Fredag den 25. Juni 2004
Far dømt for vold mod datter
- En 43-årig mand er ved retten i Gladsaxe blevet idømt 4 måneders betinget
fængsel for vold af særlig farlig karakter mod sin 14-årige datter:
- Den 14-årige pige fortalte i retten, hvordan faren tyede til vold når de
to kom op at skændes.
- Volden eskalerede da hun var omkring de ti år og bestod især af slag på
arme og lår med blandt andet et skindbælte og en støvsugerledning.
- Datteren havde svært ved at huske alle tilfældene som hun har talt til at
være ca. 40.
- Hun fortalte dog om tre episoder, som hun husker klart.
- På et tidspunkt havde hun under et skænderi med sin ældre søster fået
bank, fordi faren mente, hun manglede respekt for sin storesøster.
- En anden gang havde han stukket hende en hård lussing, fordi hun havde
blandet sig i et skænderi mellem forældrene, og da på faren på et andet
tidspunkt og efter et skænderi havde
- nægtet sin datter at gå i skole og hun alligevel prøvede at komme forbi
ham, tvang han hende til at sætte sig på en stol og slog hende med et
skindbælte.
- Den 43-årige far forlod, efter anklagerens ønske, retslokalet under pigens
vidneforklaring.
- Manden nægtede sig skyldig og forklarede i retten, at der aldrig havde
været problemer med hans datter, som er ud af en søskendeflok på 4.
- Pigen er i dag tvangsfjernet men har samkvem med moren og kontrolleret
samkvem med sin far.
- Den 43-årige modtog rettens dom på 4 måneders betinget fængsel med
samfundstjeneste.
Længe tiltrængt fokus på tilgængelighed
- Den planlagte kortlægning af de fysiske adgangsforhold til Gladsaxes
offentlige- og private bygninger er længe tiltrængt, mener den lokale afdeling
af Dansk Handicapforbund.
- Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så skal den fysiske
tilgængelighed i kommunen nu undersøges og resultaterne udgives i en ældre- og
handicapguide:
- "Det betyder at man som privatperson kan færdes i kommunen, uden at man
behøver indvie alle og enhver i hvor f.eks. det nærmeste handicaptoilet ligger
eller hvor man kan komme ind og spise. Man får ikke den oplevelse af, at man
er til besvær, fordi man kan planlægge sin gang før man tager hjemmefra",
siger Ulla Trøjmer fra Dansk Handicapforbunds Gladsaxe-afdeling.
Glasskår på Radiomarken fjernes
- Nu bliver der gjort noget ved de mange glasskår, der stritter op af jorden
på et af de mest benyttede offentlige grønne arealer i Gladsaxe.
- På et 6.000 kvadratmeter stort græsstykke lige syd for Tyrolerhuset på
Radiomarken ned mod Bagsværd sø lå der frem til starten af 1970erne et
gartneri.
- Da det blev nedlagt, blev glasskårene fra lange tiders smadrede ruder
tromlet ned i jorden, og det er de skår, der i dag titter op i lange baner.
- Dels arbejder glasset sig op af sig selv, og dels skubber muldvarper
skårene op med og i deres tuer.
- Det rekreative grønne område bliver brugt af i tusindvis af børn fra
institutioner og skoler, ligesom foreningerne og hundeejerne flittigt benytter
arealet.
- Et entreprenørfirma er nu hyret til tre gange om året at gå hele området
igennem for skår. Det vil ske specielt i det tidlige forår og hen over
sommeren, hvor muldvarperne er særligt aktive.
- Aftalen med entreprenøren gælder for foreløbig to år.
Sommersending i radioen
- Fra på mandag og hele juli sender Radio Gladsaxe et særligt
sommerferieprogram, hvor der vil blive lejlighed til at høre eller genhøre
massevis af udsendelser fra årets løb.
- Hvad fx med en debatudsendelse om handicap og job, eller radioadvokaten om
ægtefællebidrag, udsendelser om vandrehistoriens betydning, kendte navne med
tilknytning til Gladsaxe, om foreningen Norden eller om Olsen brødrenes
ungdomsminder.
- Der er morgenmusik fra 6.30 og de egentlige programmer starter fra kl.
8.00 og fortsætter til kl. 18 mandag til fredag.
- Sommerferiesendingen slutter fredag den 30. juli, og den normale
programflade med blandt andet Nyhedsmagasinet starter mandag den 2. august.