Mandag den 1. November 2004


Fokus på borgernes sundhed

Nu skal der sættes fokus på Gladsaxe-borgernes sundhed.
Gladsaxe skal nemlig have en sundhedspolitik, fortæller formand for socialudvalget, Erling Schrøder, socialdemokraterne:
"Det, det drejer sig om, det er jo faktisk, at vi skal til at komme livsstilssygdommene til livs. Regeringen har lagt op til, at kommunerne i fremtiden skal have mere ansvar for sundhedsområdet. Og her i Gladsaxe står i et af noterne til budgettet, at der i 2005 udarbejdes en sundhedspolitik, som skal omfatte en større forebyggende indsats med særlig vægt på at fremme en bedre livsstil for børn & unge og voksne".
På en konference i sidste uge var Erlings Schrøder med til at diskutere, hvordan man gennem en fælles indsats kan være med til at sikre bedre sundhed for børn og unge.

Naturfredningsforening: Bevidst ødelæggelse af vådområder

Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Gladsaxe mistænker Københavns amt for bevidst at have ødelagt de omstridte vådområder i Tv-byen:
"Der er to aspekter, man kan inddrage i den her sag. Det ene er, at det ser ud som om, amtet måske prøver at fjerne beviser for det dårlige tilsyn de har ført i området. Der ligger en klagesag fra tidligere på året omkring deres tilsyn og dispensationerne i relation til de to søer. Det andet er, at der jo helt klart er mange interesser her, bl.a. Sjælsø Gruppens interesse i at komme hurtigt i gang med byggeriet. Og da Sjælsø Gruppen jo allerede har indset, at denne sag meget vel kan føre til, at man ikke vil kunne komme i gang med byggeriet foreløbigt, eftersom skov- og naturstyrelsen har fortalt naturklagenævnet, at man ikke bør træffe en afgørelse omkring dispensationerne inden området er tilbundsgående undersøgt, ja så har de jo et problem. Også fordi det blev nævnt, at sådan en undersøgelse kan vare 1-2 år, og det er jo helt uholdbart for Sjælsø Gruppen, som har en masse penge i klemme. Endvidere har Danmarks Radio en masse penge i klemme, fordi deres kontrakt, så vidt jeg er orienteret, er indrettet således, at de vil miste en del af det salgsbeløb som er indskrevet i kontrakten, hvis Sjælsø Gruppen ikke kan bygge det de vil", siger Kurt Loftkjær fra naturfredningsforeningens lokalkomité i Gladsaxe-.
Københavns Amt ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til et brev til politimesteren hvoraf det fremgår, at amtet ikke mener, "at den skete oppløjning i Tv-byen påvirker søernes tilstand".

19-årig idømt halvandet års fængsel

En 19-årig dansk ung mand blev i fredags af retten i Gladsaxe idømt halvandet års fængsel, bødestraf og frakendelse af retten til at tage kørekort i to år.
Efter rettens opfattelse har den 19-årige gjort sig skyldig i en lang række forhold siden 2002, som blandt andet omfatter vold, tyverier og spirituskørsel.
Den alvorligste episode omhandler et voldeligt overfald på to af gerningsmanden ukendte jævnaldrende efter en fest, hvor den dømte sammen med en gruppe andre umotiveret har påført ofrene slag, spark og knivstik.
Derudover erkendte han blandt andet at have stjålet 9 køretøjer, og i 18 tilfælde er han blevet taget af politiet i at køre bil, trods at han fra en tidligere dom har været frakendt retten til det.
En retspsykiatrisk rapport har i år fastslået, at den 19-årige er normalt begavet, men at han er utilpasset efter en turbulent barndom.
En mangelfuld uddannelse har resulteret i, at han hverken kan skrive eller regne.
Dommeren fulgte anklagerens begæring om fortsat varetægtsfængsling, da det vurderedes, at den dømte ikke ville kunne holde sig fra yderligere kriminalitet, hvis han blev løsladt indtil afsoningen.
Den 19-årige var synligt skuffet over dommen, og har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

25 års jubilæum på Gladsaxe Hovedbibliotek

Gladsaxe Hovedbibliotek har eksisteret i 25 år, og det fejres i dag med en reception, hvor borgmester Karin Søjberg Holst og kulturchef Svend Stilling holder tale.
Der er også musikalske indslag for små og store; blandt andet en koncert med De Nordiske Spillemænd, operasangerinden Gitta-Maria Sjöberg, jazzorkestret Paul Harrison Band. Elever fra Gladsaxe Musik- og Billedskole vil spille i alle publikumsafdelinger. Sidst, men ikke mindst, markeres jubilæet udstillingsmæssigt, hvor man har mulighed for at se fotografier og avisudklip, der fortæller historien om byggeprocessen. Man kan blandt andet opleve Bjørn Nørgaards skitser til den kunstneriske udsmykning af hovedbiblioteket og Lene Adler Petersens udvalg af sin grafiske produktion fra de sidste 25 år. De har begge været model for den kvindestatue, der står på hovedbibliotekets tag og som indgår i udsmykningen.
Receptionen på hovedbiblioteket starter kl. 13.00.

Hjælp til svage ældre

Ældrepolitisk gruppe i Gladsaxe Kommune er nu igen på banen med støtte til de svage ældre i kommunen. En af initiativtagerne bag gruppen er Grethe Jensen og hun fortæller at man i gruppen "interesserer sig for de svage ældre i kommune [og at] noget som vi gerne vil er at være bisiddere."
Hun oplyser videre at et eksempel på en form for assistance, som man kan tilbyde i Ældrepolitisk Gruppe er at være bisidder ved læge- eller hospitalsbesøg. Hun påpeger, at der er tavshedspligt og at det er op til den ældre at tage endelige beslutninger, der vedrører ens helbred, men at en bisidder dog kan hjælpe den ældre med at huske hvad der er blevet sagt under samtale med læge eller anden form for offentlig myndighed.