Mandag den 10. Maj 2004
Støjdæmpende asfalt på motorovej gennem Gladsaxe
- Selvom motorring 3 udvides fra 4 til 6 spor, så vil støjen fra den øgede
trafik formentlig blive oplevet lavere af naboerne til vejen.
- Belægningen på den udvidede motorvej bliver nemlig af en ny såkaldt tæt,
støjdæmpende asfalt, der kan nedsætte støjen med 2 dB i forhold til en normal
standardbelægning.
- I forhold til den nuværende asfalt på motorring 3, så kommer dæmpningen
til at svare til den reduktion, som en halvering af trafikken ville give.
- Det er en analyse fra Vejteknisk Institut af den nye asfalttype, der har
gjort trafikminister Flemming Hansen begejstret, og han siger bl.a. i en
pressemeddelelse:
- "Jeg vil være indstillet på at prioritere anvendelsen af støjdæmpende
asfalt på motorring 3 i forbindelse med den nærmere udmøntning af de ekstra
midler, som regeringen har foreslået afsat til støjdæmpende foranstaltninger
på statsvejnettet".
Handicapforbund vil fastholde årligt møde med politikerne
- Når der til efteråret bliver oprettet et handicapråd i Gladsaxe, så
bortfalder de årlige møder mellem socialudvalget og de respektive
handicaporganisationer.
- Til stor ærgrelse for den lokale afdeling af handicapforbundet, som vil
kæmpe for at bevare sin årlige sammenkomst med politikerne:
- "På det møde kan vi også komme med nogle konkrete sager, f.eks. om
sagsbehandling eller hjælpemidler. Vi må ikke have personsager i handicaprådet.
Og så er der den personlige kontakt når man sidder på et årligt møde og tager
ting op der har været svære i løbet af året", siger Lone Andersen, formand for
handicapforbundets Gladsaxe-afdeling.
Skatteeksperter væk fra Gladsaxe
- Regeringens strukturreform kommer til at ændre det skattesystem, vi kender
i dag.
- Reformen lægger op til, at der kun skal være to skatteudskrivende
instanser, stat og kommune, og ikke tre, som vi kender det i dag, hvor amterne
også er med.
- Skattefolkene og ekspertisen flyttes sammen fra kommunerne til omkring 30
nye centre. Men der vil stadig kunne ydes en vis grundservice i den enkelte
kommune, forventer skattechef i Gladsaxe, Henrik Pontoppidan.
- Han må i øvrigt selv, sammen med hovedparten af sine folk, regne med at
skulle skifte rådhuset ud som arbejdsplads og rykke ind i et af de nye centre.
-
- (hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)
SF: Politisk propaganda i personaleblad
- Kommunalt personaleblad bliver brugt til ensidig politisk propaganda.
- Det mener SF´eren Peter Brooker, som har reageret på en artikel i
personalebladet Broen, der kommer ud til alle medarbejdere i den kommunale
administration.
- Artiklen handler om Gladsaxes holdning til kommunalreformen:
- "Jeg synes det er problematisk, at den kommer i et personaleblad uden at
man nævner, at der faktisk var et mindretal der havde en anden holdning. Det
er jo et af de helt store samtaleemner i Danmark i øjeblikket og så synes jeg
det er urimeligt, at modparten ikke også er hørt. Artiklen i sig selv er der
ikke noget galt med, men den fremtræder jo som en officiel tilkendgivelse. Og
jeg synes det er meget urimeligt, at man propaganderer overfor medarbejderne
om flertallets holdning", siger Peter Brooker, som ønsker at diskutere sagen
på førstkommende
- økonomiudvalgsmøde.
Udskiftning i AOF-top
- AOF i Gladsaxe har fået ny bestyrelsesformand.
- Efter mange år på posten trækker L.V. Andersen sig nu og bliver erstattet
af Preben Andersen.
- Preben Andersen er i dag socialdemokratisk medlem af Københavns amtsråd og
blandt andet formand for psykiatriudvalget. Desuden er han medlem af
Bagsværd-socialdemokraterne og sidder dertil på en række tillidsposter i både
parti- og offentlig sammenhæng.
- Den nye formand siger om AOFs og aftenskolernes fremtid: "Ud over at sikre
mange kursister, så skal AOFs profil skærpes i forhold til de andre
aftenskoler, så man kan se indbyrdes forskel på skolerne. Vi skal også blive
bedre til at pejle os ind på, hvad det er for kurser, borgerne efterlyser, og
så markedsføre tilbudene i højere grad".
Kunstværk forbliver ude af syne
- "Et Kunstværk er ikke en tilfældig sammenstilling af vilkårlige elementer
man kan flytte rundt med efter behag".
- Således skriver kunstneren Bjørn Nørgaard i et svar til Gladsaxe kommune,
der har forespurgt på flytning af to bronze-skulpturer på taget af
hovedbiblioteket.
- En borger har gjort opmærksom på, at ingen kan se skulpturerne, med mindre
man læner sig faretruende langt ud af vinduet i bibliotekets gård, eller
befinder sig mindst på 2. sal på rådhuset.
- En mulighed var så at flytte kunstværket helt ud til kanten mod
rådhuspladsen, men den vil Bjørn Nørgaard altså ikke være med til. Han
skriver:
- "Kunstværket har som sproget en syntaks hvor elementernes rækkefølge giver
helheden en mening, som sætningen i en tekst. Derfor kan man ikke flytte
kvinden og manden, dets betydning i helheden er at de netop forholder sig til
det indre rum med tårnet og pyramide, det er en samtale om elementære
kunstneriske principper, ikke en offentlig tale".
- De to bronzeskulpturer må derfor forblive, hvor de er – sikkert både pæne
og fine, men altså udenfor de fleste borgeres syn og savn.