Onsdag den 29. September 2004


Misligholdte lejligheder et stigende og dyrt problem

Misligholdte lejligheder og dertilhørende store ekstraregninger for istandsættelse ved
fraflytning er et stigende problem i Høje Gladsaxe.
Som oftest er det nemlig de andre lejere i bebyggelsen der kommer til at betale. Senest har en afdeling fået en ekstraregning på 90.000 kroner for istandsættelse af en misligholdt lejlighed fortæller Høje Gladsaxes beboerformand:
"I boperioden er problemet, at der er nogle, der kommer til at bo lidt usselt. Man opdager det normalt i forbindelse med en fraflytning. Det er sådan at man via lejekontrakten binder sig til at vedligeholde det lejede i boperioden, så det ikke forringes. Men der sker nogle gange det, at der er nogle der bor der i måske mange år og ikke rigtigt får gjort noget ved det, og ikke har nogen til at hjælpe sig. Så flytter de, og så ser lejligheden jo nogle gange forfærdentlig ud. En A-ordningslejlighed bliver istandsat helt og holdent af afdelingen, det som ikke er misligholdelse. Og det kan blive store regninger, jeg har lige haft en regning på 90.000, hvor beboeren får en regning på 30.000 og afdelingen på 60.000. Så er der B-ordningen, der går lejeren og sparer op til sit eget lejemål, og der er problemet, at der ikke står nok på vedligeholdelseskontoen. Pengene kan jo være brugt til al mulig andet eller man har bare sat et beløb, der er for lille af til at vedligeholde lejligheden. Og der sker jo så det, at da vedligeholdelseskontoen ikke kan genoprette lejemålet, så er afdelingen nødt til at gå ind og "sponsere". I budgettet er man nødt til at gå ind og sige "vi er nødt til at sætte et beløb af til genopretning af misligholdte lejligheder". Og det er et større og større problem, fordi de beløb bliver større og større og det skal andre lejere sådan set betale", siger altså Høje Gladsaxes beboerformand, John Brown Brabant Althoff-Andersen.

Erfaringsudveksling om miljø

Den kommunale miljøafdeling er blevet udvalgt til at deltage i et nyt EU-projekt, der skal styrke Agenda 21-arbejdet i foreløbig seks lande.
De kommende år skal miljømedarbejderne i Gladsaxe udveksle erfaringer med
miljøsagkyndige i Portugal, Østrig, Spanien, Slovenien og Schweiz, fortæller formand for miljøudvalget, Lis Smidsholm:
"Og det er meget nødvendigt i vores verden, især inden for EU, selvom det kun er 5 EU-lande og Schweiz der er med i dette. Vi kunne måske få nogle oplysninger om det med oprensning af søer. Til gengæld kunne vi så komme med noget af det, vi er dygtige til her i Danmark, grundvandet, vi har noget at det reneste i Europa".
Projektet starter til november og miljømedarbejderne i Gladsaxe skal også være med til at teste nyt undervisnings- og kursusmateriale for kommunalt ansatte, lokale foreninger og andre der arbejder med Agenda 21.

AA i radioen

I denne uge kører sundhedsstyrelsens årlige kampagne mod alkohol.
I Gladsaxe er blandt andre Anonyme Alkoholikere på færde med åbent hus arrangementer, hvor også pårørende kan komme med.
Der er god grund til at holde øje med alkoholforbruget. Danskere drikker mere end dobbelt så meget som naboerne i Sverige og Norge, og specielt bliver der gået til flaskerne i hovedstadsområdet.
Her følger den korte version af, hvad der kom ud af drikkeriet for et af AA-medlemmerne:
"Der skulle en personlig konkurs, en tvangsauktion, fire nedslidte ægteskaber, et mistet arbejde og en udsmidning hjemmefra til, førend jeg reelt erkendte mit alkoholproblem og kom under behandling"
Hør hans og et kvindeligt AA-medlems historier i en specialudgave af programrækken Livet i Gladsaxe i morgen torsdag kl. 8.30