Tirsdag den 11. Maj 2004


Halvt års fængsel til bedrager

En 24-årig somalisk mand med bopæl i Bagsværd har fået en dom på seks måneders ubetinget fængsel efter at have fuppet 122 kiosker og tankstationer i Københavnsområdet for et samlet beløb på 62.000 kroner.
Den dømte turnerede tidligere på året rundt i udlejningsbiler i hele Storkøbenhavn og brugte løs af tre internationale betalingskort, der er efterlyst som stjålne i Holland.
Manden blev, sammen med en kammerat, taget på fersk gerning, da en ekspedient på en tankstation fattede mistanke.
Kammeraten, en 27-årig somalier, bedyrer, at han intet har kendt til bedragerierne, og at han kun har været chauffør en enkelt gang.
Ifølge oplysninger fra anklageren, vicepolitimester Ole Weikop, så bliver der formentlig heller ikke rejst tiltale mod den 27-årige kammerat.

Udvalgsformand: Enkeltmøder med politikere bortfalder med oprettelsen af handicapråd

Den lokale afdeling af handicapforbundet skal ikke gøre sig mange forhåbninger om at bevare sit årlige møde med politikerne, når der til efteråret bliver oprettet et handicapråd i Gladsaxe.
Som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går, så ønsker det lokale handicapforbund at fastholde den årlige sammenkomst, bl.a. fordi det kommende handicapråd ikke har mulighed for at tage konkrete sager op på mødet med socialudvalget.
Den socialdemokratiske udvalgsformand Erling Schrøder siger:
"Det var jo tanken at når vi fik et bredt favnende handicapråd så var det en ny sag. Det vil sige så får man hele dialogen med alle handicaporganisationer som er tilknyttet rådet. Og så må enkeltmøder med socialudvalget bortfalde, det ligger i hele oplægget. Jeg har selv haft den opfattelse, at det var meget bedre at tale med de enkelte organisationer, men sådan ville et flertal jo ikke have det og så er vi altså i en ny situation og det er den, vi henholder os til".

Mørkhøj lukker om søndagen

Omkring 100 Mørkhøj-borgere må nok belave sig på at skulle tage lidt længere, når de til vinter vil låne lidt godt fra biblioteket om søndagen.
Et forsøg de seneste to år med åbent fire timer netop den ugedag vinteren igennem viser nemlig, at interessen ikke er stor nok, sat i forhold til personaleforbruget.
Der er kun i gennemsnit de cirka 100 lånere pr. søndagsåbning, og de låner hver en til to ting fra den lokale filial, Mørkhøj bibliotek.
Der er dog ikke længere at tage end til hovedbiblioteket for de interesserede – her fortsætter søndagsåbningen nemlig også i næste sæson.

Unge i Polen håber på bedre uddannelsesmuligheder

Den 1. maj indtrådte 10 nye lande i EU.
Gladsaxe har venskabsbyer i tre af de nye medlemslande, Polen, Ungarn og Estland.
I Koszalin i Polen er stemningen i øjeblikket spændt, især de unge ser frem til de
nye uddannelsesmuligheder EU-medlemsskabet kan føre med sig, fortæller
Tomas Woychikowski, der ejer et mindre tidsskrift i Koszalin:
"De unge vil gerne have mulighed for at studere i udlandet, f.eks. Danmark, Frankrig eller England", fortæller han.

Bøde til husejer

En husejer på Knuds Allé i Stengårdskvarteret slap med en bøde på 3.000 kroner i retten i Gladsaxe.
Gladsaxe kommune har flere gange påbudt ejeren af bygningen at fjerne en del af et garagebyggeri, som der ikke er givet tilladelse til. Det drejede sig blandt andet om en 13 meter lang side ind mod naboen.
Bygningens ejer har tidligere siddet flere påbud fra kommunen overhørig, så derfor havnede sagen i byretten.
Her var ejeren tiltalt efter byggelovens §30, der kan medføre en bødestraf.
Under retssagen viste det sig, at husejeren havde fået fjernet de ulovlige bygningsdele.
Dermed slap han for tvangsdagbøder, men måtte slippe den ene bøde på 3.000 kroner, som han modtog.

Royal dagplejedag

Et overflødighedshorn og prinser og prinsesser ankommer i morgen til Gladsaxe.
Først vil der være optog gennem byen hvorefter prinserne og prinsesserne lander på plænen lige ved rådhuset.
Susanne Hansen fra dagplejehuset Kornblomsten fortæller:
"Det er jo dagplejernes dag, hvor vi går ud og markerer os og gør os synlige. Wonderful Copenhagen har indkaldt til en prins- og prinsessedag, hvor kronprinseparret bliver hyldet på Københavns rådhus. Men vi har ikke tænkt os at tage til København med de små børn, så vi går til vores egen rådhusplads og der vil børnene være klædt ud som små prinser og prinsesser med kroner og strutskørter osv.".