En 77-årig kvinde fik tirsdag eftermiddag ved 13-tiden på stien syd for Høje Gladsaxe-centret frastjålet sin pung af to mænd i tyverne.
Mændene slog uden varsel kvinden omkuld og rev hendes jakke og lommer i stykker i eftersøgningen på værdigenstande.
Den 77-årige kvinde havde kort forinden været i sin bank på Søborg Hovedgade og hævet 3.000 kroner. På vej hjem til sin lejlighed i Høje Gladsaxe gjorde den 77-årige et par indkøb i bebyggelsens indkøbscenter og gik derefter af stien ved Skolesvinget mod sit hjem.
Her mødte hun de to gerningsmænd, der brutalt kastede kvinden på jorden og flåede hendes jakke i stykker. Herefter stak de af med pungen med det store kontantbeløb, hævekort samt flere personlige papirer.
Kvinden, der bor alene, med nærmeste familie i Jylland, har efter overfaldet været stærkt fortumlet, og har desværre ikke kunnet give nogen nærmere beskrivelse af gerningsmændene, ud over, at de formentlig er i starten eller midt i tyverne.
Kriminalpolitiet undersøger nu, om gerningsmændene kan have fulgt efter kvinden allerede fra hendes besøg i banken.
Vidner kan kontakte Gladsaxe politi på 39691448.
Badetiden for kvinder i Bagsværd svømmehal spøger stadig, både politisk og tilbage i tiden.
I 2003 skulle der angiveligt være blevet svømmet muslimsk fire forsøgsaftener. Sådan har den hidtidige forklaring i hvert fald lydt fra børne- og kulturforvaltningen i Gladsaxe kommune, som har ansvaret for blandt andet svømmehallerne.
Men en ny redegørelse fra den kommunale forvaltning omkring den særlige svømmetid for muslimske kvinder viser noget helt andet.
Klaus Kjær Dansk Folkeparti: "Den redegørelse, som byrådet får sendt ud i dag, viser, at der ikke kun har været fire, men elleve aftener som forsøg. Desuden er der også dukket otte forsøgsaftener for mænd op lige pludselig. Det virker som om, at jo flere spørgsmål, vi stiller, jo mere mystisk opstår der".
(Hør mere i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin)
På søndag samler Gladsaxe-borgere ind til fordel for folkekirkens nødhjælp.
Men i lighed med sidste år har den humanitære hjælpeorganisation svært ved at skaffe indsamlere i kommunen.
Elsebeth Jensen, indsamlingsleder i Søborgmagle sogn siger:
"Der er ofte nogen, der kommer i sidste øjeblik, og det håber vi meget på sker i år, så vi kan få dækket hele sognet".
Trods indsamlermangel lykkedes det sidste år at samle 162.000 kroner ind til folkekirkens nødhjælp.i Gladsaxe.
Klokken 12 i dag er der Danmarks-premiere på et helt nyt program: Sound of Hope.
Det kinesiske program har redaktioner over hele verdenen og den første danske af slagsen, ja den har base her i Gladsaxe.
Udsendelsen kommer til at bestå dels af nyheder og dels informationer om bl.a. kultur, sundhed, familie og fritid – alt sammen formidlet på kinesisk.
Sound of Hope sender første gang i dag og herefter hver fredag mellem klokken 12 og 13.
I denne måned sætter Gladsaxe Hovedbibliotek fokus på vifter.
Dr.Phil. Kirsten Lindberg udstiller lige nu sin omfattende samling af vifter fra perioden 1730 til 1930.
Godt 150 vifter er med på udstillingen, hvoraf nogle få udvalgte har en helt særlig betydning for Kirsten Lindberg:
"Nogle vifter har jeg fået foræret, og de har jo en særlig plads i mit hjerte. Ikke fordi de nødvendigvis er de fineste vifter, men fordi jeg har fået dem af mennesker, som ville glæde mig ved at give mig dem".
Kirsten Lindberg kommer i øvrigt forbi Gladsaxe hovedbibliotek nu på søndag,
og fortæller om viften og viftens kulturhistorie.
Lokale kor og orkestre i Gladsaxe får nu mulighed for gratis at låne kommunale lokaler, når de arrangerer koncerter, hvor der opkræves entre.
Hidtil har lejen været på godt og vel en tusindlap for den type entrégivende koncerter.
Men da udgifterne til selve afholdelsen ofte overstiger indtægterne, så skal politikerne nu tage stilling til et forslag om helt at afskaffe lejeopkrævningen.
Forslaget handler kun om ikke-kommercielle arrangementer, som foreningslivet står bag, så hverken rådhus eller gymnastiksale vil kunne lånes ud til en Rolling Stone-koncert eller lignende.