Fredag den 12. November 2004


Vold ved bio

Gamle Værebro-rødder og gamle stridigheder tørnede fredag aften i sidste uge sammen på parkeringspladsen ved biografen i Bagsværd.
Fire mand høj angreb en 21-årig mand og slog ham gentagne gange med knytnæveslag og en rørtang i hovedet.
Årsagen til den korporlige afstraffelse fortaber sig umiddelbart i tågerne, men der er formentlig tale om gamle stridigheder, mener kriminalpolitiet, der efterforsker sagen.
Tre af overfaldsmændene var så stærkt optagede af deres forehavende, gennemtæskningen, at de ikke så, at politiet var kommet til. De blev anholdt på stedet og varetægtsfængslet for lukkede døre i retten om lørdagen.
Politiet eftersøger nu en fjerdemand, som de kender identiteten på, men som ikke har fast bopæl.

Småt og brændbart

Nu ved brandfolkene fra Gladsaxe brandvæsen, hvordan flere tons sammenpresset småt brændbart ser ud.
Onsdag aften blev de nemlig kaldt ud til genbrugspladsen på Turbinevej, hvor tilfældigt forbipasserende havde observeret røg fra en container.
Brandfolkene fik kørt containeren ud fra området og tømt alt indholdet ud på jorden.
Det viste sig at være en sæk med klude fyldt med linolie, der var gået i selvantændelse.
"Vi fandt både elektronikskrot og meget andet, der på ingen måde hører hjemme i containeren til småt og brændbart, blandt andet altså også kludene med linolien", siger vagthavnede hos brandvæsenet til Nyhedsmagasinet.

Film på fremmedsprog

Det er ikke hverdagskost med biograffilm, hvor der bliver talt spansk, russisk eller andre i vestlig filmforstand mindre sprogstammer.
Endnu sjældnere er det, at filmene overhovedet når ud over de små kunstnerbiografer i København.
Men nu er chancen der for lørdag i Gladsaxe bio at se den spanske ’Motorcykel dagbog’ og søndag den russiske ’Tycoon’ om en nyrig, der forsøger at få politisk magt i det nye Rusland.
Biografleder Per Grunnet forklarer: "Vi har fået en henvendelse fra VUC-Nord, der gerne vil kunne tilbyde deres kursister film med sprog, der passer til deres hold. Vi skaffer filmene og de kommer med publikum. I denne omgang er der aftalt i alt 18 forevisninger med den type film".

Iransk kunst

Der er nu mulighed for at lære om kalligrafisk kunst og iransk kultur på Høje Gladsaxe Bibliotek indtil den 21. november, hvor der udstilles kunst af den iranske kunstner Fariborz Firozi. Han præsenterer kalligraferede digte af den persiske lyriker Muhammad Hafiz. Den persiske lyriker spiller en meget vigtig rolle i den iranske kultur, da han er kendt som humanist, fortaler for tolerance samt for personlig frihed.