Mandag den 1. August 2005
Høje Gladsaxe udvikler sig til ghetto
- Hvis politikerne ikke gør en indsats snart, risikerer Høje Gladsaxe at
udvikle sig til en ghetto. Det mener socialrådgiver Jannie Møgelgaard, der
arbejder i Beboerrådgivningen i Høje Gladsaxe. Hun vurderer at der kun er tale
om få år inden Høje Gladsaxe kan kaldes en ghetto. "Pludselig kan man ikke
kende at man bor i Danmark mere". Hver tredje af de i alt fem et halvt tusind
beboere i Høje Gladsaxe har indvandrebaggrund.
-
- (hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)
Længst til posthus i Gladsaxe
- Folk i Gladsaxe skal i gennemsnit gå 200 meter længere end medborgerne
andre steder i københavnsområdet for at komme til nærmeste posthus.
- Det fremgår af et svar fra den konservative trafikminister Flemming Hansen
til Søren Søndergaard fra Enhedslisten i Gladsaxe.
- Enhedslisten har, sammen med 3.200 medunderskrivere og i øvrigt også det
politiske økonomiudvalg med borgmesteren i spidsen, protesteret mod lukningen
af Buddinge posthus.
- Ministeren forstår godt de protesterende, men bakker samtidig Post Danmark
op ud fra forretningsmæssige hensyn.
- Han påpeger, at der i Københavns og Frederiksbergs kommuner og Københavns
amt i alt er 84 postbetjeningssteder at vælge imellem.
- I Gladsaxe vil den gennemsnitlige afstand til en postbetjening maksimalt
være på 2,1 kilometer, mens gennemsnittet i andre kommuner er på 1,9
kilometer.
- I dag er der kun Søborg posthus, Bagsværd posthus og postbetjeningen i
Mørkhøj tilbage i Gladsaxe kommune.
Påsat brand i Søborg
- En brand i et skur på Snogegårdsvej i Søborg var natten til fredag tæt ved
at udvikle sig til en kostbar affære.
- Men med en udrykningstid på under seks minutter nåede Gladsaxe brandvæsen
at få ilden under kontrol, inden den tog fat i den nærtliggende villa.
- Både brandvæsen og politi anser branden for at være påsat. "Det tyder alt
på, ud fra den brandudvikling vi kunne se på stedet", siger brandchef Ole
Nedahl til Nyhedsmagasinet.
- Gladsaxe har ellers den seneste lille måneds tid været forskånet for
påsatte brande. Sidst det gik løs på det område, måtte avis- og glascontainere
i Bagsværd og kvarteret omkring Kildebakken stå for skud.
Olieudslip på villavej
- Som tidligere omtalt i Nyhedsmagasinet har en utæt olieledning ved en
villa på Aprilvej i Mørkhøj skabt store problemer.
- Den utætte olieledning har været skyld i at ca. 1100 liter fyringsolie er
sivet ned i jorden omkring og under villaen.
- Jane Jeppesen der sammen med sin mand ejer villaen fortæller: "Vi ved ikke
hvad der skal gøres, men der er kommet to forslag frem. Enten skal der
undergraves eller også skal huset rives ned for derefter at blive bygget op
igen. Der er sat penge af til projektet, men vi kan ikke selv bestemme eller
har nogen indflydelse på hvilket af forslagene som det bliver, vi skal bare
væbne os med tålmodighed.
- Nu er politikkerne jo gået på ferie, men det skal op på Byrådsmødet sidst
i august, men så er der faktisk næsten gået et år før vi får en afklaring og
inden de så begynder at rense jorden går der måske ½ til 1 år.
- Vi er meget fortvivlede. Vi syndes, at vi har væbnet os med tålmodighed,
men det er ligesom at det hele bare køre i ring, først er det forsikringen der
har sagen, så er det Niras A/S der har sagen og så er det Gladsaxe Kommune der
har sagen.
- Vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker omkring olieforureningen, vil vi
f.eks. nogen sinde kunne sælge huset igen og vil vores lille datter kunne lege
i haven. Men med de to forslag, så skulle alt olien jo blive fjernet og det er
vi meget lykkelige over, for så kan vi i hvert tilfælde komme videre derfra".
Indbrud i nybyggeri
- Alle hårde hvidevarer er væk efter et indbrud i et nybyggeri på Kong Hans
Allé i Søborg.
- Der er tale om et splinternyt komfur, et køle/fryseskab og en
vaskemaskine, alle af mærkerne Bosch/Siemens.
- "Hvis folk får tilbudt et nyt komfur eller nogle af de andre varer til en
alt for favorabel pris, så skal de nok lige tænke sig om en ekstra gang, inden
de slår til. Der vil formentlig så være tale om hælervarer", siger Michael
Sørensen, leder af nærpolitiet i Gladsaxe.
Udstilling af historiske fotoapparater
- Spion- og miniaturerkameraer, en gammel fremviser fra 1820, polaroid
kameraer fra sidst i 40’erne, mahognykameraer med start fra 1890, almindelige
udtrækskameraer op til 30’erne, samt forskellige typer blitz og lysmålere.
- Det er nogle af de effekter der er taget ud af TV-fotograf Alex Steinbachs
store samling af historiske kameraer og som fra i dag og resten af måneden kan
ses på Gladsaxe Hovedbibliotek.
- Alex Steinbach er desuden manden bag Fotohistorisk Museum i Nykøbing F.
-
- (hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet)