Tirsdag den 16. November 2004
Samarbejdsbog bliver mere overskuelig
- Den såkaldte samarbejdsbog, der bruges til kommunikation mellem borger,
pårørende og
- plejepersonale, skal nu gøres mere overskuelig.
- Samarbejdsbogen har, siden den blev indført i 2002, medført en del
reaktioner, bl.a. har
- Gladsaxes ældreråd flere gange anbefalet en forenkling af bogen:
- " Der er virkelig et behov for at splitte den op i to. En decideret
borgerrelateret del, som vi gerne vil kalde "Kontaktbogen" og en mere
plejemæssig del. Der er ting, som egentlig kun relaterer sig til borgeren, og
ting, som kun relaterer sig mere til den plejemæssige side, hvor det mere er
en samarbejdsbog for personale end for borger og pårørende. Derfor er det
oplagt at dele den i to", siger formand for ældrerådet i Gladsaxe, Knud Ole
Jensen.
Næsten slut med kloakvand i kælderen
- Villaejerne omkring Vibevænget i Bagsværd kan nu se frem til kun at få
vand i kældrene sjældnere end hvert 20. år.
- Trods en tocifret millionrenovering af kloaksystemet i området for et par
år siden, så ligger risikoen for vand i kældrene ved de store regnskyl
statistisk set cirka på hvert 6. år.
- Men med en udbygning af overløbsbassinet på Vibevænget, så det kommer til
at rumme mere end det dobbelte antal kubikmeter vand, vil der altså gå mindst
mere end 20 år mellem hver oplevelse med det uønskede kloakvand i kældrene.
- Udvidelsen vil koste godt og vel 13 millioner kroner. For det beløb fås et
underjordisk cirkulært betonbassin med overdækning, der sikrer at beboerne i
nærheden undgår lugtgener.
- Udvidelsen diskuteres i første omgang politisk på et møde i miljøudvalget
på torsdag. Siden skal også byrådet godkende projektet.
Værested for misbrugere godt fra start
- Et nyt værested i Høje Gladsaxe for områdets misbrugere er kommet rigtig
godt fra start.
- Stedet drives af fællesdriften i Høje Gladsaxe, kommunen og Haraldskirken,
og
- diakon og sognemedhjælper Finn Christiansen, fortæller om tilbuddet:
- "Det går rigtig godt. Vi har åbent onsdag og fredag fra 10 – 15 og vi
starter med kaffe og franskbrød og kl. 12 er der så mad. Og der kommer 14 – 15
stykker og spiser varm mad de to dage om ugen. Som udgangspunkt var det
henvendt de, der brugte "skuret", og det er også dem, der kommer nu. Men så er
der kommet nogle flere på, der er kommet nogle ældre, som har lyst til at
sidde og få lidt indhold, så det er faktisk en bred kategori der kommer, med
hovedvægten lagt på dem, som har brugt stedet før".
Bibliotekschef: Karensperiode strider imod biblioteksloven
- Det vil stride imod biblioteksloven at indføre en fire-måneds
karensperiode for CD’er på biblioteker, som kulturminister Brian Mikkelsen i
går foreslog i et udkast til en ny biblioteksbekendtgørelse.
- Det siger bibliotekschef for Gladsaxe Hovedbibliotek Charlotte Plenge.
- Brian Mikkelsens forslag, som er fremsat for at komme piratkopiering af
CD’er til livs, vil betyde, at CD’er først vil kunne udlånes på bibliotekerne
fire måneder efter, de er sendt på gaden i Danmark.