Onsdag den 24. Marts 2004
Fokus på virksomhedens sociale ansvar
- Gladsaxes erhvervsliv skal tage et socialt ansvar.
- I næste uge inviterer det lokale erhvervsråd til temamøde på rådhuset om
"Virksomhedens sociale ansvar".
- Her vil tre topchefer give hver deres bud på, hvordan erhvervslivet kan
skabe rammer, som får det bedste frem i medarbejderne.
- Mille Stilling, erhvervschef og medlem af Gladsaxe erhvervsråd siger:
- "Det sociale ansvar er flere ting. Det drejer sig om at fastholde
medarbejdere der bliver syeg eller nedslidte. Det drejer sig om integration af
medarbejdere. Men det drejer sig også om trivsel på arbejdspladsen. Alt det er
en del af virksomhedens sociale ansvar. Og det er det, vi vil prøve at sætte
fokus på".
- Og hos Revisorsamvirket på Dynamovej er man helt enig i, at erhvervslivet
også har et socialt ansvar, siger Bjarne Baymler:
- "Vi har elever som vi tager ind, og vi tager ikke hensyn til, hvilken
etnisk baggrund de elever har. Og der har man et socialt ansvar", siger
statsautoriseret revisor, Bjarne Baymler, fra Revisorsamvirket af 1975.
Kaos-kampagne sikret
- Gladsaxe kommune fordobler nu beløbet til det lokale trafiksikkerhedsråds
arbejde.
- Hidtil har de 160.000 borgere i de fem kommuner i politikredsen betalt en
kroner pr. indbygger til rådet.
- Men rådet vil gerne følge op på en succesfuld kampagne sidste år mod at
transportere børnene til skole i bil, og det koster penge, siger
trafiksikkerhedsrådets formand, vicepolitikommissær Jan Korsgaard: "Vi fik
efterfølgende vældig gode tilbagemeldinger på kampagnen, som kørte som en
slags overbygning på den kendte skolestart-kampagne med de store gule
pas-på-mig-skilte. Med tiden skulle vi gerne få alle skoler med i Gladsaxe og
kredsen som sådan".
- Ud over fordoblingen af det årlige tilskud, så yder Gladsaxe kommune også
et ekstra engangsbeløb på 25.000 kroner, så kaos-kampagnen kan videreføres
allerede i dette budgetår.
Trofaste indsamlere falder fra
- Godt 150 Gladsaxe-borgere samlede sidste år ind til fordel for Kræftens
Bekæmpelse.
- I år ser billedet anderledes kritisk ud, her få dage før weekendens
indsamling, hvor
- Kræftens Bekæmpelse stadig mangler ca. 100 indsamlere i Gladsaxe.
- "Jeg sidder som distriktsleder i Stengård distrikt, og der har vi gennem
årene haft nogle meget trofaste indsamlere. Men ca. halvdelen har svigtet os i
år. Mange har været så søde at melde tilbage, at de ikke kan samle ind og
mange er blevet ældre og kan selvfølgelig ikke samle ind. Men der var et lille
tiltag af yngre mennesker sidste år, og det ser vi jo meget gerne fortsætter",
siger Käte Poss Andersen fra Kræftens Bekæmpelse i Gladsaxe.
- Og det er nu på søndag mellem 11 og 15 der bliver samlet ind til fordel
for Kræftens Bekæmpelse.
Computer-reparatør gik for vidt
- Aftalerne omkring, hvordan et teleselskabs internetopkobling skulle
repareres, var tilsyneladende ikke helt klare imellem telefirma og reparatør.
- I hvert fald har teleselskabet meldt computerreparatøren til politiet,
fordi selskabet mener, at han er gået for vidt i sin reparationsiver.
- Det var selskabets firewall, som er den der skal hindre hackere, altså
indbrudsfolk på nettet, i at trænge ulovligt ind, der skulle laves.
- Det blev gjort så grundigt, at 600 af teleselskabets kunder måtte
kontaktes, fordi de skulle have nyt password, eller adgangsord. Desuden måtte
selskabet hyre en anden reparatør, der formedelst 36.000 kroner fik bragt
orden i sagerne.
- De penge vil selskabet gerne have den første overivrige reparatør til at
betale, ligesom selskabet vil have 50.000 kroner i tort og svie pga.
miskrediteringen i kundernes øjne.
- Bedrageriafdelingen hos Gladsaxe politi undersøger nu, om det overhovedet
er en sag for dem, eller om sagen skal afgøres via et civilt søgsmål.
Stjal containere med skrot
- Det er ikke ligefrem listetyve, der de seneste nætter har været på spil på
Dynamovej i Gladsaxe og Marielundsvej i Herlev.
- Tyvene har nemlig larmet og skramlet temmelig meget underudførelsen af
deres lyssky ærinder, som bestod i at stjæle tre 20 fods containere fyldt med
jern- og metalskrot.
- De to af dem stod ved Dynamovej nr. 12. Begge er fra Rødovre Jern & Metal,
hvilket fremgår med hvide bogstaver på de henholdsvis orange og blå
containere.
- En tredje container, den fra Marielundsvej, er blevet fundet i Hvidovre,
tømt for indhold i øvrigt.
- Samme sted blev fundet en lastbil, der tidligere var stjålet til formålet.
- Indholdet i hver container er anslået mindst 30.000 kroner værd. Gladsaxe
politi hører gerne fra vidner, der måtte have set containerne blive fjernet
natten til mandag og natten til tirsdag.