Tirsdag den 28. September 2004


Ny høringsfase om ungdomsboliger

Et enigt byråd står bag etableringen af ungdomsboliger på et område ved Stengård station.
Lokalplanforslaget, der ændrer dele af parkeringspladsen og grunden, der tidligere husede lokalkontoret, har da også været i offentlig høring i ni uger hen over sommeren.
Sagen lå klar til 2. behandling i byrådet, men en afgørelse fra naturklagenævnet om manglende inddragelse af offentligheden omkring anvendelsen TV-by-området, betyder nu, at også sagen om ungdomsboligerne skal gå om.
I hvert fald skal politikerne i økonomiudvalget i dag beslutte, om sagen skal stilles i bero, indtil en yderligere 14 dages høringsfase er gennemgået. En fase, hvor borgerne får yderligere tid til at komme med ideer og forslag til anvendelsen af området.

Stigende medlemstilslutning til det radikale venstre

Til næste år er det 100 år siden Det radikale venstre blev stiftet. Samtidig kan partiet glæde sig over både stigende medlemstilslutning og interesse for de radikale.
I Nyhedsmagasinet i går udtrykte socialdemokraten Erling Schrøder ellers stor bekymring for
vælgerforeningernes fremtid og ikke mindst et dalende antal medlemmer, som han frygter,
kan betyde, at der kommer til at mangle kandidater til f.eks. byrådsvalg.
Men den bekymring deler det radikale venstres Lis Smidsholm ikke:
"I det radikale venstre har vi jo haft en fremgang siden regeringsskiftet, her i Gladsaxe har vi fået 10 nye medlemmer og er nu oppe på 90 medlemmer, men jeg har da også mærket et højere aktivitetsniveau i foreningen. Så jeg ved ikke om det er et specielt socialdemokratisk fænomen. Jeg har lige været til radikalt landsmøde, og der fik vi at vide, at man inde i København er gået fra 800 medlemmer til 2500. Og det er jo rigtigt mange. Og det kan da godt være det er sådan en trend at man melder sig ind i det radikale venstre, fordi det jo faktisk snart er det eneste rigtige oppositionsparti. Men de er utroligt aktive derinde, og det smitter jo også lidt af på os her i Gladsaxe".

Politik i 8.C.

Det er måske ikke lige politik der ligger øverst på listen over foretrukne interesser når man er ung og går i 8. klasse.
Men i 8.C. på Bagsværd Kostskole har interessen for politik lige fået et ordentligt hak opad.
Eleverne har skemafri hele ugen og klasselokalet er i stedet forvandlet til en avisredaktion med udsendte reportere på bl.a. Christiansborg:
"Vi har fået lov til at lave nogle artikler for medietimen, som har købt nogle artikler i MetroExpress. Så vi skal lave nogle artikler i grupper, 15 af os får en dag på Christiansborg, hvor vi har fået lov til at være med i møder og interviewe forskellige politikere om deres holdninger til nogle emner, som vi har selv har valgt at skrive om. F.eks. indvandrere i det danske samfund og om 16-årige bør have stemmeret også. Det er overordnede emne er, om unge egentlig ved nok om politik", fortæller Frida Lundsgaard fra 8.C. på Bagsværd Kostskole.

Foredrag i kirken om børns sorg

Børns sorg og det at miste en forælder var emnet i Søborgmagle Kirke, da forfatter og journalist Peter Olesen besøgte kirken for at holdte et foredrag onsdag i sidste uge.
Ca. 4.000 børn og unge mister hvert år en forælder, og det kan være utrolig svært for den der mister og også for omgivelserne at forholde sig til den efterfølgende sorg. Sognepræst Frank Fischer fortæller om det at have mistet sin far: "Jeg var 11 år gammel, så det har selvfølgelig berørt mig og min familie meget." Noget af det der er sværest er reaktionerne fra omgivelserne, og Frank Fischer udtrykker hvordan skolen og lærere reagerede efterfølgende, da han mistede sin far: "de har i hvert fald ikke fulgt op på det [sorgen] og har gået ind og været med til at bære den og det skal ikke lyde som en bebrejdelse, men det er nok vigtigt som voksen at man træder ind, også selvom barnet måske ikke selv giver udtryk for noget […] som voksen er man den, der sidder med viden." Når man oplever sorg, kan det være svært at tale om det med sine nærmeste: "Vi har prøvet at tale om det i familien, men det er sådan et lukket land for os, vi taler ikke om sorg […] heller ikke som voksne har vi fået os talt ind på det. Det er noget vi lever med," sagde Frank Fischer.
Ud over sorgen ved at miste en forælder er der en række andre problemer, som kan være svært at håndtere efterfølgende. Peter Olesen fortæller at "det selvfølgelig er savnet og hele den stemning, der er i hjemmet […] og så er det omgivelsernes anderledes reaktion."
Det kan være svært i det danske samfund at tale om døden og det at miste. Peter Olesen fastslår at "vi i hvert fald ikke er ret gode til det […] der var nogle ritualer før, som vi har mistet noget af. Der var ritualer om at synge ud og stryge gran på en vej. Der var nogle flere ting; at bære sørgebind, gå i sort, så man simpelthen viste sine omgivelser at man var ramt af det […] vi er ikke særlig gode til at vise følelser her nordligt."
Hvis man ikke sætter ord på sin sorg, kan det få alvorlige konsekvenser efterfølgende:
"Hvis man ikke får det talt igennem, får det ud, får det bearbejdet eller overhovedet får hjælp til at forholde sig til det, så sætter det sig som en knude i mellemgulvet, så sætter det sig som noget der gør ondt i hjertekulen. Så er det noget du senere skal have samlet op, det kan være noget der følger dig resten af livet. Det kan være traumer, der nærmest er ubearbejdelige".
Endeligt konkluderer Peter Olesen at det er vigtigt at det omgivende samfund spiller en større rolle:
"skolerne har oppet sig gevaldigt igennem de sidste mange år […] jeg skubber meget til at få lavet nogle sorggrupper i SFO, i kirkeligt regi, på skolen, på fritidshjemmet, henne i børnehaven for den sags skyld, så de små børn kan bruge det. Hvis man kan det der, så hjælper man de mennesker meget", siger Peter Olesen.
Ud over at holde foredrag har han udgivet en bogserie om sorg og savn, hvor skribenterne åbent fortæller om det, der er vanskeligt i livet i forbindelse med sorg.

Indsamling til fordel for kvinder og børn

Til november samler Dansk Flygtningehjælp ind til fordel for kvinder og børn i bl.a. Sudan. Og der skal 300 indsamlere til i Gladsaxe for at nå ud alle husstande i kommunen, fortæller
indsamlingskoordinator Birgit Mtiliga:
"I år er der særlig fokus på kvinder og børn fordi fire ud af fem flygtninge er kvinder og børn. Og kvinder har stort behov for hjælp, fordi de ofte er meget udsatte for overgreb under flugten. Og fordi temaet er kvinder og børn har vi skrevet rundt til alle daginstitutioner, legestuer, læger og tandlæger, alle steder, hvor der kommer familier med børn. Vi har også skrevet til spejderne og FDF´erne og vi har kigget på byrådet, der sidder jo 11 kvinder i byrådet, og jeg håber da meget, at borgmesteren har lyst til at stille op og måske få nogle af sine kvindelige kolleger med også".
Flygtningehjælpens landsindsamling er søndag den 14. november.