lånte penge tilbage på de konti, hvor de kom fra.
- Men aktiemarkedet er selv for en bankmand et risikofyldt farvand at færdes
i, og i løbet af en treårsperiode tabte den 40-årige 4,6 millioner kroner.
- I tilsammen 21 tilfælde har han desuden fra 1996 til 2002 lænset en ældre
kvindelig kundes konto for lige godt 800.000 kroner.
- Den 40-årige bankmand er hidtil ustraffet.
Engelsk søsterforening på besøg
- Gladsaxe Internationale Venskabsforening får i dag besøg af sin engelske
søsterforening
- "Sutton Town Twinning Association":
- "De har en forening ligesom vores og de laver rejser til venskabsbyer. De
kommer 14 og skal bo på Højgården", fortæller Arne Hermann, formand for
Gladsaxe Internationale Venskabsforening.
- De engelske venner fra Sutton er i byen resten af ugen og skal bl.a. på
onsdag opleve Skt. Hans-aften ved Bagsværd sø, hvis altså vejret tillader det.
Derudover skal foreningen på
- rundtur i Gladsaxe og København og på fredag er der venskabsaften på
Højgård.
Studievært Peter Tuxen er død
- Jazz-vært Peter Tuxen er pludselig død natten til søndag, 72 år gammel.
- Peter Tuxen har de seneste 12 år været vært for programmet Jazz på Radio
Gladsaxe.
- I programrækken har han gennem årene interviewet og spillet musik af og
med kendte og ukendte i det danske jazzliv.
- Navne som Jesper Thilo, Niels Jørgen Steen, Cecilie Nordby, Finn Ziegler
og Arne Forchhammer gæstede studiet både på Radio Gladsaxe og på Radio Jazz i
København, hvor Peter Tuxen også slog sine folder som studievært.
- I forståelse med Peter Tuxens nærmeste genudsender vi fra i dag og hen
over sommeren nogle af hans bedste programmer.
- Jazz-programmet overtages til efteråret af Peter Tuxens veninde gennem
mange år, Esther Hansen.