Mandag den 22. Marts 2004
Forstærket indsats over for unge sindslidende
- Gladsaxe styrker i år indsatsen over for unge sindslidende.
- Chef i pensions- og handicapafdelingen, Elinor Kyhnauv fortæller:
- "Vi kan se, at de som kommer i vores forskellige tilbud i kommunen er i
aldersgruppen 35 – 60 år. Og vi vil godt fastholde gruppen af unge på 20 – 30
år i vores tilbud. Vi kan se at når vi har visiteret dem til nogle af vores
tilbud, så holder de hurtigt op. Dels fordi de synes, de andre er for gamle at
være sammen med, men også fordi de synes, at de tilbud der er ikke er særlige
interessante for dem. Derfor vil vi gerne se om vi kan lave nogle tilbud til
den helt unge gruppe af sindslidende. Noget af det vi har tænkt på kunne være
interessant for dem, det er måske noget med IT, video, film, idræt eller
musik. Men det er meningen de selv skal være med til at definere, hvad der
kunne være interessant for dem".
- De nye tilbud til unge sindslidende er økonomisk støttet af
socialministeriet.
Gladsaxe-borgere skylder kommunen 188 millioner
- Pantefogederne i Gladsaxe kommune bliver skrappere og skrappere til at få
indkradset gæld til det offentlige hos kommunens borgere.
- I 2003 lykkedes det således at skaffe 88 millioner kroner hjem til
kommunekassen ud af de 188 millioner, som befolkningen i Gladsaxe er i
restance med.
- Gladsaxe-borgeren er generelt set ikke glad for at betale personlig skat
og arbejdsmarkedsbidrag, hvor der alene skyldes 101millioner.
- Antallet af skyldnere på det område er gået fra 1.735 året før til 1.853 i
2003.
- Den stigning bliver i kommunens opkrævningsafdeling taget som et signal
om, at privatøkonomien ikke forbedres i år. Men det udsagn blev givet, førend
den nye skattepakke blev vedtaget.
- Underholdsbidrag er heller ikke det store sus. Her er der siden 2002
sket en stigning på godt og vel 4%, hvilket i kroner og ører for 2003 vil sige
37 millioner.
- Helt galt ser det ud med hensyn til betaling af ejendomsskatter og
betaling af vandforbrug, hvor der er tale om en stigning på hele 283% på bare
et år.
14 dages fængsel for ulovlig våbenbesiddelse
- To knive, en på 29,5 centimeter og en på 16 centimeter, samt besiddelse af
44 gram hash koster nu en 36-årig mand fra Høje Gladsaxe 14 dages fængsel.
- Det er ikke første gang, at manden er blevet taget med ulovlige våben på
sig, og selv om de ikke i det konkrete tilfælde er blevet brugt til noget, så
koster den gentagne overtrædelse af våbenloven altså en fængselsstraf.
- Det var vidner i Høje Gladsaxe, der tippede politiet om den 35-åriges
noget usædvanlige bevæbning. Og hashen – den påstod manden i retten i Gladsaxe
var til eget brug, men den troede dommer og domsmænd ikke helt på. De 44 gram
hash indgik derfor også i den samlede straf.
Jyder vil have penge fra Gladsaxe
- Jyderne går helt klart efter at hive nogle flere penge ud af
hovedstadsområdet.
- Sådan lyder en af konklusionerne fra John Althoff-Andersen, der var en af
de delegere fra Gladsaxe ved KLs møde i Århus torsdag og fredag:
- "Først kører vi til Århus, og så sidder vi der et par tusinde delegerede,
det er noget af en dinosaur. Men jeg har da fundet ud af, at jyderne, og ikke
et ondt ord om dem, helt klart har en vision om at de skal have nogle penge
fra København og omegn, herunder Gladsaxe. Men herovre betaler de altså mindre
i skat, og jeg kan ude på landet finde huse på 250 m2, som jeg kan få for den
pris, jeg i dag betaler for min lejlighed i Høje Gladsaxe".
Radikal folketingskandidat valgt
- Der var fire kandidater at vælge imellem, da det radikale venstre i
Gladsaxe forleden skulle finde sin kandidat til folketinget.
- Henrik Nord hedder manden, der skal forsøge at få sat de radikale i
Gladsaxe på det politiske landkort ved næste folketingsvalg:
- "Vi ved, at vi er tæt på at få det andet mandat i Københavns amt, og hvis
ellers vi gør det ordentligt i Gladsaxe, så kunne vi få Gladsaxe på landkortet
der", siger den nyvalgte folketingskandidat Henrik Nord, som i øvrigt også
sidder i byrådet for det radikale venstre i Værløse kommune.
Amtsligt tilskud til regattaer
- Københavns Regattaforening får nu 2 x 25.000 kroner i underskudsgaranti
til to kaproninger på Bagsværd sø, dels til maj og dels til oktober.
- Det er Københavns amtsidrætsudvalg, der går ind med støtten til Copenhagen
Regatta 2004 22. og 23. maj og Baltic Cup 2004 2. og 3. oktober. Sidstnævnte
er en kaproning for juniorlandshold med deltagelse fra samtlige lande omkring
Østersøen.
- Det hører til indsatsområderne og er en del af amtsidrætsudvalgets politik
at yde underskudsgarantien i forbindelse med nationale og internationale
idrætsstævner.