Tirsdag den 4. Maj 2004


Udvidet venskabsbysamarbejde

Udvidelsen af EU betyder også en udvidelse af venskabsbyarbejdet i Gladsaxe.
"Det kan man bestemt godt sige", fortæller borgmester Karin Søjberg Holst. "Vi har jo mange venskabsbyer, men vi har også venskabsbyer i tre af de nye lande – Estland, Ungarn og Polen. Og de har i flere år været interesseret i at høre om EU og vores arbejde med EU-spørgsmål. Og da vi for et stykke tid siden havde vores ungarnske venskabsby på besøg, så spurgte de og ikke vi ville orientere dem om kommunerne og EU. Og den udfordring tog vi op, og til november arrangerer vi en EU-konference for vores nye EU-kammerater", fortæller Gladsaxes borgmester, som er inviteret til Koszalin for at deltage i et stort arrangement senere på måneden i anledning af Polens indtræden i EU. På Gladsaxe-dagen til august er de estiske venner fra Haabersti repræsenteret med en bod, og endelig er der altså EU-konference til november.

Frikendt for chikane

En 56-årig mand er ved retten i Gladsaxe blevet frikendt for at have chikaneret ansatte i socialforvaltningen i Gladsaxe kommune.
Manden var ellers tiltalt for at have forulempet personalet telefonisk med trusler og skældsord.
Straffelovens §265 åbner ellers for bøde eller fængsel op til to år, når en advarsel fra politiet bliver siddet overhørig.
Men de to vidner i sagen var så vage, at den 56-årige blev pure frifundet.
Det ene vidne kunne ikke rigtig huske noget, i hvert fald havde det vist ikke været så slemt, det med truslerne. Det andet vidne mente aldrig at have talt med manden, så her var der i hvert fald hverken tale om freds- eller anden form for krænkelse.

Erhvervsliv til tema i TV-Byen

Det lokale erhvervsliv i Gladsaxe får nu mulighed for at et indblik fra første parket i Gyngemosens udvikling over tv-by til det kommende byområde Gyngemosepark.
Det er Gladsaxe Erhvervsråd, der har strikket et tema-møde sammen for erhvervsfolkene, der vil kunne møde DRs Piet van Deurs, der vil tage sig af en historisk gennemgang.
Generaldirektør Nissen vil på mødet fortælle om fremtiden i DR-byen på Amager, ligesom borgmester Karin Søjberg Holst og byplanchef Henrik Elming vil komme med indlæg sammen med den nye ejer af den gamle tv-by, Sjælsø Gruppen.
Temamødet for virksomhederne i TV-Byen er den 18. maj.

Første dag på Kildegården

Omsorgscentret Kildegården i Søborg har fået ny leder.
Og det var en velforberedt Anne Kristensen som i går startede på jobbet.
"Jeg har været på Kildegården og talt med den konstituerede distriktsleder og jeg har fået udleveret noget materiale om Kildegården, er blevet vist rundt og har mødt hele ledergruppen. Og det har været vigtigt for mig at vide noget om Kildegården. Jeg kan forstå at det er et meget traditionsrigt sted, det er det ældste plejehjem i Gladsaxe. Og det har været vigtigt for mig at vide noget om de traditioner og hvad de betyder for kommunen og for de folk der bor her og arbejder her", siger Anne Kristensen som er uddannet sygeplejerske og bl.a. tidligere har arbejdet på et plejecenter i Hillerød.

Kongelige avisforsider på biblioteket

Hvad skrev avisen da kronprinsesse Margrethe blev forlovet med sin franske greve eller da den engelske kong Edward abdicerede til fordel for amerikanske mrs. Simpson?
Det kan man nu se på Gladsaxe hovedbibliotek hvor journalist Henrik Ifversen, for første gang nogensinde, udstiller dele af sin betydelige samling af avisforsider:
"Det er noget der begyndte for mere end 40 år siden, hvor jeg helt tilfældigt faldt over et eksemplar af The Times fra 1805. Det var det nummer der meddelte at Lord Nelson var faldet. Og så slog det mig at det kunne være sjovt at prøve at samle på aviser med store begivenheder som kan have en pressehistorisk interesse".
Henrik Ifversen har i dag mere end 1000 danske og udenlandske aviser.

Jesus-film på farten

Det blev kun til fire dages fremvisninger i Gladsaxe bio af en af tidens hotteste film, Mel Gibsons ’The passion of the christ’.
Den populære film skulle have gået i den lokale bio i 14 dage, men da andre biografer forlængede spilleperioderne, så stod udlejeren pludselig og manglede en kopi, da det blev Gladsaxes tur.
I stedet blev en kopi fra Gentofte Kino fragtet frem og tilbage mellem de to biografer hen over weekenden, så begge kunne vise de planlagte forestillinger.
Men i mandags var det så slut med den trafik, da Gentofte skulle levere sin kopi videre.
Til gengæld har udlejeren højtideligt lovet Gladsaxe bio, at Jesus-filmen kommer til Bagsværd igen den 19. maj.