Tirsdag den 2. November 2004


Dansk folkeparti: Uambitiøs støjhandlingsplan

For uambitiøs.
Sådan beskriver Dansk Folkeparti den handlingsplan for støjbekæmpelse, som netop er blevet godkendt af et stort flertal af Gladsaxes trafik- og teknikudvalg, og som i dag er til
godkendelse i økonomiudvalget.
Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti siger om støjhandlingsplanen:
"Selve støjhandlingsplanen fejler sådan set ikke noget. Det er ambitionerne i den, der er noget galt med. Jeg kan ikke forstå at de politikere, som tidligere har sagt at de ville gøre så meget for Gladsaxes borgere og de ville have støjen sænket til 55 db. når staten skal betale, de ikke også i det her tilfælde vil være med til at betale for at man på egne veje sørger for at støjen kommer ned under 55 db", siger Dansk Folkepartis medlem af trafik- og teknikudvalget, Kristian Niebuhr.

Politisk strid om centerudbygning

Bølgerne går højt, specielt de politiske, omkring udbygningsplanerne for butikscentret i Høje Gladsaxe.
På seneste byrådsmøde i oktober vendte både Venstre, Konservative og Enhedslisten sig mod en udbygning, og i senere politiske ugekommentarer er modstanden blevet gentaget. Senest i går her i Nyhedsmagasinet fra venstremanden Benny Badenfeld.
Men modstanden er forfejlet, mener socialdemokraten og beboerformand i Høje Gladsaxe John Althoff-Andersen: "Hvor er borgerne henne i det her spil? Butikkerne skal selvfølgelig ligge, hvor borgerne bor. Som det er nu, så tager folk her fra området udenbys for at handle. Det er et privat initiativ med udbygningen, så jeg kan slet ikke forstå, at Venstre er imod. Det handler om den fri konkurrence. Jeg siger: Udbyg centret eller luk det ned".
En eventuel udbygning af centret ved Høje Gladsaxe er blandt indholdet i den kommuneplan, der ventes vedtaget inden sommerferien næste år.

Vandforsyningsplaner i Miljøstyrelsens sag

Miljøstyrelsen vil ikke behandle en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Gladsaxe kommunes vandforsyningsplan.
Foreningen har overfor Københavns amt udtrykt ønske om, at kommunen beskriver, hvorfor den vil bruge avanceret vandbehandling på Bagsværd vandværk, og hvad den vil gøre for at beskytte grundvandet.
Amtet har sendt klagen videre til den ministerielle miljøstyrelse, der altså melder hus forbi. Styrelsen tolker vandforsyningslovens klagebestemmelser sådan, at der ikke kan klages over vandforsyningsplaner. Det er amtets sag, og her er man, som tidligere nævnt i Nyhedsmagasinet, indstillet på at give en delvis tilladelse til den særlige behandling af forurenet grundvand.

Mere information om tilbud til unge efterlyses

Gladsaxes folkeoplysningsudvalg inviterede i sidste uge til temamøde om unges liv og vilkår i Gladsaxe.
Her fik et ekspertpanel af unge mulighed for at fortælle, hvad de synes om de tilbud, Gladsaxe har til de unge og hvad de mener der kan gøres bedre. F.eks. med hensyn til Musikkælderen, fortæller Signe Kold fra ekspertpanelet:
"Jeg kan godt lide musik. Og jeg synes, det er vigtigt, at man får nogle forskellige musiske talenter frem. Som det er nu, er det mest rock, der bliver spillet i Musikkælderen. Og jeg synes, det er vigtigt, at man også får nogle andre musikgenrer ind og får udvidet de unges horisont hvad angår musik", siger Signe Kold.
"Det er et stort problem, for mit eget vedkommende i hvert fald, at PR-nettet i kommunen ikke er i orden. Der er en masse huller som gør, at en masse fede organisationer og tilbud egentlig aldrig rigtigt kommer frem og ud til de unge. Og det synes jeg er et stort problem, som man burde tage fat i. Der er utrolig mange muligheder for unge, problemet tror jeg ligger i, at man bare ikke informerer nok omkring det".

Erhvervskonference med prisuddeling

I aften er der prisuddeling på rådhuset.
Det sker på den årlige konference med Gladsaxes erhvervsliv, og prisen gives til en lokal virksomhed, som har gjort noget helt særligt for en positiv erhvervsudvikling i Gladsaxe.
Udover æren består Gladsaxe Prisen af et kunstværk kreeret af lokal kunstner, naturligvis.
Det er 13. gang prisen bliver uddelt - sidste år gik den til Mørkhøj-virksomheden Iron Pump.

Exodus Bikerklub

Det at leve et liv med Jesus og samtidig være biker kan sagtens forenes, og det er det flere af medlemmerne i den kristen biker-klub Exodus er fælles om.
Anita, medlem af bikerklubben, fortæller:
"Jeg har fundet en ro med mine drenge og jeg har fundet livet i sig selv […] noget at bruge mit liv på, - noget som er godt."
Der er mulighed for at følge Anitas beretning og også andre medlemmer af bikerklubben i programmet Livet i Gladsaxe, som sendes i dag kl. 7.30 og genudsendes i morgen kl. 12.30.