Fredag den 10. September 2004


Stor interesse for menighedsrådsvalg i søborgmagle

Interessen for menighedsrådsvalget i Søborgmagle sogn er overraskende stor.
Det viser erfaringerne fra det første orienterings- og opstillingsmøde i Søborgmagle kirke:
"Vi var noget nervøse, fordi der var kun tre fra det gamle menighedsråd der ønskede at stille op til en ny valgperiode. Vores nervøsitet var yderligere skærpet, fordi søborgmagle sogn er blevet større, og det betyder, at vi skal have en ekstra plads i menighedsrådet. Men der var 11 personer der ønskede at gå ind og vi havde kun brug for 10. Og så var der derudover fem personer, der gerne ville stille op som suppleanter til menighedsrådet. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at det kun var et opstillingsmøde. Vi kan forvente, at der kommer andre lister ved siden af, sådan så der bliver et reelt valg til november", siger sognepræst Frank Fischer,
Søborgmagle kirke.
Der er menighedsrådsvalg den 9. november.

Mikrober mod forurening

Bakteriekulturer og mikroorganismer kan blive fremtidens våben i forureningsbekæmpelse og beskyttelse af grundvandet.
USA og Canada bruger i stor grad biologiske oprensningsmetoder, hvor man, i stedet for at fjerne den forurenede jord eller pumpe det forurenede vand op, tilsætter substrat eller mikroorganismer, som så fjerner forureningen.
Det er Københavns amt, der står for oprensning af større forureninger i området. Og amtet har netop startet et samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet, DTU, om udvikling og afprøvning af nye metoder.
"Vi tror, at vi kan få bedre og billigere metoder til oprensning og dermed forkorte oprydningstiden og nå mere", siger Erling Eiberg, formand for amtets teknik- og miljøudvalg.

Hjælp til iværksættere

Studerende og færdiguddannede akademikere med gode ideer til at starte egen virksomhed kan nu få hjælp til at realisere tankerne.
Sammen med erhvervscentret i Københavns amt tilbyder Gladsaxe kommune et kursus her i efteråret, hvor iværksættere blandt andet kan lære om markedsføring, budget, forretningsplan og salg.
Kurset starter den 19. oktober.
Iværksættervagten på Gladsaxe rådhus fortsætter i øvrigt den første torsdag i oktober og november fra 18-20.
Her kan nystartede virksomheder gratis hente råd fra en advokat, en revisor, en virksomhedsrådgiver, en A-kassekonsulent og en markedsføringskonsulent.

Venskabsbesøg fra Polen

Gladsaxe Ungdomsskole har i denne uge besøg fra Gladsaxes venskabsby Koszalin i Polen.
Det er et unikt samarbejde, hvor de danske og polske studerende får mulighed for at udvikle venskaber og forståelse for andre kulturer.
Den polske leder Elle Jackowska fortæller om besøget:
"Vi er kommet her for at fortsætte vores internationale udveksling, som begyndte for 9 år siden, - mere præcist i 1996. Det var det år, hvor Bodil Jacobsen [fra Gladsaxe Ungdomsskole] og jeg besluttede os for at arrangere et internationalt samarbejde. Og det har vist sig at være en succes, da vi hvert år møder hinanden; alle danske og polske lærere samt elever, - enten i Polen eller i Danmark. Vi er nu kommet til Danmark for at være her i en uge. Den gruppe af studerende, som er med, er en ny gruppe, - nogle af dem har dog allerede mødt danske studerende i Polen sidste år.
De arbejder på mange forskellige projekter her, og de er virkelig glade for det, da det for dem er en helt anden slags skole. Det er studerende fra et gymnasium i Polen; en skole hvor de kan uddanne sig inden de eventuelt studerer videre på et universitet. Men her i Danmark får de fuldstændig anderledes oplevelser, og de kan samarbejde med danske studerende om forskellige projekter; - de danser, maler eller tager billeder. De taler med hinanden på engelsk, og det får de en meget god kommunikation ud af. Navnet på dette samarbejde er ’grænseløs venskab’, og det er virkelig nogle grænseløse og dybe venskaber vi har etableret mellem de polske og danske studerende".
Den polske skoleleder Elle Jackowska fortæller videre, hvad hun tror de studerende konkret får ud af at komme til Danmark.
"For det første får de et sprogligt udbytte ud af det; - de lærer sprog og de lærer en masse ting, som er helt nyt for dem. Polen er jo blevet medlem af EU nu, og det er meget vigtigt for vores studerende, da de har mulighed for at lære hvordan mennesker fra forskellige lande lever; - hvad de laver i fritiden, hvad de spiser og så videre. Og de har virkelig lært meget om det i løbet af den sidste uge i Danmark".

Triathlon for skolebørn

Masser af børn har tilmeldt sig til årets triathlon for skolebørn.
Gladsaxe Kommune står for arrangementet, og børnene har mulighed for at deltage i forskellige discipliner indenfor idræt, - både svømning, cykling og løb.
Pia Bagger, der er idrætskonsulent i kommunen, fortæller:
"Der er utrolig mange forældre og bedsteforældre, der kommer og hepper på børnene, så det er en rigtig stor dag […] det, der gør det ganske tiltalende er at der er tre idrætsgrene, og det tiltaler utrolig mange børn. Det kan jo være man ikke er så god til fodbold og så vælger man det fra, men her er der tre ting. Alle kan cykle, alle kan svømme i et eller andet omfang […] hvis man ikke lige kan løbe, så kan man gå ruten igennem. Så alle børn får en chance for at blive en slags vinder". Sagde Pia Bakken om triathlon-arrangementet for skolebørn.