Tirsdag den 5. April 2005


Gladsaxelisten: Indsigelser spild af tid

En af de flittigste kritikere af byrådets arbejde, Gladsaxelisten, vil ikke længere bruge tid på at komme med indsigelser og ændringsforlag til de planer byrådet sender i offentlig høring.
Det er ganske enkelt spild af tid, mener listen.
De sidste to måneder har forslaget til ny kommuneplan været til debat, og som vi fortalte i Nyhedsmagasinet i går er der kommet i alt 20 tilkendegivelser fra borgere, foreninger m.fl. Men ikke fra Gladsaxelisten:
"Det skyldes jo i væsentlig grad, at vi i Home-nyt for at par uger siden kunne læse, at byrådet ikke gad læse vores indsigelser. Og så synes vi ikke, det er værd at bruge vores sparsomme fritid på at sidde og skrive noget, som byrådets politikere alligevel smider i skraldespanden", siger John Damm Sørensen fra Gladsaxelisten.

Fingerede røveri og indbrud

I går begyndte retssagen mod en 31-årig kvinde fra Mørkhøj, der er tiltalt for flere tilfælde af forsikringssvindel for et beløb op mod 800.000 kroner.
Sammen med sin daværende mand fingerede kvinden et røveri mod dem under en rejse til Uruguay, hvor de angiveligt skulle være frarøvet smykker til en værdi af 110.000 kroner.
Senere anmeldte parret et indbrud i deres bopæl på Patronvej i Mørkhøj, hvor der skulle være blevet stjålet effekter for over 600.000 kroner.
Under en politirazzia blev mange af de anmeldte genstande imidlertid fundet i fin stand i parrets hjem.
Manden blev dømt i sagen i november sidste år. Kvinden er udeblevet fra flere retsmøder, men blev anholdt og varetægtsfængslet natten til i går, så sagen mod hende kunne gå i gang.

Våd grusbane

Fodboldgrusbanen på Bagsværd stadion er nu så nedslidt, at den har fået højeste prioritet i stadions budgetønsker for næste år.
Vandet kan simpelthen ikke længere trænge gennem gruslaget, så banen har i år været
nærmest umulig at spille på, fortæller stadioninspektør Lars Køhler:
"Fodboldbanen er ca. 25 år gammel og dvs. man har kørt grus på mange gange i årenes løb. Det betyder, at kalkindholdet i gruset nu er så højt, at vandet ikke kan trænge igennem gruslaget og komme ud i drænet og væk fra banen. Så de spillemæssige forhold har absolut ikke været optimale. Det er i hvert fald nødvendigt, at banen bliver lagt om", siger stadioninspektøren.
En omlægning af grusbanen i Bagsværd vil koste ca. 300.000 kroner.

Beslutning om servicebusser

I dag beslutter HUR, hvilket af 24 tilbud på servicebuskørsel i Gladsaxe, der er det mest favorable.
Servicebusserne er et tilbud til borgere, der ikke, eller kun med vanskelighed, kan bruge den almindelige kollektive trafik.
Busserne er indrettet, så gangbesværede, kørestolsbrugere, andre bevægelseshæmmede samt personer med barnevogn nemt kan komme ind og ud.
I nye busser er der dog trin midt i bussen, hvilket har skabt utilfredshed hos prøvekørere fra henholdsvis ældrerådet og handicaprådet i Gladsaxe.
En anden mulighed, som HURs trafikudvalg skal træffe beslutning om i dag, er at benytte renoverede busser af ældre type, der er uden trin.
I Gladsaxe er ordningen med servicebusserne et treårigt forsøg, der skal starte den 1. september.

Nordisk samarbejde på TEC Gladsaxe

De nationale mestre fra henholdsvis Danmark, Norge og Sverige har de seneste uger ligget i skarp træningslejr på Tobaksvejen, forud for de nordiske mesterskaber i VVS senere på
måneden. Landstræner Morten Bay fortæller:
"Der er jo et fællesskab i Norden. Organisationerne har et rigtigt godt samarbejde, man vil godt samarbejde omkring VVS-uddannelsen og promovere den udadtil. Derudover er der jo et sammenhold, som de unge deltagere får ved at være sammen med unge fra andre lande. Og de ser hvordan de arbejder og kan selvfølgelig samtidig prøve kræfter med dem. De får et kammeratskab og en oplevelse de sent vil glemme, tror jeg. Og de får nogle kontakter til udlandet, som de måske kan få glæde af senere".

Culottesteg på bunden af sø

Bildæk, en kedel, legetøj, en indpakket culottesteg og en masse døde fisk var blandt fundene, da kanoklubben 361 i søndags stod for det traditionelle årlige projekt ’ren Lyngby sø’.
Selvom der var flere deltagere med i år, så var mængden af affald mindre end tidligere, fortæller klubben, der fik hjælp af blandt andre sportsklubber, Ældre Sagen, Agenda 21, grøn guide og borgere uden særlig tilknytning til foreninger.
I søen blev der også fundet cykler, havestole, en bordplade og så en masse poser med hundeefterladenskaber.
Yngste affaldsindsamler var kun godt et år gammel, ældste deltager 79 år.