Tirsdag den 7. September 2004


    Notat: Luk Søndergård skole

De statistiske og økonomiske beregninger fra den kommunale forvaltning i Gladsaxe omkring Søndergård skole i Bagsværd holder stik – også ved en anden gennemgang af tallene, der er foretaget på baggrund af de mange spørgsmål fra borgere og politikere.
Konklusionen er den samme: Der er på længere sigt ikke brug for skolens kapacitet, og omkostningerne ved at opretholde skolen vil overstige 50 millioner kroner. Og de penge er bedre brugt ved at højne standarden på de øvrige skoler.
Befolkningsprognoserne viser også ved nærmere undersøgelse, at de andre skoler i Bagsværd-området rigeligt vil kunne rumme det fremtidige antal skolebørn.
I et notat til brug for byrådets øjeblikkelige budgetforhandlinger opremses i alt syv alternativer for Søndergård skole lige fra en total nybygning til 101 millioner kroner til en midlertidig renovering til fem millioner, der vil sætte skolen i stand til at fungere små 10 år endnu.
Med prognoser og økonomi in mente lyder vurderingen fra centrale embedsmænd derfor stadig på, at skolen i løbet af kort tid kan undværes i lokalområdet, og at der hverken er brug for en renovering eller nybygning.
En forældregruppe ved skolen har ellers opstillet en alternativ beregning for byggeri af nye lokaler. Men forvaltningen siger, at den beregning bygger på for små lokaler til for lille en omkostning.
Så vidt økonomi og statistik – noget helt andet er de pædagogiske overvejelser, og de mange, mere følelsesmæssige argumenter fra børn og forældre, der naturligt også indgår i debatten om Søndergård skoles fremtid.

Forsøg på manddrab

En 45-årig mand fra Høje Gladsaxe bliver nu sigtet for forsøg på manddrab efter at have forsøgt at kvæle en kvindelig bekendt.
De to havde fredag aften været på værtshusbesøg sammen, men kom op at skændes i mandens lejlighed hen mod midnat.
Skænderiet udviklede sig drastisk, da den 45-årige tog kvælertag på kvinden, som desperat forsvarede sig med en kniv.
En retsmedicinsk undersøgelse af kvinden viste blodudtrædninger i øjnene efter kvælningsforsøget.
Den 45-årige mand blev lørdag varetægtsfængslet i 14 dage.

  •  
  • Gladsaxe Teater satser stort

    Gladsaxe Teater kunne i går præsentere den hidtil største satsning i teatrets historie: "Mit eventyr" – en multimedie-musical om HC Andersen i anledning af eventyrdigterens 200 års fødselsdag næste år.
    Teaterchef Flemming Enevold siger om ambitionen med forestillingen:
    "Det er først at fremmest at lave en nyskabende teaterforestilling i international standard, men som først og fremmest fortæller og oversætter Andersens ånd, hans liv og hans værk. Så publikum oplever, hvem Andersen var".
    "Mit eventyr" er også en international satsning, og teatret håber at kunne vise forestillingen i bl.a. USA og Kina.
    "Først og fremmest skal vi jo spille her og servicere et dansk publikum. Men vi vil gerne til udlandet, det har været min drøm altid, at være med til at prøve at definere en ny form for teater og få det til udlandet, og det er der noget der tyder på, at vi mulighed for".
    Forestillingen er blandt andet støttet af Københavns amt og Gladsaxe kommune. Borgmester Karin Søjberg Holst:
    "Vi bakker projektet op, fordi det er alle tiders chance for at gøre noget for Gladsaxe Teater i Gladsaxe kommune, selvom det ikke er en kommunal institution. Det betyder noget for vores borgere".
    Lars Abel, formand for amtets kulturudvalg: "Det koster mange penge, hvis man vil op på internationalt niveau og have det kreative team, der står bag sådan en forestilling. Det kræver virkelig ressourcer. Til gengæld kan københavnsregionen her med Gladsaxe Teater være med til at komme på det internationale landkort".
    Forestillingen "Mit eventyr" får premiere oktober 2005.

     


    God dag for KFIU

    Årets budgetdrøftelser i Gladsaxe er i fuld gang, og en tilfreds formand for kultur- fritids- og idrætsudvalget, også kaldet KFIU, sagde under byrådets 1.behandling af budgettet:
    "Jeg hilser med tilfredsstillelse mange af de bemærkninger, der er kommet, og selvfølgelig også budgetforslaget fra borgmesteren. Vi har arbejdet os stødt igennem vores kulturplan, og vi skulle meget gerne være færdige til slutningen af næste år, så vi kan gå i gang med en ny kulturplan. Jeg kvitterer for, at vi får mulighed for at bygge biblicaféen om og at vi får mulighed for at flytte motionscentret til lyse og venlige omgivelser. Alt i alt er det en rigtig god dag for KFIU, hvis mange af de her ting går igennem", sagde udvalgsformanden.