Tirsdag den 13. September 2004
Bred budgetaftale med skattenedsættelse
- Der er indgået budgetforlig i Gladsaxe.
- I går aftes fremlagde Gladsaxes borgmester sit reviderede forslag til det
kommunale budget.
- Dansk folkeparti forlod budgetforhandlingerne i sidste uge, og med ved
forhandlingsbordet i går var socialdemokraterne, venstre, de konservative, sf,
enhedlisten og det radiale venstre.
- "Fra 1´ste behandlingen og de forhandlingsrunder vi har haft har der været
2 ting, der skilte sig ud og som vi skulle tage stilling til: Søndergård skole
og skatteprocenten.
- Med hensyn til Søndergård skole, så har vi videreudarbejdet den budgetnote
som også var i det første budgetudspil: at man skal træffe beslutning om
skolens fremtid inden 2007. Det gælder stadigvæk, men de børn der går på
skolen og bliver indskrevet indtil beslutningen træffes, de får sikkerhed for
at blive gående på skolen. Og med hensyn til skatteprocenten, så er vi enige
om at sætte den 0,1 procent ned", siger borgmester Karin Søjberg Holst,
socialdemokraterne.
Mordsag fra Søborg starter i landsret
- I dag starter retssagen mod de to formodede gerningsmænd til et drab i
Søborg for et år siden.
- Her blev en 24-årig mand skudt ned og dræbt kort efter midnat den 27.
august 2003 foran sit hjem på Rundgården.
- Gerningsmændene forsvandt i en bil, som dog hurtigt blev fundet, fyldt med
blod fra den ene gerningsmand, der også var blevet ramt af skud. Han blev
senere anholdt på et hospital i Københavnsområdet.
- Den anden formodede gerningsmand holdt sig i mange måneder skjult i et
sommerhus ved Slagelse, indtil politiet ’af uransagelige årsager og god
efterforskning’, som drabschef Søren Sørensen udtrykker det, fik anholdt også
denne mand.
- Talrige afhøringer har dog ikke givet klarhed over sagens sammenhæng, ej
heller om motivet til drabet.
- Ud over at de tre, den dræbte og de to formodede gerningsmænd, kendte
hinanden i forvejen fra kriminel aktivitet, og ligeledes var kendte af
politiet, så er der hidtil intet, der har kunnet forklare, hvorfor
bekendtskabet skulle ende med et drab.
- Dagens forklaringer i Østre Landsret kan måske give bare en antydning i
retning af hvorfor.
- Sagen bliver kørt ved landsretten, fordi ingen af de tiltalte på forhånd
har tilstået drabet. Ellers havde byretten i Gladsaxe haft sagen.
Antallet af anbringelser faldende
- Antallet af anbringelser af børn og unge i Gladsaxe er faldende.
- Det er resultaterne af en flerårig forebyggende indsats, der nu begynder
at vise sig, siger
- socialudvalgsformand Erling Schrøder:
- "Det har vi satset meget på her de senere år, at vi skal gøre en indsats
for, at vi selv klarer problemerne her i kommunen – i nært samarbejde med
familierne. Et af de seneste initiativer er, at vi skal have en familieskole,
hvor vi kan beholde barnet eller den unge i kommunen og den unge kan passe sin
skole og så ellers lave en hel masse sammen med forældrene. Jeg tror på det og
det er en betydelig billigere løsning for gladsaxeborgerne og en bedre løsning
den unge".
Ung bordtennisspiller på medaljejagt Athen
- Knapt er de sidste idrætsudøvere vendt hjem fra de olympiske lege, før et
nyt hold atleter skal på medaljejagt i Athen.
- Om få dage går løs med de paralympiske lege. Og blandt de danske atleter
er den 24-årige Michael Jensen fra Gladsaxe handicapidræt, og her er de
selvfølgelig stolte af den unge
- bordtennisspillers deltagelse:
- "Ualmindelig stolte. Og vi håber alt muligt godt for Michael dernede. Vi
håber og tror på, at han har rigtigt gode chancer. Han har trænet meget de
sidste års tid", siger Tonny Lorentzen fra Gladsaxe handicap-idræts
bordtennisafdeling.
- De paralympiske lege i Athen starter på fredag og varer til og med den 28.
september.
Miljøuge mest for børn
- I går lærte 50 børn at bygge en drage og få den til at flyve i parken bag
ved Høje Gladsaxe-bebyggelsen.
- Dragebygningen var første arrangement i anledning af miljøugen i Gladsaxe,
der fortsætter i dag ved natur- og sejlklubben ved Bagsværd sø.
- Her får 75 børn chance for at undersøge dyrelivet i søen nærmere – og for
at bage snobrød over bål.
- Og i morgen uddeles årets miljøpris under overværelse af 200 børn.
Populære spadsereture
- Det har nu været muligt at tage på spadsereture i Gladsaxe det sidste års
tid, hvor man ved hjælp af en brochure bliver guidet igennem forskellige
områder. Det kan man fortsat benytte sig af, og der er forskellige
alternativer. Man kan tage på en gåtur fra Bagsværd Stadion via Bindeledet,
Aldershvilevej og Slotsparken til Aldershvileparken. Man kan også spadsere fra
Skovbrynet Station til Højgård, videre ad Skovalléen og afsluttende ved
Regattapavillionen. Endelig kan man gå en tur på Gladsaxe Kirkegård, hvor man
kan få en større indsigt i kirkens historie og de forskellige gravsteder.
- Eva Molin fra lokalhistorisk arkivfortæller at "det har været en
overvældende succes […] - det har virkelig ramt et behov". Man kan hente
brochurer om de forskellige spadsereture på Gladsaxe Hovedbibliotek.