Gladsaxe får måske sin helt egen musikfestival med nogle de største og mest populære navne på plakaten.
I hvert fald hvis det står til en gruppe lokale klubassistenter og musikmedarbejdere, som har lavet et detaljeret oplæg til et stort musikarrangement for børnefamilier og unge ved f.eks. rostadion.
"Der vil måske være en lille scene som kan rumme lokale bands, men ellers er det bands som Sort Sol, Sigurd Barret for de små osv. Og vi kunne godt tænke os, at der kom f.eks. 5000 til den her festival. Vi vil med andre ord lave noget, der er så stort, at taget letter sig og som gør at vi kan være stolte af at bo i kommunen", siger idémand Kasper No Behrens, musikmedarbejder i Klubben Søborg.
Gladsaxe-festivalen har endnu ikke været drøftet politisk, men formand for kultur- fritids og idrætsudvalget, Peter Nielsen, socialdemokraterne, er umiddelbart meget positiv overfor idéen:
"Forleden aften var der borgermøde om blandt andet kulturlivet i Gladsaxe. Og blandt de fremmødte var der meget stor interesse for at få mere liv i Gladsaxe og gøre Gladsaxe til en sjovere og mere spændende by også for de unge. Og der blev også nævnt rockmusik i den forbindelse. Så jeg synes det kunne være spændende, hvis vi kunne få gang i noget levende musik. Det nytter ikke noget at vi bliver ved med at have de der komplekser med, at vi er en forstad til København og at man ikke kan lave noget i Gladsaxe. Selvfølgelig kan man lave noget i Gladsaxe, hvis man laver noget af kvalitet. Og hvis vi vil gøre Gladsaxe til en sjovere og mere spændende by for de unge, så bør vi være åbne overfor et projekt som det her. Det er jo faktisk en gave til kommunen, at nogen har lavet projektet".
Kultur- fritids- og idrætsudvalget vil behandle forslaget om en Gladsaxe festival senere på efteråret.
Medarbejderne i Statens Bilinspektions synshaller i Gladsaxe skal nu tjekkes nærmere efter i sømmene af politiet efter Ekstra Bladets afsløring af bestikkelse omkring syn af biler i flere tilfælde.
"Vi har fået en anmodning fra bilinspektionen om at få afdækket, om der er tale om bestikkelse i en lang række sager. Tilsynet har selv foretaget en intern undersøgelse, og det er på baggrund af den, vi nu skal se, om der er foregået noget strafbart", siger bedragerichef Henning Nielsen, Gladsaxe politi.
Bilinspektionens 600 medarbejdere har de seneste to år gennemført 2,4 millioner syn. I samme tidsrum er to synsfolk blevet afskediget på grund af dårligt udført arbejde og for venlig behandling af en slægtning, tre har fået tjenstlige advarsler og 11 har været til tjenstlige samtaler.
De to svømmehaller i Gladsaxe er økonomisk set inde i en dårlig periode.
Den nye Bagsværd svømmehal var fra start af udstyret med et for sølle ventilationsanlæg, der ikke på tilstrækkelig vis kunne få bugt med klordampene og fugten.
Det kom, inden anlægget blev skiftet, til at koste et højt sygefravær og et efterfølgende stort forbrug af vikarer.
Hallen er naturligt nok især populær i weekenderne, men da hallen indretning gør, at oversigtsforholdene ikke er optimale, så må der med de mange gæster også flere livreddere på arbejde.
Med installationen af ventilationsanlæg med de rette dimensioner ventes sygefraværet at nå ned på normalt leje i resten af året.
Til gengæld er det nye anlæg så dyrt i drift i forhold til el og varme, at det på årsbasis vil koste omkring en halv million kroner mere end budgetlagt.
For den gamle Gladsaxe svømmehal ser økonomien endnu mere anstrengt ud i form af manglende entreindtægter. For først måtte hallen lukke i forbindelse med indretningen af nye omklædningsrum. Og til overflod lukkes hallen også i december måned for at gennemgå en planlagt beskyttelse af betonkonstruktionerne.
Det samlede underskud for de to svømmehaller ventes at løbe op i godt og vel 1,3 millioner.
I år er det præcis 10 år siden borgere med psykiske problemer for første gang kunne få ambulant hjælp hos distriktspsykiatrien i Gladsaxe.
Centret i Gladsaxe var det første i amtet, og tilbuddet er i dag blevet indsnævret til primært at omfatte personer med svære psykiske lidelser.
Men fremtiden for distriktspsykiatrien er i øjeblikket temmelig usikker:
"Vi hører jo til amtets overordnede tilbud. Og amtet er i øjeblikket i gang med at kigge på distriktspsykiatrien. Distriktspsykiatrien har måske fået lov til at udvikle sig forskelligt i de forskellige kommuner, fordi der ikke har været en mere fast overordnet ramme for hvad distriktspsykiatrien skulle tage sig af. Men lige netop nu har psykiatriforvaltningen i amtet nedsat en gruppe, der skal tage sig af, hvad distriktspsykiatrien fremover skal beskæftige sig med. Jeg tror personligt det vil gå i retning af, at vi bliver mere specialiserede", siger Kirsten Lorenzen fra distriktspsykiatrien i Gladsaxe, som i anledning af jubilæet holder åbent hus for patienter, pårørende og samarbejdspartnere mellem 13 og 17 nu i eftermiddag.
I aften bliver der for alvor taget hul på budgetdebatten i Gladsaxe.
Der er ekstraordinært budgetmøde på rådhuset. Og det er i aften samtlige partier for første gang skal på talerstolen for at kommentere borgmesterens budgetudspil.
Her vil det vise sig, hvor stor de respektive partiers forhandlingsvilje er, forud for efterårets budgetforhandlinger i Gladsaxe.
I borgmesterens budgetoplæg er der blandt andet afsat penge til etablering af et demensdaghjem i kommunen, et nyt indskolingshus ved Enghavegård skole og til renovering af Gladsaxe skøjtehal. Og så er der lagt op til, at der inden 2007 skal træffes endelig beslutning om Søndergård skoles fremtid.
Radio Gladsaxe transmitterer direkte fra byrådets 1.behandling af budgettet fra klokken 18 i aften og budgetdebatten genudsendes torsdag formiddag fra klokken 9.30.